I et ufærdigt boligkompleks ønsker en far, at BT tager hans to dage gamle datter med til Danmark. Det er blot en af mange skæbner blandt de mange tusinder af syriske flygtninge.
Og i Arin Mirkan-flygtningelejeren bor Ismail Jomaa, der blev reddet af hustruen og sønnen da de flygtede. Nu ligger han i et telt og beder om at komme på hospital, da han er lam fra livet og ned.
Opret abonnement på BT PLUS og få indblik i et par af de hjerteskærende skæbner blandt de mange tusinder af flygninge kampene i Syrien har ført til. 1. måneds abonnement er gratis.
Det får du i denne PLUS-pakke:
- Vejen til helvede
- 'Tag vores barn til Danmark'
- De ser på krig
- Syrien-Danmark uden retur
- Da Syrien kom til Samsø
- GRAFIK: Flygtninge strømmer ud af Syrien
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Ordene falder få minutter efter, han har ladet et par fingre glide over det sovende spædbarns kind:
- Hvis I kan, må I gerne tage min datter med til Danmark. Vil I ikke det?
Sådan lyder det fra 33-årige Osman Muhammed Mustafa, der for to dage siden blev far til den lille pige.
Hun ligger i sin vugge under et tykt tæppe og med en lille hue på hovedet. Øjnene er lukkede, og munden står halvt åben. Hendes mor ligger på sofaen ved siden af hende.
Den 22-årige kvinde kigger på sin mand, der lige har tilbudt BT deres andet barn. Storesøsteren på et år og fire måneder sidder også i rummet.
Moderen siger ikke noget, men retter nu sine blanke øjne mod loftet og rækker sin venstre hånd ud til spædbarnet, der stadig ligger helt stille. Hun lægger forsigtigt sin hånd på sin nyfødte datters hoved.
Hendes mand fortsætter:
- Min lille pige har ingen papirer, så vi håber, at hun kan få et dansk pas.
Vi sidder på gulvet i skrædderstilling i stueetagen i et ufærdigt boligbyggeri i udkanten af Suruc, hvor familien fra Kobane har slået sig ned bag en blå presenning i boligbyggeriet. Den tager vinden, men ikke kulden om natten. Det er en måned siden, de flygtede og satte kursen mod Tyrkiet.
- Kan jeres regering hjælpe os? Der er ikke noget galt med os. Måske har Gud sendt jer til os som en bro til Danmark, fortsætter Osman Muhammed Mustafa. Han er en af de få, vi møder, som på den måde taler om Vesten og Danmark. Selv siger han, at han er ’desperat’.
Vred og bange
Den 33-årige familiefar, der indtil flugten havde job som chauffør og brøndborer, drømmer om Danmark, men har opgivet drømmen om selv at komme dertil.
Han havde inden flugten fra Kobane forsøgt at planlægge at komme af sted, men nu sidder han med et spædbarn, en datter på et år og fire måneder, uden sine ejendele, som familien efterlod, da de flygtede.
- Jeg er vred, og jeg er ked af det. Det er ikke livet at sidde her eller på gaden hele dagen. Hvad har jeg gjort? Og hvad kan jeg gøre ved det?
Hvorfor bor I her og ikke i en lejr?
- Lejrene er meget beskidte. Det er bedre her. Men vores ønske er at komme til Danmark eller Vesteuropa. Livet her er meget hårdt. Vi har set billeder fra Danmark, Sverige og Tyskland og har hørt, at Danmark er det bedste sted. Jeg ville ønske, at min datter var blevet født i Danmark, men vi mangler penge, så vi kan ikke tage af sted, siger Osman Muhammed Mustafa.
Væggene i rummet er nøgne, den blå presenning, familien har hængt op, tager sollyset. Gulvene er beklædt med tæpper og enkelte madrasser. Sofaen, som den 22-årige mor ligger i, er det eneste møbel.
- Vi har venner, som kan hjælpe os med mad, tøj og madrasser. Nogle gange kan vi låne et toilet. Ellers gør vi det rundt omkring, forklarer familiefaderen.
Lige nu er han arbejdsløs. Han siger, at han har psykiske problemer.
- Det har mange andre også nu. Vi har brug for hjælp. Brug for et nyt liv. Jeg er desperat, siger Osman Muhammed Mustafa.
Hvad er du bange for?
- Vi har set billeder af halshugninger. Vi er bange for Islamisk Stat. Vi er bange for, at de vil slå os ihjel, siger han.
Læs endnu en gribende beretning fra en af de mange skæbner fra det krigsramte Syrien:
Slæbt under flugt
Hustruen og sønnen reddede hans liv, da de flygtede. Nu ligger han i et telt og beder om at komme på hospital
Fire skridt inde i det grå telt ligger 70-årige Ismail Jomaa. Munden er åben, mens hans kone vender ham fra hans position på ryggen om på siden. Hun vender ham flere gange dagligt. Nogle gange flere gange i timen, hvis han har ondt.
Han er lam fra livet og ned og har ligget her i teltet siden flugten fra Kobane for flere uger siden.
Det ældre ægtepar bor sammen med ca. 3.000 andre indbyggere fra Kobane i den tyrkiske Arin Mirkan-flygtningelejr, der ligger ca. otte kilometer fra den syriske grænse. De er to af de ca. 130.000 mennesker, der tog flugten, da Islamisk Stat erobrede den syriske by.
Ismail Jomaas søn bar ham under flugten noget af vejen, men da sønnens arme og ryg ikke kunne mere, blev den 70-årige mand lagt på et tæppe og trukket det sidste stykke. Hans kone trak ham også.
Han løfter sin ene arm, pegefingeren stritter. Hans blik flakker, munden er under hele vort besøg i teltet åben. Ud fra maveregionen går en slange, der ender i en gennemsigtig stomipose, som ligger ved siden af ham.
Han søger øjenkontakt og får den.
- Hospital, hvisker han fra sin plads på madrassen på de betongrå fliser, der er teltets gulv.
’Vi takker Vesten’
Hans kone forklarer, at han mangler medicin, og at der er ringe adgang til læger. Nu prøver han, forklarer hun, at bede os om hjælp.
Hvorfor flygtede I?
- Vi er ældre, og vi var bange for, at vi ville blive halshugget. De har halshugget gamle, så de ville også dræbe os, hvis vi blev, siger hans kone, den 64-årige Aleefa Ali.
- Vi takker Vesten for at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Vi kan ikke gøre andet end at vente på, at det slutter, tilføjer hun.
Ægteparret, der som de andre i flygtningelejren ikke havde planlagt deres flugt og derfor ikke fik deres ejendele med, har været sammen størstedelen af deres liv, som har udspillet sig i Kobane, hvor de arbejdede med landbrug.
Livet var ’godt’. Nu er det ’skidt’. Men der er stadig et lyspunkt: De har hinanden.
Den 64-årige kvinde aer sin mand på panden.
Næste dag kigger vi forbi teltet igen. Ismail Jomaa har haft besøg af en læge, som har anbefalet, at han ligger på en tykkere madras.
- Men han har stadig ondt, siger Aleefa Ali.
De håber stadig en dag at kunne vende hjem. Sammen.
