Østre Landsret løslod i går eftermiddag den 35-årige social og sundhedsassistent, der er sigtet for drabsforsøg på en 91-årige beboer på Stillinge Plejehjem ved Slagelse. Det er anden gang advokat Thomas Rørdam involverer sig i en sådan sag, og anden gang han får sin klient løsladt.

Den 35-årige social- og sundhedsassistent har siddet fængslet siden 15. september, hvor hun meldte sig selv til politiet, fordi hendes kollega - en 48-årig hjemmehjælper - gik til plejehjemslederen og fortalte, at hun var vidende om, at den 35-årige havde forsøgt at dræbe den gamle dame ved at pumpe luft ind i en blodåre med en injektionssprøjte.

Efter grundlovsforhøret 15. september tog kvinden Thomas Rørdam som forsvarer. Han fik sidste år frifundet sygehjælper Dorte Gramkow, der stod anklaget for drab på 22 ældre mennesker i den såkaldte Plejebosag.

I den nye sag lykkedes det i går Rørdam at overbevise Østre Landsrets dommere om, at hans klient ikke havde forsæt til at dræbe den 91-årig kvinde.

Såvel over for politiet som i retsmødet erkendte den 35-årige, at hun havde en injektionssprøjte i hånden, da hun sammen med den 48-årige hjemmehjælper forsøgte at begå medlidenhedsdrab ved at pumpe luft ind i den gamle dames blodåre, men social- og sundhedsassistenten hævder, at de opgav drabet, fordi de ikke kunne finde en blodåre i den 91-åriges hånd.

Dommeren i Slagelse fulgte i mandags anklagerens krav om fortsat fængsling, fordi der er bestyrket mistanke om, at hun ville fremskynde den gamle dames død.

Thomas Rørdam kærede på stedet fængslingen til Østre Landsret, hvor dommerne torsdag middag meddelte, at de var lodret uenige med dommeren i Slagelse; der er ikke særlig bestyrket mistanke om, at den 35-årige havde til hensigt at dræbe den 91-årige plejehjemsbeboer, derfor skal hun løslades.

"Jeg lægger vægt på, at der ikke var tilstrækkeligt forsæt. Min klient opgav sit forehavende, fordi hun ikke kunne finde en blodåre i den gamle dames hånd. Ville min klient have dræbt kvinden, kunne hun jo have fundet en åre i armen eller i benet, men som hun sagde i retten, så indså hun, at det ville være at gå for vidt.

Dertil kommer, at embedslægen har oplyst, at den sprøjte, der blev benyttet, ikke kunne rumme den luft, der skal til for at dræbe et menneske," siger Thomas Rørdam.

Politiet har i samme sag også rejst sigtelse mod den 48-årige hjemmehjælper for drabsforsøg.

Hun blev løsladt efter blot tre dages fængsling, ligeledes af Østre Landsrets dommere. Nu er det op til Statsadvokaten at afgøre, om den ene - eller begge kvinder - skal stilles for retten, eller om man vælger at frafalde sigtelserne.