Standupkomiker Thomas Hartmann var en stille og nørdet dreng, der målte bare 156 cm i højden, da han forlod tiende klasse. Siden skød han i vejret, blev gal med biler og fik styr på, hvordan man som standupper får en hel sal til at grine.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Thomas Hartmann suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum. Han fortæller om fornøjelsen med at gå med aviser som ung dreng, sin første bil, en Alfasud 1,3 med 68 hk og sin meget nørdet barndom. Han klunsede gamle radioer og forstærkere og fik dem til at virke, og konstruerede en stol, hvor man sad med en dunkende bas i ryggen og faselineære højttalere ved ørerne.


Standupkomiker Thomas Hartmann var en stille og nørdet dreng, der målte bare 156 cm i højden, da han forlod tiende klasse. Siden skød han i vejret, blev gal med biler og fik styr på, hvordan man som standupper får en hel sal til at grine.

1. Den stille dreng

Mit liv begyndte på Islands Brygge, og der boede jeg, til jeg var otte år, hvor vi flyttede ud til Dragør. Min far var flymekaniker, og min mor arbejdede i en børnehave. Som dreng var jeg meget stille og rolig, ikke typen, der sagde så meget, og det var ikke fordi, jeg var genert, men fordi jeg aldrig råbte højere end andre for at blive hørt. Faktisk har jeg det stadig sådan, at jo mere højlydt et lokale er, jo mere stille bliver jeg selv. Dengang lå det nok ikke i kortene, at jeg skulle være standupper – jeg tror ikke, mine jævnaldrende syntes, jeg var specielt morsom. Lasse Rimmer har engang sagt, at komikere har tilhørt en af to kategorier, enten klassens klovn, eller den lidt stille dreng, der sad og tænkte, ’det kunne jeg gøre bedre, hvis jeg gad’.

2. Ekstremt nørdet

I Dragør kunne man ikke lave så meget. Hvis ikke man spillede fodbold, var man udenfor. Jeg var ekceptionelt nørdet dengang og lavede mærkelige mekaniske tiltag som en robot og et system, så vi havde forskellige lyde på vores ringeklokker. Man kunne høre, om det var storesøster, mor eller mig, der skulle åbne døren. Men det endte med, at folk hele tiden ringede på min dørklokke, fordi jeg var den eneste, der sørgede for at skifte mit batteri. Men jeg tog hævn ved at parallelforbinde en kondensator til batteriet, så når nogen ringede på, ringede den i ti hele sekunder. Og de trykkede igen, og det gentog sig. I øvrigt klunsede jeg gamle radioer og forstærkere og fik dem til at virke, og konstruerede en stol, hvor man sad med en dunkende bas i ryggen og faselineære højttalere ved ørerne. I skolen var jeg ved at gå til af kedsomhed. Jeg syntes, det faglige niveau var håbløst, og allerede dengang protesterede jeg højlydt over idéen om, at man skal følges ad, for den eneste måde det kan lade sig gøre, er ved at sænke det hele til den laveste fællesnævner. Der var også fag, hvor jeg ikke var den, der var ovenpå. Jeg var dårlig til idræt, jeg lignede jo konstant en, der gik to klasser under. Jeg var 156 cm, da jeg gik ud af tiende klasse, men kom efter det. Umiddelbart efter skolen voksede jeg 19 cm på et halvt år, og det er relativt sent at tage en vækstspurt. Det var rart at blive en del højere, for undervejs i skolen blev jeg proppet ned i en skraldespand, blev trykket med en sko på maven, og kunne ikke selv komme op igen.

3. En fornøjelse at gå med aviser

Jeg grinede ad tv-programmer som Kenny Everett, Dave Allen og Smith and Jones. Min mor havde en instinktiv fornemmelse for, hvornår man havde brug for at tale om et eller andet. Jeg husker, at når jeg kom hjem fra ungdomsklubben om natten, lettere frustreret, sad hun parat derhjemme med en frisklavet kande te og parat til at tage en sludder. Jeg fik en avisrute under et falsk navn, da jeg var 13 år, for man skulle jo være 14, og da jeg nu tjente mine egne penge, konkluderede mine forældre, at det var slut med at få lommepenge. Det var en fornøjelse at gå med de morgenaviser om sommeren. Man ser verden vågne og støder på nogle af de her ejendommelige gamle mennesker, der står op kl. kvart over fem og vander græsplænen, selvom de ikke har noget, de skal nå. Det gav et tidligt indblik i, hvordan folk, der på overfladen var ens, i ens rækkehuse, var vidt forskellige.

4. En skæg tid

Her var jeg 21 år og delte lejlighed med min kammerat Henrik på Nørrebro i en håndfuld år og havde det usandsynligt skægt. Frisuren var slet ikke usædvanlig, det var dengang, Modern Talking var et band, folk lyttede til, uden at skamme sig. Da jeg var færdig med 10. klasse, var jeg inderligt træt af skolesystemet og skulle bestemt ikke i gymnasiet. Jeg begyndte at arbejde som piccolo i luftfartsselskabet Conair. Og da jeg blev 17, blev jeg ikke fyret, fordi min løn skulle stige, men derimod tilbudt et fast job på et af kontorerne, og der kom jeg til at arbejde fra 1986 til 89. Hvorefter jeg kom ind aftjene værnepligt. I 1993 og 94 kom jeg tilbage i lufthavnen og kom til at arbejde i Tyskland, selvom jeg aldrig havde haft nogen hensigter om at skulle arbejde der.

5. Skønt at være i trøjen

Det var skønt at komme i militæret og aftjene værnepligt, det var som at blive nulstillet at komme ind et sted, hvor man fik en uniform og et nummer og alt, hvad man lavede, blev kvantificeret. Jeg fik venner i militæret, og nogle af dem ser jeg stadig – alt for sjældent. Efter skolen kom jeg også i relativt god form og begyndte at gå til kickboxing, det dyrkede jeg helt indtil for fire år siden. Jeg kan li’ de individuelle sportsgrene, hvor man aldrig kan skyde skylden på andre, som man kan i holdsporterne. Det er også derfor, jeg elsker at være til racerløbet Le Mans i Frankrig. Der kan en kvart mio. mennesker mødes, og selvom den ene er Porschefan og den anden til Audi, kommer de ikke op at slås i et blodbad, som fodboldhooligans gør. Det er gentlemen, der mødes.

6. Otte kilo muskler på Rhodos

I 1995 tog jeg til Rhodos sammen med min ven fra lejligheden. Han arbejdede som bartender og jeg som dj. Vi skulle være der i syv måneder og var kørt derned i hans Toyota Celica Supra – den med en 2,8 liters rækkemotor og 170 hk. Jeg havde en fest som dj, bortset fra at jeg ikke drak mig i hegnet hver aften og knaldede til højre og venstre, som mange andre gjorde. Jeg ville kun involvere mig i langsigtede forhold, så det gav mig et halvt års cølibat. Men jeg begyndte med styrketræning og fik god vejledning af en dørmand. I løbet af et halvt år steg min vægt med otte kilo muskler. Min kammerat fik hjemve og skulle så hurtigt hjem, at han solgte mig sin bil – for 55.000 kr. Dengang havde jeg allerede haft to RX7’ere, den med wankelmotor, som jeg deltager i racerløb med.

7. En uudtømmelig kilde

Lige før jeg blev 27, begyndte jeg som standupper. Jeg tømte hovedet for idéer og prøvede open mike på Cafe Bizzaro på Amager. Det gik rigtig fint, og det første lange stykke tid optrådte jeg gratis eller for små penge – f.eks. 400 kr. for et job i Aarhus. Sammen med Torben Chris er vi nu rundt i landet med vores show ’Mens Room 3’, som nærmest fungerer som en slags parterapi for publikum. Det er som regel par, der dukker op, og de får noget at tale om bagefter. Vi taler ikke om de store, forkromede emner som ligestilling og kvindefrigørelsen, men finder de emner, der får publikum til at pege på hinanden og sige: »Ja, det er dig, de taler om«. Forholdet mellem mand og kvinde er jo en uudtømmelig kilde til humor.

8. Min første bil

Min første bil fik jeg, da jeg var 18 – en Alfasud 1,3 med 68 hk. Nok en af de bedst kørende biler fra den tid, og den flade boksermotor med den lækre lyd er noget, man drømmer om resten af livet. I dag har jeg faktisk to biler med boxermotor. Senere fik jeg her en grøn Alfasud 1,5 QV, 105 hk med dobbeltkarburator. Den fik jeg malet dodgegrøn.

9. Et kæmpe fejlkøb

Jeg må have haft en hjerneblødning, da jeg besluttede at få en Harley Davidson, for efter jeg havde kørt 2½ tur med den, solgte jeg den igen. Med min kampvægt på godt 70 kilo, skulle jeg virkelig op at stå på kickstarteren for at få den i gang. Og når den holdt i tomgang for rødt, var der så mange vibrationer i motoren, at den kunne hoppe i første gear. Og med en 1,2 liters motor ville det altså gå hurtigt ud i den tværgående trafik.