Finansminister Thor Pedersen (V) kommer ned ny forklaring på lovbrud ti dage efter den første afsløring.

  • Færgebilletter fælder Thor Pedersen

    Finansminister Thor Pedersen (V) troede, at han var omfattet af de samme regler som jyderne i Folketinget, og derfor faldt det ham ikke ind, at han brød loven ved at bo i sit sommerhus i Ramløse.

    Det er den nye forklaring, som Thor Pedersen nu kommer med. Den kommer ti dage efter, at B.T. dokumenterede, at finansministeren formentlig overtræder loven ved ikke at bo på sin landejendom i Nakke ved Rørvig, hvor der er bopælspligt.

    Samtidig vil Thor Pedersen ikke afvise, at hans lovbrud er langt mere massivt end hidtil oplyst. Han kan således ikke udelukke, at han også overtrådte loven om bopælspligt i tiden, før han blev finansminister i november sidste år.

    Da Thor Pedersen onsdag i sidste uge og de følgende dage erkendte, at han i strid med reglerne har opholdt sig i sit sommerhus i Ramløse det meste af tiden, siden han blev minister, nævnte han ikke med et eneste ord den såkaldte tre-timers regel, som han nu påberåber sig.

    Det er en regel, som tillader folketingsmedlemmer at have en bolig i Københavns-området, hvis de har mere end tre timers offentlig transport frem og tilbage hver dag.

    »Jeg har haft den opfattelse, at ligesom jyder og alle andre havde en adgang til at passe det politiske arbejde, så havde jeg det også. Der har Folketinget defineret en tre-timers regel, der er afgørende for, om Folketinget godkender, at man har bolig i København og giver et tilskud til den. Og den tre-timers regel har jeg regnet med, gælder for alle. Men det gør den åbenbart ikke i de første otte år, jeg bor på gården,« siger Thor Pedersen til B.T..

    Han flyttede først ind på gården i oktober 2000 efter at have haft tre års fritagelse for at skulle bo der.

    Thor Pedersen siger, at han har mellem fire og fem timers offentlig transporttid frem og tilbage mellem sin gård, Graudebjerggaard ved Rørvig, og Folketinget.

    »Så troede jeg, at jeg havde den samme ret som andre til at være et andet sted - i en lejlighed eller et sommerhus,« siger Thor Pedersen.

    Han har imidlertid ikke søgt om at blive omfattet af tre-timers reglen. Derfor har han heller ikke modtaget et tilskud til en bolig i Københavns-området. I stedet har han boet ulovligt i sit sommerhus i Ramløse ved Helsinge.

    »Jeg har ikke søgt dispensation, fordi jeg ikke var klar over, at der ikke var de samme regler for mig som for jyder.

    Når man har over tre timers transport dagligt, så havde man fået en dispensation, men det står ingen steder, og det har jeg ikke vidst,« siger Thor Pedersen:

    »Det er ikke en undskylding, og mit problem er derfor, at med den hårde definition, der ligger på bopælspligten, så har jeg ikke overholdt den.«

    Thor Pedersen siger, at hvis han havde været klar over, at tre-timers reglen ikke gjaldt for ham, havde han enten søgt dispensation eller opholdt sig mere på gården. Tidligere har han sagt, at han har boet i sit sommerhus i Ramløse ved Helsinge på grund af det store arbejdspres som minister, da det ligger meget tættere på København.

    Thor Pedersen skriver i september 2000 til Jordbrugskommissionen i Vestsjællands Amt, at han nu flytter ind på Graudebjerggaard, og den 25. oktober tilmelder han sig folkeregisteret i Nykøbing Sjælland. Fra nu af skal han overholde sin bopælspligt på gården.

    Men Thor Pedersen vil ikke afvise, at han også har overtrådt landbrugslovens bopælspligt i hele perioden siden oktober 2000 - altså i to år og ikke kun i den tid, han har været minister.

    Thor Pedersen havde problemer med at komme af med sin gård, Lillelund, på Præstøvej 56 i Huseby ved Helsinge. Først 9. maj sidste år - altså et halvt år efter, at Thor Pedersen officielt havde skiftet bopæl til Nakke ved Rørvig - tilmeldte køberen af Lillelundgården, ejendomsmægler Erik Enggaard Peitersen, sig folkeregisteret i Helsinge.

    14. maj 2001 underskrev Thor Pedersen en erklæring om, at han opfyldte sin bopælspligt.

    Nu erkender han, at det gjorde han måske alligevel ikke.

    Hvis du ser på perioden før oktober-november 2001 og valgkampen, har du så også der overtrådt din bopælspligt?

    »Altså, jeg har ikke talt timer. Jeg har bare brugt min tid i Rørvig, lørdag og søndag og fredag. Overnatte og arbejde og rode og regere. I sommerperioden har jeg haft opfattelsen af, at jeg har ret til at bruge mit sommerhus, og det har jeg også gjort, men det er uklart, hvor meget jeg egentlig har ret til at bruge det i forhold til andre mennesker. Men jeg vil ikke rode mig ud i timetal og dage.«

    Er du sikker på, at du har opfyldt din bopælspligt inden oktober 2001?

    »I den der stramme fortolkning (af bopælskravet, red.) vil jeg hverken sige ja eller nej til, om jeg har. Der er jo meget andet i det. Så har jeg været bortrejst til Frankrig og andre steder.«

    Men det, du har troet, er, at du ligesom jyderne havde...?

    »Du må tro mig eller ej. Det, jeg oprindelig fik at vide, var, at der er en tre-timers regel. Og det, jeg fandt ud af, er, at når man måler på tid - med offentligt transportmiddel - så vil det tage mere end fire og en halv time frem og tilbage om dagen. Det vil sige, at så havde jeg den samme ret som andre til at være et andet sted - i en lejlighed eller et sommerhus. Den regel er så stram, at det har jeg sikkert ikke,« siger Thor Pedersen.

    Han siger, at han over en periode på tre måneder fra sidst på efteråret 2000 flytter alt fra sin gård i Helsinge til Rørvig.

    I perioden fra 25. oktober 2000, hvor han tilmelder sig folkeregisteret i Nykøbing Sjælland, bor han ikke længere på gården i Helsinge, siger han.

    »Jeg er i Rørvig, Tibirke (sommerhus, red.) og på Ramsvej (sommerhuset i Ramløse, red.). Jeg har ikke mit hjem i Helsinge i den periode, men jeg arbejder, rydder op og har været der, og jeg har også været på Ramsvej eller arbejdet i Rørvig. Men det er ikke noget, jeg har ligget og ført dagbog over,« siger Thor Pedersen.

    SFs landbrugsordfører Kristen Touborg, der har anmeldt en forespørgelsesdebat i Folketinget med henblik på at få vedtaget et midtillidsdagsorden mod finansministeren, lader sig ikke formilde af den nye forklaring:

    »Jeg har forstået på de interviews, som Thor Pedersen hidtil har givet, at han og hans hustru har boet sammen i sommerhuset i Helsinge. Derfor opfylder han ikke bopælspligten under nogen omstændigheder,« siger Kristen Touborg.

    SFeren undrer sig også over, hvordan finansministeren nu kan mene, at han var omfattet af tre-timers reglen, når han i de senere år har søgt om fritagelse fra bopælspligten og siden har understreget, at han opfyldte den:

    »Hvorfor søgte han om fritagelse for bopælspligten i 1997, hvis han mente, at han var fritaget. Og hvorfor meddelte han siden midt i sit folketingsarbejde, at han nu opfyldte bopælspligten.

    Det hænger ikke rigtigt sammen. For mig virker det som en dårlig undskyldning,« siger Kristen Touborg.