Flere vælger at få fjernet deres tatoveringer, når de skal søge jobs.

Flammer der slikker langt op af halsen, keltiske tegn på hænderne og rituelle tatoveringer i ansigtet.

Umiddelbart ikke det bedste udgangspunkt, hvis man skal sælge en bilforsikring, vække tillid som børnehavepædagog eller bare møde de nye kolleger for første gang. Derfor vælger mange at få fjernet

tatoveringer for ikke at blive set skævt til på arbejdspladsen, skriver dagbladet URBAN i dag.

- På et eller andet tidspunkt er det ikke længere smart at have pigtråd om armen, hvis du er afdelingsleder i Bilka, siger professor Peter Bjerring fra Privathospitalet Mølholm.

Han har siden 1995 fjernet hundredvis af tatoveringer med laser, men stoppede for halvandet år siden, da

behandlingerne muligvis øger risikoen for kræft.

- Ofte kom folk, fordi en tatovering simpelthen ikke passede ind i deres nye job. Det trak ned på kontoret, siger Peter Bjerring.

På Hellerup Privathospital har hudlæge Jørgen Esmann haft alt fra rockere til Mærsk-direktører under laseren.

- Det er ikke sjovt at have en tatovering, når du er over 25.

Det sender de forkerte signaler, siger Jørgen Esmann og fortæller bl.a. om, hvordan kvinder, som arbejder med børn, er småflove over deres farverige fortid.

Hudlæge Søren Frankild, indehaver af Hud- og laserklinikken i Esbjerg og Dermonic Cosmedic Laser Clinic i Århus, har hjulpet mange folk, der skulle overvinde sig selv for at trække i den

kortærmede skjorte og blotlægge underarmene.

- Jeg har også behandlet en ung mand med tatoveringer i ansigtet. Han havde gennem længere tid søgt om at komme i tømrerlære. En arbejdsgiver sagde, at han fik jobbet, hvis han fik fjernet

tatoveringerne, fortæller Søren Frankild.