Man skal finde sig i meget, når man bliver ældre. Så det gode seniorliv kræver en indsats og en god portion optimisme, lyder rådene fra en flok billardspillere på Amager


Godmorgen. Nu har du fået en ny dag tildelt. Nyd den nu, mens du har den. Ellers kommer nogen og tager den.

Sådan siger ’Gogge’, med det borgerlige navn Georg Larsen, til sig selv hver morgen.
Det er sådan, han holder humøret oppe. For ’det gælder om at være optimist i vores alder’. Når man mister dem, man har fulgtes gennem livet med, når benene er umedgørlige og alt det andet, der kan gøre én vred, ked af det og modløs, når man skulle forestille at nyde sit otium.
Hvis man vil nyde pensionisttilværelsen, gælder det ifølge flokken rundt om billardbordet på Amager om at komme ud ad døren, finde noget og nogen at fylde sit liv op med – og Gogges positive livssyn. Selvom det ikke altid falder dem alle lige let.
Gogge fylder 91 i næste måned. Hans ivrige historiefortælling gør ham til midtpunkt ved bordet i Aktivcenter Sløjfen.
Damerne, der sludrer over porcelænsmaling ved et tilstødende bord, tysser på ham. Han er vant til at tale med svagthørende, så han snakker altid for højt.
Men Gogge er ligeglad. Han fortæller videre. Om dengang han som 80-årig stoppede en røver i Amagerbanken. Om dengang han som 87-årig stillede op i X Factor og sang Pavarotti i sin brandmandsuniform. Og om dengang en enke ville være kæreste med ham, men han betakkede sig med, at hun boede for langt væk. I virkeligheden var det mere fordi, ’hun lignede bølgepap i ansigtet’.
Vennerne rundt om bordet griner. De har med garanti hørt historierne før, men værdsætter, at der er en, der skaber liv og glade dage.

I februar fylder Gogge (Georg Larsen) 91. Han sætter en ære i at klare sig selv uden hjemmehjælp. Det hjælper, at han lærte at lave mad, da han var brandmand. Mange ældre mænd får det svært, hvis de mister deres ægtefælle, for de har aldrig lært at koge en kartoffel. Foto: Nils Meilvang
I februar fylder Gogge (Georg Larsen) 91. Han sætter en ære i at klare sig selv uden hjemmehjælp. Det hjælper, at han lærte at lave mad, da han var brandmand. Mange ældre mænd får det svært, hvis de mister deres ægtefælle, for de har aldrig lært at koge en kartoffel. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han kan lave mad


Og det gør Gogge. For han har formået at skabe mening i sit liv, siden han gik på pension i 1988.
Han spiller stadig bordtennis på Christianshavn og billard her i centret. Han kommer hver dag for at spille og snakke.
Af og til synger han og holder foredrag på plejehjem og i seniorklubber om sine eventyr som brandmand.
Og en gang imellem kører han ud til sin svoger med et måltid. For som brandmand lærte han at lave mad, og dermed var han heldigere stillet end mange af de andre om bordet, da han blev enkemand.
88-årige Erling Mortensen, der bare bliver kaldt Morten, har aldrig lært at lave mad. Så han har levet af frikadeller, biksemad og ’brændende kærlighed’ i portionspakninger, siden han blev alene.
Han er kommet i centret i 27 år til den hygge og snak om livet, familie og damer, der hører til ved billardbordene.
»Vi har det godt her. Der er et godt indeklima, selvom vi gasser hinanden,« griner han.
Der er en alvor bag grinet. For Morten synes ikke, det har været rart at blive ældre. Han elskede sit arbejdsliv som entreprenør. Og han har mistet de to kvinder, der betød alt i hans liv.
Da han blev enkemand efter 40 års ægteskab, mødte han en dame, han var sammen med i 15 år.

»Vi har det godt her. Der er et godt indeklima, selvom vi gasser hinanden,« fortæller ’Morten’, der egentlig hedder Erling Mortensen. Han er kommet i aktivcentret i 27 år. Foto: Nils Meilvang
»Vi har det godt her. Der er et godt indeklima, selvom vi gasser hinanden,« fortæller ’Morten’, der egentlig hedder Erling Mortensen. Han er kommet i aktivcentret i 27 år. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

På kirkegården hver dag


»Jeg går stadig på kirkegården hver dag, selvom det er 15-20 år siden, hun døde. Jeg kan ikke komme over det. Jeg kan bare ikke slippe det,« siger han med blanke øjne.
»Helbredet går også ned ad bakke. Jeg har klaret mig selv hele livet, og nu er jeg nødt til at få hjælp hver dag. Det værste er at huske. Det har jeg besvær med. Det kan jeg godt blive gal over, men det er der jo ikke noget at gøre ved.«
Ove Hansen, en pensioneret maler, der får sig en formiddagsbajer, kommer Morten til undsætning, inden stemningen bliver for trist:
»Det værste ved at blive gammel er, at man ikke kan det samme som før.«
Han viser med en utvetydig – nogle ville sige uartig – finger-bevægelse, hvad der går fløjten, når alderen sætter ind, og griner hæst.
»Men jeg takker min gud og skaber hver morgen for, at jeg ikke skal ud at smøre pladder på væggene mere. Det er en velsignelse, at jeg kan komme herhen og hygge i stedet. Det er en af de gode ting ved at blive ældre,« siger han.
»Ja, det bedste råd er, at man skal komme ud ad døren i stedet for at ligge derhjemme og glo,« supplerer Gogge.
Men hvad så med de dage, hvor humøret svigter, og man har ondt?
»Da må man skubbe det til side. Sige til sig selv: Tag dig nu sammen. Du er stadig i live, du kan gå og stå. Kom ud og gør noget.«
»Det sværeste ved at blive ældre er at få tiden til at gå,« siger Bent Jensen (75), da han sætter sig. Der er udskiftning ved billard-bordet.
Allan Kristensen, pensioneret efter 32 år ved postvæsenet, kommer også på ’Drys Ind’. Et værested ikke så langt herfra, hvor han tit spiller kort med sin kæreste.
»Jeg har været så heldig at møde en pige for fem år siden. Det hjælper meget at have nogen at snakke med,« fortæller han og leder dermed billard-spillerne hen på deres favoritemne: Damer.

Gogge (Georg Larsen) og Morten (Erling Mortensen) spiller billard, selvom Morten synes, at han ikke rigtig kan holde til det mere. Foto: Nils Meilvang
Gogge (Georg Larsen) og Morten (Erling Mortensen) spiller billard, selvom Morten synes, at han ikke rigtig kan holde til det mere. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

En eftertragtet vare


En af de store fordele, mændene oplever ved at blive ældre, er, at de er en eftertragtet vare. Middellevealderen for danske mænd er 78 år, mens kvindernes er knap 82.
Så når der er 100 pensionister til månedens højdepunkt, danseaften i Sløjfen, er kønsfordelingen i herrernes favør.
»Der er måske 70 damer og 30 mænd. Så vi kan bare blive siddende, og så kommer de og byder os op. Det er helt omvendt i forhold til, da man var ung. Det er fantastisk,« fortæller Gogge begejstret.
De andre om bordet griner ad ham.
»Han har en god fantasi,« siger Morten og ryster lidt på hovedet.
»Jamen det gælder om at være optimist i vores alder,« fastslår Gogge.