TDCs problemer med at styrke omsætningen vil ikke blive løst med en ny chef, for opgaven er næsten umulig, vurderer teleanalytiker John Strand.

En ny topchef i telekoncernen TDC vil ikke løse problemet med en omsætning, der har svært ved at løfte sig. Det vurderer teleanalytiker John Strand fra selskabet Strand Consult. Han mener, at det reelt er urealistisk for TDC at satse på en stigende omsætning.

- Der er kun en vej frem for selskabet, og det er at reducere omkostningerne. Med det prispres, der allerede er, og det prispres der kommer, kan jeg ikke se, hvor man skal hente en stigende omsætning fra, siger John Strand til Ritzau.

Han minder om, at konkurrencen til TDC blandt andet bliver styrket via mobilt bredbånd, elselskabernes fibernet til de danske hjem og det nye jordbaserede digitale tv.

- Det er marginalt, hvad TDC kan gøre for at øge omsætningen. Et par procents vækst, så skal de være heldige, lyder vurderingen fra teleanalytikeren, der peger på, at TDC på flere områder i forvejen sidder på meget store markedsandele.

/ritzau/