Onsdag aften kom de danske gruppesex-klubber, såkaldte swingerklubber, til Malmö, og det har ført til et voldsomt svensk oprør hos moralens vogtere hinsidan.

Midt i Malmö opfordres klubbens gæster til sex med fremmede og de forskellige lege, der kan høre til den disciplin.

»Hvad der skal ske, står allerede på de danske swingklubbers hjemmesider,« siger den svenske journalist Dan Ivarsson fra Sydsvenskan, der har besøgt klubben i Sofielund.

På 350 kvadratmeter er der faciliteter, så grupper på 40 personer ad gangen kan have sex enten i ti små rum med forskelligt udstyr, herunder lædertøj og kæder, eller i et fællesrum, hvor alle kan se alle under legene.

»Vi har haft enorm efterspørgsel fra svenskere, der vil have en swingerklub i Skåne,« siger Rene Hasager, 23 år, en af indehaverne bag bl.a. Private Club på Vastanforsgatan i Malmö.

Den nye klub ligger i et industriområde, omgivet af snedkerværksteder og malerværksteder. Men tæt ved ligger sport- og kulturforeningen Bosna Hercegovina 82, hvor formanden, Harry Sehanovic siger: »Der kommer børn i vores klub. Det bliver ikke et sted at sende børnene hen med en sexklub så tæt på.« Swingerklubben har lejet lokalerne af aktieselskabet Hemlock, der mener, at klubben har brudt lejekontrakten, fordi lokalerne var beregnet til kontorudlejning. Firmaet mener også, at det kan blive svært at leje ud til andre virksomheder med en sexklub i bygningerne, og derfor vil man have klubben smidt ud.

leifh.