Da Dasha begyndte at drikke, blev Masha også alkoholiker. De deler jo mave. Da de blev tilbudt operation, sagde Masha nej. Hun vidste nemlig, at så ville hun aldrig se Dasha igen. Hver eneste morgen, når vækkeuret ringer klokken syv, står Masha og Sasha op af sengen og udfører deres daglige øvelser til tonerne af russisk pop-musik. Medens de bevæger sig til musikken, lukker de øjnene og glider ind i en fantasiverden, hvor de lever de separate liv, som ville have været virkelighed, var de ikke blevet født som siamesiske tvillinger.
Masha drømmer, at hun er gift med en læge, og har to børn."Jeg forkæler dem ikke, men er heller ikke en streng mor," siger hun fuld af indlevelse i rollen som forælder.
Dasha griner. Også hun drømmer om at have sit eget liv, men hun beholder det for sig selv.
"Jeg kan godt lide at drømme, siger Masha, men i det virkelige liv vil jeg ikke leve uden Dasha. Hun er min søster, mit et og alt. Vi blev født sammen, og vi kommer til at dø sammen.
Tre dage inde i det nye år fejrede søstrene deres 50 års fødselsdag på "Hjem nummer seks for krigsveteraner" i udkanten af Moskva. Fødselsdagen blev fejret alene.
"Alle var på deres værelser og drak sig fulde, så vi gik tidligt i seng," siger Dasha.
For elleve år siden tilbød et engelsk lægeteam at skille tvillingerne ad, men Masha sagde nej.
"Hvis det var lykkedes, så havde Dasha forladt mig, og jeg ville aldrig have set hende igen."
"Det er fuldstændig rigtigt," siger Dasha.
"Jeg havde bosat mig på en gård med køer, og havde pudset hundene på dig, hvis du bare nærmede dig naboerne!"
Fra forsømte til berømte
Efter næsten 40 år på institutioner for handicappede fik tvillingerne forbedret deres livskvalitet under Gorbatjovs glasnosttid. De talte ud på TV, og efter deres optræden fik de lov til at flytte til et mere tidssvarende hjem, hvor de fik eget brusebad og dobbeltseng.
De rejste også en tur til Tyskland og blev meget overraskede over de store forskelle.
"Og med børnene havde pli nok til ikke at stirre. Vi boede på et almindeligt hotel, gik på restaurant, hvor gæsterne var almindelige mennesker, og vi måtte også shoppe, som var det det mest naturlige i hele verden," siger Masha.
De blev de mest berømte søstre i landet, men presset blev for stort.
"Russerne hadede os, bare for det vi er. Helt fra vi var børn har folk talt om, at vi ikke burde have overlevet fødslen. Det gør de i øvrigt stadig," siger Dasha.
Tvillingerne blev født den 3. januar 1950. Moderen Katja arbejdede på fabrik og var gift med nattevagten. Straks efter fødslen blev tvillingerne båret ud for at blive studeret nærmere, og Katja blev rådet til at glemme dem. Da hun nægtede, sagde forskerne, der ønskede at udføre eksperimenter med tvillingeparret, at børnene var døde.
"De stjal vores mor fra os, og vi boede i stedet på en børneafdeling i seks år. De kom altid iført hvide kitler og operationsmasker, og der blev kun holdt om os, når vi skulle flyttes til laboratoriet," siger Masha.
Tortureret i forskningens navn
Lægerne konstaterede, at de havde separat rygrad, nervesystem, hjerte og øvre indvolde, men fælles mave, urinblære og forplantningsorgan. De blev sendt til Moskvas pediatriske institut, hvor forskerne undersøgte hver en detalje ved pigerne.
En dokumentarfilm viser, hvordan et barberblad skær i Dashas fodsål. Hun vågner og skriger af smerte, mens Masha fortsætter med at sove. Senere stikkes Masha i maven med en nål, mens Dasha sover videre.
Den ene pige pakkes ind i is, den anden udsættes for stærk varme, mens lægerne undersøger, hvordan de to piger reagerer på hinandens smerte. Listen over eksperimenter er uendelig.
Uden ord bevæger de sig med perfekt koordination. Dasha hælder vodka op til sig selv og drikker, mens Masha kigger på. Efter rejsen til Tyskland blev Dasha ramt af en depression og begyndte at drikke.
"Jeg ved godt, at jeg er alkoholiker, og at jeg også har gjort Masha til det," siger Dasha.
"Jeg føler mig skyldig, men alkoholen er min flugt væk fra alt, også fra Masha."
Tolv år gamle havnede Masha og Dasha i en skole for forældreløse handicappede børn i det landlige Novotjerkassk. Her mødte de børn på deres egen alder og personalet gjorde deres bedste for at alle skulle få et liv så normalt liv, som overhovedet muligt.
Børnene måtte ikke forlade området, fordi omverdenen helst ikke måtte se dem.
Men en sommer fik børnene lov til at besøge et zoo, og direktøren lukkede dørene i en time, så børnene kunne komme rundt og kigge på dyrene. Men der gik ikke lang tid før folk snakkede om, at "pigen med de to hoveder" var ude i det fri.
Direktøren øjnede en fortjeneste, solgte billetter og de nysgerrige fik lov til at se på tvillingerne.
Dasha blev forelsket
I Novotjerkassk blev Dasha forelsket i Slava. Han havde humor og blev derfor godkendt af Masha, som ellers havde sin egen kæreste, selvom hun egentlig hverken var interesseret i noget alvorligt forhold eller sex.
Dasha ville derimod gerne have både familie og børn med Slava, men hun turde ikke spørge skolesygeplejersken, om hun kunne dyrke sex og blive gravid.
"Når Slava ville hygge sig med Dasha var han nødt til at spørge mig om lov først," siger Masha.
"Så sagde han: Masha, Masha lad mig være sammen med Dasha i dag! Og så sagde jeg: Ok, så gør det da. Men jeg holdt altid øje med dem.
Og så en dag forstod jeg, at min dumme søster var blevet forelsket, og derfor var jeg tvunget til at stoppe det. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, at vi tre kunne leve sammen?"
Masha var stadig rent udviklingsmæssigt kun et barn, både fysisk og psykisk. Og selvom hun ikke havde kunne mærke, at søsteren havde sex med Slava (tvillingerne har hver deres skede, men samme livmoder) var hun chokeret bare ved tanken om sex.
Hun havde jo ikke noget behov, så hvorfor skulle Dasha?
Dasha ville tage sit liv
Da Masha gjorde forholdet mellem søsteren og Slava forbi, så vidste han, at han stod hjælpeløs overfor Mashas magt over Dasha. Dasha græd og forsøgte ugen efter at hænge sig i et træ i skolegården. Hun blev stoppet af Masha.
"Hun tænkte, at hvis hun døde, så kunne de skille os ad, og så kunne jeg leve et normalt liv. Det hun ikke forstod var, at jeg ikke kunne leve uden Dasha," siger Masha.
To år senere døde Slava af en muskelsygdom. Tvillingerne var flyttet til Moskva og for Dasha var ligeglad med livet.
Men Masha sagde, at når livet går skidt, kan man lige så godt rejse sig og gøre det bedre. Og som sædvanlig bestemte hun.
Det var også Masha, som til sidst besluttede sig for, at stille Dashas længsel efter deres biologiske mor. I en alder af 35 år ringede hun til Katja.
"Men det eneste vi havde tilfælles var skyld, så vi stoppede besøgene. Nu er hun død," siger Dasha.
Deres far var også død, men de havde to brødre og et stort antal kusiner og fætre. Ingen af dem havde nogen sinde kontaktet tvillingerne.
"Men nu har vi fundet vores rigtige mor," siger Dasha, og kigger på sygeplejerske Valentina Alexejevna, som arbejder på afdelingen.
Da de giver hinanden et knus passerer en gruppe besøgende, og de kan ikke lade være med at glo på den glade trio.
"Det er ikke altid, at jeg føler at livet er værd at leve. Men så kig på de to," siger en ældre dame i gruppen.
"Skrid bedstemor, og gå så ud og find dig en bedstefar, så skal livet nok blive værd at leve," siger Masha.
"Vi har det fint. Vi har vores mor og hinanden."
Dasha ler og rører ved Mashas hår.
"Du har ret Masha," siger hun. "Vi har hinanden."
