»Skal vi slukke for radioen,« spørger taxichaufføren, som om han har føling med situationen.
»Ja tak. Det må du faktisk gerne,« svarer hun.
Suzanne Brøgger har sat sig i bilens hjørne, bag chaufføren. Uden sele. Det klæder en frigjort kvinde ikke at være spændt fast. Den hvide frakke med pelskrave, den sorte hat, halskæden af sølv, de sorte lædersko, strømpebukser. Hvilken skønhed!
Forfatterinden spurgte, om vi skulle med taxi, så her sidder vi på vej fra København mod Arken, kunstmuseet i Ishøj syd for København. På vej dertil på grund af provo-kunstneren Niki de Saint Phalle. Hende, der både arbejdede som skønhedsmodel og gjorde oprør mod autoriteter gennem sine værker. Meget lig Suzanne Brøgger. Vi skal til Arken for at forstå den særlige feminisme, de to damer repræsenterede i 70erne. Den seksuelt frigjorte feminisme, som bragte Suzanne Brøgger på avisernes spisesedler. Den, hun af mænd blev forfulgt for, og den, hun af rødstrømper blev lagt for had for.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs tredje del af 'Seks enere fra seks årtier. Denne gang interviewer vi forfatteren Suzanne Brøgger. Suzanne Brøgger var i 70erne eksponent for seksuelt frigjort feminisme. Og det blev hun forfulgt for af mænd og lagt for had for af rødstrømper.
Suzanne Brøgger var i 70erne eksponent for seksuelt frigjort feminisme. Og det blev hun forfulgt for af mænd og lagt for had for af rødstrømper.
»Skal vi slukke for radioen,« spørger taxichaufføren, som om han har føling med situationen.
»Ja tak. Det må du faktisk gerne,« svarer hun.
Suzanne Brøgger har sat sig i bilens hjørne, bag chaufføren. Uden sele. Det klæder en frigjort kvinde ikke at være spændt fast. Den hvide frakke med pelskrave, den sorte hat, halskæden af sølv, de sorte lædersko, strømpebukser. Hvilken skønhed!
Forfatterinden spurgte, om vi skulle med taxi, så her sidder vi på vej fra København mod Arken, kunstmuseet i Ishøj syd for København. På vej dertil på grund af provo-kunstneren Niki de Saint Phalle. Hende, der både arbejdede som skønhedsmodel og gjorde oprør mod autoriteter gennem sine værker. Meget lig Suzanne Brøgger. Vi skal til Arken for at forstå den særlige feminisme, de to damer repræsenterede i 70erne. Den seksuelt frigjorte feminisme, som bragte Suzanne Brøgger på avisernes spisesedler. Den, hun af mænd blev forfulgt for, og den, hun af rødstrømper blev lagt for had for.
»De opfattede mig som borgerlig, som reaktionær, som en overklassepige. Jeg blev anklaget for at gå mændenes ærinde og for at gå med sminke, og for at jeg ikke havde kedeldragt og træsko på,« fortæller hun, mens vi nærmer os Arken.
»Det er paradoksalt, at historiens gang er sådan, at fordi jeg stadig lever, kommer jeg til at stå for 70erne. Men jeg har ikke været i Thy, jeg har ikke været i Femølejren, jeg har aldrig boet på Christiania, jeg har aldrig været i kvindebevægelsen, jeg har aldrig været rødstrømpe.«
Den ultimative frigørelse
Taxien maser sig ind, så der kun er fem meter til hovedindgangen. Da vi ankommer til billetsalget, står personalet klar. Der bliver gjort kaffe og kage klar på museets regning, mens en personlig rundviser guider os ned i kælderen til udstillingen.
Hun kan relatere til Niki de Saint Phalle, fordi hun fandt det umuligt at tilpasse sig rammerne for kernefamilien og kønsrollemønstret. Begge kunstnere blev inspireret af og ville noget af det samme. Begge insisterede de kompromisløst på at være sig selv. Suzanne Brøggers debut kom i 1973 med ’Fri os fra kærligheden’. Den handlede blandt meget andet om, at ægteskabet var en historisk forældet institution. En institution, der aldrig har haft noget med kærlighed, men med økonomi at gøre. At kvinder – og også mænd – skulle befri sig fra ægteskabets patriarkalske autoritet og fra kernefamiliens tosomhed.
For eksempel: I et ægteskab havde man de samme venner, og de af vennerne, som den ene part ikke kunne lide, blev udstødt. I ægteskab ofrede både mand og kvinde deres egne interesser for fællesskabet og fortiede deres egne lyster. Suzanne Brøgger åbnede i stedet op for alle kønskategorier, seksualiteter og tænkemåder.
»Det blev den ultimative frigørelse. Selv nu om dage får jeg breve fra folk, der bliver skilt. Jeg fik et brev fra en, der havde skåret siderne ud med knive, og fra en, der ville begå selvmord, så det var ikke sådan lutter positiv feedback, men det var tegn på, at det var en bombe, der blev kastet, som ikke var behagelig, men som var frigørende for andre,« fortæller hun.
Suzanne Brøgger derimod blev lænket til den offentlige menings gabestok. Hun blev stemplet som den, der hadede ægteskabet og kernefamilien.
»Medierne var interesserede i forenklede overskrifter om min seksualitet. Der var for eksempel en overskrift om, at jeg ville kernefamilien til livs, og hvad var underteksten så? Den var, at jeg var interesseret i at være sammen med rigtig mange mænd.«
Samtalen bringer os til Marilyn Monroe. Altså Niki de Saint Phalles udgave af Marilyn Monroe, som er udstillet her på museet. En troldet skulptur af en tyk kvinde med vildt, blondt hår. Både Niki og Suzanne var fascineret af myten om den misbrugte model. De var ligesom Marilyn attraktive modeller, og modelkarrieren hørte med til det had, Suzanne Brøgger skulle udsættes for. I 1973 bragte Ekstra Bladet en artikel så nedrig, at Suzanne Brøgger havde forsøgt at stoppe den i opløbet.
Voldtaget af Ekstra Bladet
’Jeg blev voldtaget af russiske betjente,’ stod der. De havde tvunget hende til oralsex. På samme side viste Ekstra Bladet to fotografier af en nøgen Suzanne Brøgger, der lå i græsset og masturberede. Hun blev citeret for at sige, at hun elsker med mænd, med kvinder og i gruppe.
Ekstra Bladet havde stjålet fotografierne og citaterne fra det hollandske undergrundsmagasin Suck, som Suzanne Brøgger frivilligt havde stillet op for.
»Jeg følte, at det, Ekstra Bladet gjorde dengang, var en værre voldtægt end det i Centralasien med politibetjentene. For det i Centralasien var, hvad det var. Det var den kulturs nødsituation, hvor kvinder altid er blevet behandlet derefter, men sådan noget som Ekstra Bladet er jo bare en overskudsforretning. Det var bare for sjov, at de trykte det,« siger Suzanne Brøgger.
Ekstra Bladets artikel indikerede med de kulørte fotografier, at hun selv var ude om voldtægten på grund af sin letlevende stil. Det florerede endda, at Suzanne Brøgger selv havde været med til at skrive artiklen for promotionens og selviscenesættelsens skyld. Med de seksuelle artikelfotografier og bogen ’Fri os fra kærligheden’ fik Suzanne konsekvenserne at føle: Mandlige stalkere forfulgte hende, og utallige tilbød hende sex per brev og telefon. Kvindebevægelsens søstersolidaritet mærkede hun ikke meget til.
Ingen søstersolidaritet
Et af rødstrømpebevægelsens kendte navne tog kraftigt afstand. Forfatteren Suzanne Giese, som fra 1970 skrev bøger om mændenes undertrykkelse. Hun var medforfatter til håndbogen ’Kvinde kend din krop’ som den mest kendte, der hylder kvindens naturlighed.
»Min navnesøster Suzanne Giese var meget uenig med mig. Jeg troede egentlig, at vi var gode venner, og at vi skulle arbejde sammen på et journalistisk projekt. Så pludselig læste jeg en artikel af Suzanne Giese, hvor der stod, at alt, hvad jeg stod for, var virkelig reaktionært, og det undrede mig, at hun ikke havde fortalt mig det. Hun havde brug for at agere politisk i modsætning til mig, og det gjorde de alle sammen.«
Suzanne Giese og rødstrømperne var for så vidt enige i, at husmødrene skulle befri sig selv, og at mænd var undertrykkere, men de havde det svært med Suzanne Brøggers selviscenesættelse og sensuelle og seksuelle eksponering. Deres svar på kønsdebatten var fællesskaberne.
Kvindefestivaler, kvindegrupper og ø-lejre uden adgang for mænd blev populært. I Herning fandt en protest sted imod skønhedskonkurrencen Miss Danmark, for rødstrømperne følte sig kunstige og som et kønsobjekt i kapitalismens modeuniformer. Kvinder tog mandetøj på, og i tidens kollektiver fik mændene det at føle, når de ifølge kvinderne var for dominerende og mandschauvinistiske.
Indsnævrende
Suzanne Brøgger mente, at rødstrømperne fejlagtigt forsøgte at udligne forskellen mellem mænd og kvinder. For hvis kvinderne afsexede sig selv, ikke måtte gå med makeup, ikke måtte være et attraktivt sexobjekt i høje hæle, ville mændene først have vundet. Hun fandt kvindebevægelsen indsnævrende. Det var en politisk feminisme, som særligt havde sin gang på universitetet, fortæller Suzanne Brøgger. Vi sidder nu oppe i Arkens café, alene for os selv med udsigt over havet, en varm kop kaffe og et stykke kage.
68erne havde sat sig på stillingerne på universiteterne, i gymnasierne, i folkeskolen og i de offentlige forvaltninger. Samfundet var gennemsyret af den gennemgribende kraft, at folk skulle have dårlig samvittighed, hvis ikke der var en højere mening med deres foretagender.
Inspireret af bøsser
»Det var hele deres opgør med den såkaldte borgerlige kultur. Det var ikke i orden at interessere sig for dansk skønlitteratur, for den bestod af borgerlige forfattere, der led af fremmedgørelse og falsk bevidsthed. Vi tabte en dannelse dengang. Fuldstændig. Det var meget ærgerligt. Den blev set som noget, der ikke var værd at samle på. Vi taler om rigsdansk, paratviden, historisk hukommelse, erindringer, klassisk musik, filosofiske og litterære værker, jazzen.«
Suzanne Brøgger stak af. Hun stak af til landet på Vestsjælland ved en sø, hvor hun stadig bor og skriver sine bøger.
Hun søgte mod bøsser og transvestitter, for de var sjovere og friere i deres tankegang, end dem hun ellers mødte.
»Jeg var meget inspireret af bøsserne, fordi de var meget mere grænseoverskridende end kvinderne, der blot ville have ligestilling og ligeløn. Det var der ikke så meget spræl i som bøsserne, der gjorde nogle helt vilde ting, når de var sammen.«
Med ligestillingstankegang mener hun, at hun ville forsøge, om kvinderne kunne leve lige så seksuelt som mændene. Gennem annoncer søgte hun mænd til at onanere foran sig.
»Det var ikke noget, jeg tændte på, men jeg var nødt til at gennemføre det ud fra en revolutionær tankegang. Hvis bøsserne kunne lave det dér, så kunne jeg også, og så efterlignede jeg det, og det vakte furore. Jeg fik fortalt, at det kan godt være, du tror, du kan gøre det samme som mændene, men kvinderne vil aldrig nogensinde have sex på samme måde som mænd. Men jeg prøvede.«
Som korrespondent tog Suzanne Brøgger til New York, og her var feminismen endnu mere radikal. Kvinder lå øverst i skyskrabere, på glasgulve, i flok og tilfredsstillede sig selv højlydt.
En nat med Schwarzenegger
Her tilbragte hun en nat med Arnold Schwarzenegger, der allerede dengang var skuespiller og bodybuilder, og som havde vundet den anerkendte Mr. Olympia-konkurrence flere gange.
»Jeg var fascineret af ham, selvom jeg ikke syntes, at der var noget specielt attraktivt ved hans udseende, men jeg havde øje for den nye måde, mænd skulle være mænd på. Fra at de havde ligget med deres lange lokker i silkelagener, så skulle de pludselig op i fitnesscentrene og få store muskler. Det nye mandeideal var helt sikkert en anti-homoseksuel reaktion, der skulle virke over for feministerne.«
Arnold Schwarzenegger repræsenterede en ny individualisme. Han var en bondedreng fra Østrig, der havde kæmpet sig hele vejen op. Individualismen kom så småt til Danmark og skulle forme landet i de kommende årtier.
Danskernes negative syn på USA begyndte at vende sig til det positive. Arbejdsløshed og oliekrise fremtvang nye idéer. De kollektive idéer begyndte at forsvinde. Hippierne måtte vige for punkerne. De iklædte sig hundelænker og groede hanekam: ’Fuck systemet’, lød mantraet. Mange punkere foragtede hippierne for deres falske frelsthed. Hippiernes sange kunne vare et kvarter, punkerne var til to minutters guitarstøj og fuldt volumen med punkband som The Sex Pistols og The Clash, Prügelknaben og Sods. Nogle i punkmiljøet slugte lidt for mange piller og stak lidt for ofte nåle i armen i rendestene. Det var slumromantisk dekadence, og flere af dem – ikke ulig hippierne – endte med at dø unge.
Også Suzanne Brøgger skulle opleve konsekvensen af stofferne. Hendes bror havde som hippie valgt at udleve en tilværelse som boheme. Han kørte rock’n’roll-trippet helt ud. Han endte med at lade livet til stofferne som 50-årig.
Men det var lang tid efter 70erne. Suzanne Brøgger fortsatte kulturkritikken i ’Creme Fraiche’ i 1978, og få år senere fik hun folkelig succes med digterværket ’Tone’. Historien om en kærlig, altfavnende, humoristisk og rund person, der tager alle mennesker til sig, uanset om de er fattige, skæve, perverse, grådige, sorte, blå eller brune. Og det er netop et budskab, som forfatterinden ønsker at frembringe.
Sådan var 70erne
60ernes hippieoprør fortsætter. Med Thylejren i 1970 og fristaden Christiania. Kollektiver med fælleseje og Røde Mor-plakater på væggene er den nye boform. Nej Tak til Atomkraft-kampagnen er stor.
Unge er diskere, flippere eller rockere. Diskerne hører disco, går i skjorte og på diskotek, flipperne hører Gasolin’ og provokerer med deres lange hår og knallerter. Er flipperne uheldige, får de rockerprygl. Senere dukker sortklædte punkere op i gadebilledet.
Opsvinget siden slut-50erne bliver til oliekrise og titusinder af arbejdsløse. Politikerne indfører bilfri søndag på grund af oliemangel. Danskerne stemmer ja til EF i 1972 trods store demonstrationer og slagsange. Så kommer jordskredsvalget i 1973, hvor Socialdemokratiet går massivt tilbage, og Fremskridtspartiet brager ind i Folketinget.
Feminismen vækkes. Kvinder – og mænd – samles for at demonstrere for kvinders rettigheder, der kommer ø-lejre, kvindekollektiver og kvindefestivaler, hvor mænd ikke har adgang. Kvindebevægelserne fører til den fri abort i 1973 og ligelønsloven i 1976. Mange af feministerne foragter kapitalismen og den kapitaldrevne modes køns- og skønhedsidealer.
