Dagens leder 18/8: »Som formand skylder Torben Lund sin gruppe loyalitet. Og især når han har taget med ansvar for, at gruppens andet medlem har lagt navn til et traktatudkast, som han nu ikke bryder sig om. Kan han ikke overvinde sig til at vise loyalitet, bør han nedlægge sin formandspost.«
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Socialdemokratiske EU-parlamentarikere har det med at falde af i svinget, netop som de har besluttet sig for ikke at genopstille. Det er næppe helt tilfældigt. Modellen blev i sin tid skabt af Ejner Hovgaard Christiansen.Et par år før, han forlod EU-Parlamentet, trak Ejner Hovgaard Christiansen sig ud af den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet. Den saglige grund kan ingen længere huske.
Hvad man stadig husker i Bruxelles er, at han benyttede sig af friheden til at ansætte sin kone som assistent og bruge resten af de rundelige sekretariatsmidler - 300.000 kroner årligt uden regnskabs- og skattepligt - efter eget hoved i stedet for fortsat at aflevere dem til partikassen.
Socialdemokratiet måtte sige farvel til et tilsvarende beløb, da Freddy Blak for et par år siden gentog spøgen. I hans tilfælde har partiet dog ingen grund til at beklage sig. Han var i årevis blevet chikaneret af betonbureaukrater på partikontoret i København, der følte sig fornærmede over hans bramfrihed.
Man må jo i alt fald nok have lov til at antage, at et parti, der mener at have råd til at behandle en markant, energisk og velanskreven parlamentariker på den måde, på forhånd har gjort op med sig selv, at det også har råd til at undvære den sjat tilskudspenge, han bragte til huse.
Nu synes turen at være kommet til Torben Lund - det ene af de kun to medlemmer de danske socialdemokrater har tilbage i EU-Parlamentet og tilmed deres gruppeformand.
Også han har besluttet sig for ikke at genopstille. Men her på falderebet er han - lidt pludselig vil mange mene - kommet i tanker om, at han vil stemme nej til den kommende EU-forfatning.
Han står på Amsterdamtraktatens grund, forklarer han. De nye krummelurer og gesvejsninger, som den kommende forfatning vil sætte på systemet, er derimod ikke hans kop te. De vil bl.a. give det parlament, Lund selv er medlem af, for megen magt og gøre EU til noget nær en egentlig forbundsstat, mener han.
På et socialdemokratisk hovedbestyrelsesmøde i lørdags reagerede partiformand Lykketoft med en skarp og vred opfordring til Lund om at nedlægge sin formandspost for S-gruppen i EU-Parlamentet. Gruppens menige medlem, Helle Thorning-Schmidt, går et par skridt videre. Hun mener, at Torben Lund helt og holdent bør forlade EU-Parlamentet.
»Hvis man ikke længere har de holdninger, man er blevet valgt på, og man samtidig synes, at Parlamentet ikke er en institution, som er særlig meget værd, er det så ikke på tide, at man stiller sig selv spørgsmålet: Skulle jeg ikke bare gå?«, lyder det fra hende.
Hun har en god grund til at være en tand mere forbitret end Mogens Lykketoft. For hun har som suppleantmedlem af forfatningskonventet været den, der tegnede gruppen i arbejdet med den nye traktat og må ved Lunds udspil se sig lodret desavoueret. »Meningstyranni,« lyder det forarget fra Lund.
Den er en lille smule svær at sluge. Lund har ret til at mene, hvad han vil om den nye traktat, sådan som den nu tegner sig. Og der er givetvis en del socialdemokrater, der mener som han. Men som formand skylder han sin gruppe loyalitet.
Og han gør det da ganske særligt, når man som han aktivt har medvirket til og dermed taget medansvar for, at gruppens andet medlem har lagt navn til det traktatudkast, som han nu lige pludselig ikke bryder sig om. Kan han ikke overvinde sig til at vise et sådant minimum af loyalitet, bør han på stedet nedlægge sin formandspost.
Men det gør han jo nok ikke. Han har allerede bebudet, at Lykketoft får kamp til stregen, hvis han fortsat forsøger at presse ham.
Lund har jo også fat i den lange ende, ikke sandt? Ingen jordisk magt kan tvinge ham væk fra gruppeformandsposten, så længe Socialdemokratiet ikke ligefrem ekskluderer ham.
Det vil Lykketoft sikkert nødigt. Dels har en hidtil trofast, politisk veteran som Torben Lund trods sin aktuelle illoyalitet selvfølgelig stadig en vis position i de socialdemokratiske geledder.
Dels vil det være en stimulans af første skuffe for EU-modstanderne, hvis Socialdemokratiet skal føre kampagne for den nye traktat i marken hen over det politiske lig af sin hidtidige gruppeformand i EU-Parlamentet.
Men hvis nu Lykketoft & Co. alligevel føler sig tvunget til at svinge øksen?
Helt kan man ikke frigøre sig fra den grimme mistanke, at det er det, Torben Lund allerhelst vil; at blive en ny Ejner Hovgaard Christiansen i det sidste år af sin tilværelse som MEPer.
For mon det er helt tilfældigt, at hans voldsomme undsigelse af den kommende EU-traktat falder sammen med, at han i sidste måned opsagde sin samarbejdsaftale med Socialdemokratiet om sit sekretær- og kontortilskud?
