Trine Dyrholm er ikke længere den unge femme fatale. Både på film og i virkeligheden er hun blevet den modne kvinde. Det udfordrer hendes forfængelighed, men giver også en ny sikkerhed – selvom hun nogle gange kan frygte, om ’folk stadig gider glo’ på hende.
I en sky af Gauloises uden filter og Chanél No.5 svæver Anna i de højere luftlag. På autopilot navigerer den feterede nyhedsvært mellem karrierejob og kernefamilie på kreativ klasse. Men længslen efter at blive revet væk fra hverdagens endeløse gentagelser ulmer bag det velfriserede Catherine Deneuve-ydre.
Derfor flytter Trine Dyrholm. i Thomas Vinterbergs nye, semi-biografiske 1970er-hyldest ’Kollektivet’, i bofællesskab. Hun spiller Anna, der lægger krop til det ultimative svigt – at blive vraget til fordel for en yngre model.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Trine Dyrholm. Hun fortæller både om sin medvirken i den nye Thomas Vinterberg film, men også om familieliv, sociale medier og den næste generation af nye skuespillere.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Trine Dyrholm er ikke længere den unge femme fatale. Både på film og i virkeligheden er hun blevet den modne kvinde. Det udfordrer hendes forfængelighed, men giver også en ny sikkerhed – selvom hun nogle gange kan frygte, om ’folk stadig gider glo’ på hende.
I en sky af Gauloises uden filter og Chanél No.5 svæver Anna i de højere luftlag. På autopilot navigerer den feterede nyhedsvært mellem karrierejob og kernefamilie på kreativ klasse. Men længslen efter at blive revet væk fra hverdagens endeløse gentagelser ulmer bag det velfriserede Catherine Deneuve-ydre.
Derfor flytter Trine Dyrholm. i Thomas Vinterbergs nye, semi-biografiske 1970er-hyldest ’Kollektivet’, i bofællesskab. Hun spiller Anna, der lægger krop til det ultimative svigt – at blive vraget til fordel for en yngre model.
I første omgang får verden farver, da Anna, ægtemanden Erik og datteren Freja flytter i kollektiv sammen med en broget flok drømmere og idealister. Alt ånder idyl indtil slangen i paradis – Eriks unge elskerinde Emma – føjes til fællesskabet og sender Anna mod afgrunden.
»Det var interessant at lave et portræt af en stærk kvinde, der pludselig knækker indvendigt. Det er jo et eviggyldigt menneskeligt dilemma,« siger Trine Dyrholm om kontrolkvindens rejse fra kosmos til kaos, da ægtemandens flirt med ungdommen får uoverskuelige konsekvenser.
Det er Dyrholms kollega Ulrich Thomsen, der spiller Annas utro ægtemand Erik. Og filmen om fællesskabet bød også på et kærkomment gensyn med Thomas Vinterberg – næsten 20 år efter at trekløveret indprentede sig i den kollektive bevidsthed med dogme-klassikeren ’Festen’.
Efter ’Festen’
»Den anden dag fandt jeg et billede på nettet af Ulrich og mig fra ’Festen’... Hvor var vi bare unge – helt tynde og unge,« siger Trine Dyrholm og suger kinderne ind.
»Pludselig stod vi der og var blevet så meget ældre. Det var en utrolig stor glæde at stå i et voksent forum og se, hvem vi var blevet til nu. Lidt større i det, ældre og på en måde de samme, men også nogle helt andre. Sådan som det jo er med alder – man udvider sig,« reflekterer Dyrholm og genkalder sig stillbilledet fra ’Festen’, hvor Ulrich Thomsens Christian hvisker: ’Lad os tage til Paris...’ i hendes øre. Et gulnet minde fra dengang de – Dyrholm, Thomsen og Vinterberg – var på vej. På vej til Paris, på vej i livet og i karrieren. Nu er de ankommet. Midtvejs.
Kvindebilleder
Siden filmdebuten som æblekindet teenager i Eddie Thomas Petersens ’Springflod’ har Trine Dyrholm høstet et hav af anerkendelser for sine hudløse kvindeskildringer.
I privaten på Nørrebro gør seks Robert-statuetter kur til Bodil-femlinger. I 2014 sad Dyrholm i Berlinalens jurypanel sammen med nobiliterer som den østrigske Oscar-vinder Christoph Waltz, og året efter blev hun hædret med sin egen (teater-)flise på Frederiksberg Allé.
Skuespillerens hjerteskærende portræt af Anna, der går fra lyset til mørket i Vinterbergs bittersøde fortælling, er endnu en kraftpræstation. Et usminket portræt, der med instruktørens nådesløse og nærgående kameraføring, blotter Annas sammenbrud i ansigtets rynker, furer og skygger. Trine Dyrholms mangel på forfængelighed er både befriende og forbilledlig, når Anna splintres i tusind stykker for øjnene af os.
Er det ikke brutalt at se sig selv fremstillet så skrøbelig?
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var forfængelig, når jeg ser på det. Nogle gange kan jeg da godt tænke – kunne man ikke lige have sat noget lys, der udlignede det hele lidt? Eller kunne jeg ikke lige have nået at tabe det par kilo? Men når det er sagt, synes jeg, at det er ens fornemste opgave at smide forfængeligheden over bord, når man stiller sig til rådighed for materialet. Så kan man være forfængelig på den røde løber til premieren og have noget tøj på, man ser godt ud i,« siger Trine Dyrholm.
Hun er overbevist om, at selv de Hollywood-stjerner, der sværger, at de er uden fyldstoffer, har været en tur i ’tidsmaskinen’, men afviser, at hun kunne finde på at ’hugge en hæl eller klippe en tå’ for at tækkes en til stadighed mere ungdomsfikseret kultur,
»Jeg er ikke stor tilhænger af selv at skulle under kniven – der er jeg ikke nået til endnu. Men det er da klart, jeg tænker over min hud, og jeg kan godt tage mig selv i at kigge mig i spejlet og tænke: ’Det er da længe siden, at det var meget pænt,’ lyder det selvkritisk fra skuespilleren, der selv holder forfaldet stangen med mildt skyts – ansigtsbehandlinger og gode cremer.
»Folk må gøre, hvad de vil – men det er vigtigt som skuespiller, at man ikke renser hele fjæset væk. Man skal kunne se levet liv i ansigtet. Det er vigtigt, at man hylder mennesket – og mennesker ser nu engang forskellige ud. Jeg oplever desværre, at der sker en ensretning, hvor alle kommer til at ligne hinanden med de samme træk. Det siger mig ikke så meget – for personlighed, mangfoldighed og individualitet – det er det spændende, synes jeg.«
Familien og andre fællesskaber
Personligheder skorter det ikke på i ’Kollektivets’ rummelige pragtvilla i Hellerup, hvor ’selv et psykisk sammenbrud mødes med morgenmad på sengen’, som Trine Dyrholm smilende siger.
Boformen er ikke fremmed for filmstjernen, der beskriver sig selv som en ’stor kollektivist’. Som ung boede hun i en årrække i bofællesskab i København.
Kimen til kollektivismen blev lagt i barndomshjemmet på Fyn, hvor Trine Dyrholms skolelærerforældre hev hende med til fredsmarch, rytmiske korprøver og på ølejr.
Alligevel har du selv valgt den konforme model – kernefamilien?
»Min base og min familie betyder meget for mig, Lige nu synes jeg, det er dejligt at bo sammen med min lille familie (kæresten Niclas Bendixen og parrets 7-årige søn Aksel, red.), men jeg synes også, det er hyggeligt, at vi spiser middag med naboerne, at vi sorterer skrald sammen på trappen og låner hinandens ting og sager. Jeg kan godt lide, at vi deler tingene, for vi lever i et forbrugssamfund, som er gået amok. Kollektivtanken – dèt, at vi deles om det, der er, i stedet for at skulle have hver sin lille enhed – kan jeg godt lide. Der er meget fællesskab i vores liv. Et liv, som ikke kun lukker sig om den lille familie,« siger Trine Dyrholm.
»Jeg er meget optaget af relationer, derfor er jeg skuespiller. Det der med, at vi udveksler og lærer noget af hinanden ’hvem er du, og hvem er jeg’, det er det spændende – ved at være skuespiller og menneske.«
Interessen gør sig også gældende, når hun kigger ud i verden.
»Vi er en del af en større sammenhæng. Vi er ikke bare et lille bitte land, som kan lukke døren og putte en grænsebom på – det er jeg absolut ikke tilhænger af. Det er jo i mødet med et andet menneske, at ting opstår,« siger hun og fortsætter:
»Vi lever i et globalt samfund, hvor der står nogle mennesker og banker på vores dør og vores land – det skal vi forholde os til.«
Sociale medier
Personligt favner hun en stor vennekreds. Venskaber, som hun nærer over en god kop mokka med øjenkontakt, når arbejdsbyrden tillader det. Til gengæld er hun ikke på de sociale medier.
»Jeg er hverken på Facebook eller Instagram – jeg kan ikke følge med. Jeg har brug for de nære relationer og mødet for virkelig at kunne udvikles kreativt,« siger Trine Dyrholm, der hellere vil bevare kontakten in persona, end ved at ’poste’ flygtige selfies og ’morgenmad på musselmalet service-fotos’ på Instagram. Men modstanden mod de nye medier melder sig også af en anden grund.
»Jeg har været så privilegeret – og lever i så lille et land – at jeg da godt kan tænke: ’Uhhh... folk gider nok ikke glo på mig hele tiden’. Jeg gider ikke flashe mig selv hele tiden alle mulige steder, hvis jeg ikke behøver at gøre det. På den måde sparer jeg lidt på mig selv.«
Trine Dyrholms angst for at ’folk ikke gider glo’ på hende virker afvæbnende og nærmest fjollet, når man ser, hvor meget hun har at rive i. ’Kollektivet’ slog dørene op i landets biografer i torsdags. Tredje sæson af DRs seermagnet ’Arvingerne’, som var kanalens mest sete program i 2015, får premiere i 2017. Hun har lige afsluttet optagelserne til filmen ’Du forsvinder’, som bygger på Christian Jungersens nervepirrende bestseller. Og så har hun allieret sig med en engelsk agent i tilfælde af, at ’der kommer nogle gode, internationale projekter’, som hun kalder det. En efterspørgsel, der noget så eftertrykkeligt punkterer myten om, at en skuespillerindes karrierekurve er for nedadgående, når hun har passeret de fyrre år.
Næste generation
»Jeg er ikke den unge generation mere. Det er helt tydeligt for mig nu. For nogle år siden var der en fase, hvor jeg var begge dele, men nu er jeg ikke den unge generation mere. Glem det. Der er kommet en anden generation. De seneste fem år af min karriere har det markeret sig ret tydeligt. Jeg har spillet mor til nogle, der var ret gamle, og jeg har stået over for nogle ret unge, som Emma (Helene Reingaard Neumann) i ’Kollektivet’.«
»Jeg er blevet en anden generation – og det er fedt. Pludselig er jeg den, som de andre kommer og spørger til råds. Det er jeg meget ydmyg overfor,« forklarer hun.
»Heldigvis har jeg ikke noget imod det – jeg synes, det er spændende, og der er jo dejligt med kød på de roller, jeg får.«
Skulle det knibe med de kødfulde roller i en periode, har Trine Dyrholm indrettet sig bæredygtigt, så hun ikke behøver at kaste sig i grams for ussel mammon.
»Jeg er freelancer med et mobilt liv og ved ikke altid, hvad jeg skal lave næste år. Jeg er ikke flyttet i hus og bor med min egen lille carport. Jeg har min lejlighed, og jeg har været meget opmærksom på ikke at sætte mig for dyrt – simpelthen fordi jeg gerne vil kunne være mobil og have min kunstneriske frihed,« siger hun, inden hun sætter kurs mod Nørrebro – smeltediglen af sanseindtryk og mangfoldighed – som kunstneren kalder hjem.
