Der er tusindvis af kroner at spare på køb af ny vaskemaskine. Producenternes fine skilte og vejledende priser skal man ikke lade sig styre af.

Når valget af maskinen er truffet, kan nogle få klik med computermusen, et par telefonopringninger til forhandlere i hvidevarebranchen eller et butiksbesøg hurtigt presse prisen ned.

B.T. har testet priser på de seks vaskemaskiner i testen fra Forbrugernes Hus. De laveste priser er hovedsagelig fundet på internettet: www.hvidevarepriser.dk. Vær opmærksom på, at der ofte er tale om priser, som gælder i en begrænset tidsperiode.

B.T.s pristjek viser, at de landsdækkende kæder ikke umiddelbart præsterer markedets laveste priser. Men det skal forbrugerne ikke lade sig stoppe af, for samtlige oplyste priser er »til forhandling«, lyder det i hvert fald fra Punkt 1 i field's i Ørestaden. Lignende meldinger kommer fra El-giganten og Electric City.