På TV2's hjemmeside stod blandt andet:
'Chia frø er noget af det sundeste overhovedet. Kort og godt, så er chia frø fyldt med alt det der holder dig sund, forebygger sygdomme OG giver en smuk hud! Et lille mirakel.'
Men frøene er ulovlige i Danmark, og der er intet bevis for, at de har en afgørende sundhedseffekt. Tværtimod mistænkes frøene for at være allergifremkaldene. Det skriver forbrugerrådet i en meddelse i dag.
B.T. kontaktede redaktør på Go' Morgen Danmark, Jes Schrøder, og han var ikke i tvivl, artiklen skulle omgående væk.
- Hvis den stadig ligger på vores side, så fjerner vi den. Jeg får det selvfølgelig undersøgt, siger han til bt.dk.
Efterfølgende blev artiklen fjernet fra siden.
Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, har bedt kulturministeren tage stilling til TV2's behandling af Chia frøene. I et brev skriver han:
'Finder ministeren det acceptabelt at TV2 som public service station ukritisk videreformidler lovprisning af et ulovligt kosttilskud?'
Ikke nok med de mange reklamerende ord, TV2 henviste også til en hjemmeside, hvor frøene kan købes. Denne hjemmeside er blandt de seks sider, som Forburgerrådet nu har anmeldt til Fødevarestyrelsen, fordi det altså er ulovligt at sælge dem i Danmark.
- Forhandlerne spiller hasard med forbrugernes helbred. Der er en grund til at frøene ikke er godkendte: det er fordi der stadig er en række ubesvarede spørgsmål blandt andet i forhold til frøenes mulige allergiske effekter. Derfor skal produktet straks væk fra hylderne, så forbrugerne ikke kommer til at købe produkter, der giver sig ud for at være noget, de ikke er, og i værste fald er farlige, siger Forbrugerrådets fødevarepolitiske medarbejder Sofie Krogh Holm.
Både sundhedsmagasinet I Form og morgenavisen Jyllandsposten har før skrevet positivt om de farlige frø.






















