Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestagers samarbejde er styrket, efter at SF forlod regeringen.

Med store, blændende smil kigger Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager ind i BlackBerry Z10-mobilen og snupper en selfie.

Kort tid efter har Margrethe Vestager lagt billedet på både Twitter og Facebook.

’Stoppet for kaffe på vejen til Horsens. Vi skal besøge Slotsgården og Ceres Centret,’ lyder det muntert fra økonomi- og indenrigsministeren.

Nogle timer senere poster hun et billede fra plejehjemmet i Horsens.

’Inspirerende møde med borgere og medarbejdere. Drømme og ønsker til livet i centrum - også hvis man lever med demens,’ tweeter Vestager.

Mandag er de to magtfulde kvinder sammen igen - denne gang på Danmarks Tekniske Universitet, hvor de bliver fotograferet i heldragter af plastic.

Normalt er politikere meget forsigtige med at blive fotograferet i mærkelige hatte eller underligt tøj. Men det er statsministeren og økonomiministeren ligeglade med.

’Vækst: 3 mia. til Danmarks Grundforskningsfond - over de næste 10 år udloddes pengene til de bedste!’ tweeter Vestager.

Helle Thorning-Schmidt poster også et billede fra besøget på DTU på Facebook:

’Hvor er det imponerende, hvad vi kan udrette i lille Danmark. Det skal vi blive ved med,’ skriver hun.

Det er ikke tilfældigt, at statsministeren og økonomiministeren følges til netop disse arrangementer, og at de ivrigt reklamerer for det på sociale medier.

Svinger godt sammen

Thorning og Vestager vil gerne vise, at de er veninder, og at kemien er god i regeringstoppen, bekræfter kilder tæt på regeringen.

Og sandt er det også, at Danmarks to mest magtfulde kvinder svinger godt sammen nu - især efter at SF forlod regeringen.

- Tidligere måtte de jo begge bruge en del energi på Annette Vilhelmsen. Det går meget bedre nu, siger en kilde.

Andre regeringskilder oplyser også til BT, at samarbejdet i regeringen går meget bedre, efter at SF har forladt den.

- Den der dårlige stemning, der altid var til møderne, er helt væk, siger en minister, der vil være anonym.

Det er heller ikke tilfældigt, at det netop er besøget på DTU og på plejehjemmet i Herning, der flashes på nettet.

En anden vare på hylden

Regeringen vil gerne reklamere for ældre-milliarden og vækstpakken, to initiativer, hvor der er mulighed for at flytte nogle stemmer tilbage til S fra DF og V.

Valgkampen er dybest set begyndt. Og Thorning og Vestager vil gerne få vælgerne til at forstå, at det er en anden vare, der er på hylden nu med SR, end da regeringen også omfattede SF.

- Det er et nyt hold uden SF. Og S ved, at R er nøglen til endnu en regeringsperiode, siger en regeringskilde.

Kilderne afviser, at det skulle have knirket i forholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager tidligere i regeringsperioden, hvor politiske kommentatorer ustandseligt hævdede, at Vestager var regeringens stærke kort og egentlige chef, og hvor målinger og kåringer i medie-paneler flere gange i 2011 og 2012 viste, at Margrethe Vestager var Danmarks mest magtfulde person. I 2013 mistede Vestager titlen i Berlingskes magtanalyse, men den gik direkte videre til finansminister Bjarne Corydon.

Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager var også helt enige, da EU-Kommissionen mandag fremlagde sin økonomiske forårsprognose.

Regeringen har ført Danmark ud af den økonomiske krise, som vi har været i siden 2008, lød det fornøjet fra begge toppolitikere.

- Det har vist sig, at den politik- som ikke har været så enkel, og som vi også har fået nogle knubs for - virker, fordi Danmark ikke længere skal være under skærpet opsyn af EU, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun påpeger, at VK-regeringen fik Danmark sat under skærpet tilsyn.

I modsætning til den lave vækst på 0,4 procent i 2013 venter EU-Kommissionen, at Danmarks BNP vokser med 1,5 procent i 2014 og 1,9 procent i 2015.

Danmark på sporet

Selv om regeringen ikke har sat champagne på køl, er der en ’boblende fornemmelse’ af, at Danmark er på rette vej, siger Margrethe Vestager til Ritzau.

- Vi kan se, at vores økonomiske politik har bragt Danmark så solidt på sporet, at der er meget tydelige tegn på, at vi kommer ud af vores henstilling (fra EU-Kommissionen, red.). Vores økonomiske politik har skabt grundlaget for fornyet vækst. Den næste opgave er at få endnu mere kul på, så danske virksomheder kan koble sig på de ting, der sker. Ved at der er mindre bureaukrati og regulering og bedre adgang til kapital, siger Margrethe Vestager.