På filmskolen følte Susanne Bier ikke, at hun kunne følge med de ’kloge, intellektuelle drenge’. Men instruktøren, der senere har lavet både flop og kassesucceser, var allerede dengang dén, der vandt priser. Hun takker sit Duracell-gén for, at hun fik lagt den snigende mindreværdsfølelse i graven.
Susanne Bier har aldrig haft dommedagsfornemmelser. »Men det er der andre, der har haft på mine vegne.«
Hun læner sig tilbage i stolen. Hun ser selvsikker ud. Alligevel fornemmer man en snert af rastløshed bag det viltre, mørke hår og de brune øjne.
En rastløshed, der altid er til stede, og som er en vigtig del af det brændstof, der driver den 55-årige instruktør.
Bier er spændt på, hvordan hendes nye internationale tv-serie ’The Night Manager’, der på dansk hedder ’Natportieren’, vil blive modtaget af publikum og anmelderne, når den næste søndag vises på DR1.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Susanne Bier suppleret med blandede billede fra hendes privatliv og karriere som filminstruktør.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.
På filmskolen følte Susanne Bier ikke, at hun kunne følge med de ’kloge, intellektuelle drenge’. Men instruktøren, der senere har lavet både flop og kassesucceser, var allerede dengang dén, der vandt priser. Hun takker sit Duracell-gén for, at hun fik lagt den snigende mindreværdsfølelse i graven.
Susanne Bier har aldrig haft dommedagsfornemmelser. »Men det er der andre, der har haft på mine vegne.«
Hun læner sig tilbage i stolen. Hun ser selvsikker ud. Alligevel fornemmer man en snert af rastløshed bag det viltre, mørke hår og de brune øjne.
En rastløshed, der altid er til stede, og som er en vigtig del af det brændstof, der driver den 55-årige instruktør.
Bier er spændt på, hvordan hendes nye internationale tv-serie ’The Night Manager’, der på dansk hedder ’Natportieren’, vil blive modtaget af publikum og anmelderne, når den næste søndag vises på DR1.
For hendes forrige udenlandske projekt gav den succesfulde instruktør nogle gevaldige hug.
Den amerikanske spillefilm ’Serena’ fra 2014, som Susanne Bier instruerede, fik en ublid medfart af de internationale anmeldere.
’Overbevisende rodet,’ skrev Variety, mens The Playlist kaldte den ’en moderat togulykke’. I Danmark blev der talt om, at Susanne Bier måske havde forspildt sin chance internationalt.
Men sådan spiller klaveret ikke for Susanne Bier. Nok er hun spændt – og en anelse nervøs, men hun er også tilbage – stærkere end nogensinde – med sit hidtil mest omfattende projekt. En John Le Carré tv-serie i seks afsnit med nogle af Englands bedste skuespillere. På BBC sluttede ’The Night Manager’ med stående applaus fra både seere og anmeldere, der stort set samstemmende roste serien til skyerne. Det var en tiltrængt succes oven på floppet med det storladne kærlighedsdrama ’Serena’. Med Biers egne ord skulle filmen have været ’vor tids ’Borte med blæsten’, som hun dristigt udtalte til BT før optagelserne. Det blev det ikke.
Siden har hun haft fire brutale arbejdsår. Ind imellem den amerikanske spillefilm og den britiske serie, skrev og instruerede hun også den danske thriller ’En chance til’, der fik blandede anmeldelser, selvom den havde stjernerne Nikolaj Lie Kaas, Ulrik Thomsen og Nikolai Coster-Waldau i front.
Alle kneb gælder
Nu synes hun, at det er passende at holde en smule fri, og vover at læne sig lidt tilbage i stolen, mens hun tænker på den tsunami af interkontinentale Skype-samtaler, hun har deltaget i de seneste fire-fem år.
Èn af dem gav hende opgaven med at instruere den britiske tv-serie. Susanne Bier gik benhårdt efter serien, for hun er ’megafan’ af John Le Carrés knivskarpe spionromaner.
»De var allerede i gang med at forhandle med en engelsk instruktør, men jeg insisterede på at tale med produceren, og fik endelig lov at Skype med ham.«
Susanne Bier holder en pause og griner skævt, inden hun afslører et lille trick, som kun få danskere kan gøre hende efter.
»Produceren har drillet mig helt vildt siden. Jeg havde stillet min Oscar i bogreolen bag mig og drejet kameraet, så han kunne se den, mens vi snakkede,« siger Bier og ligner et øjeblik en skolepige, der har været uartig.
Så bliver hun alvorlig igen.
»Jeg tror nu, det, der overbeviste dem, var, at jeg var så opsat på at få jobbet. Jeg var meget klar på, hvad den serie skulle kunne og hvordan den skulle være. Jeg vidste det bare. Jeg har altid været megamisundelig på dem, der fik lov at filmatisere hans bøger, og har altid syntes, det var en misforståelse, at det ikke var mig. På en lidt barnlig måde, som mange fans måske har det,« ler hun lidt genert.
Den klarhed, som Susanne Bier havde med serien ’Night Manager’, gik til gengæld totalt tabt, da hun lavede den stort anlagte amerikanske film ’Serena’ med Bradley Cooper og Jennifer Laurence i hovedrollerne. Filmen løb af sporet, da de to stjerner skød til tops som Hollywoods hotteste filmpar. Men da indspilningerne begyndte, var Jennifer Laurence forholdsvis ukendt.
Susanne Bier skruer tiden tilbage til første gang hun mødte den amerikanske filmstjerne. På den røde løber ved Oscaruddelingen i 2011.
»Da jeg fik en Oscar for ’Hævnen’, skulle man komme meget tidligt til den røde løber. Ellers var der ikke nogen, der gad tage billeder af én. Ceremonien begyndte kl. fem, så jeg var der allerede klokken tre. Jennifer Laurence ankom på samme tid, så ukendt var hun på det tidspunkt. Jeg syntes, hun havde noget helt særligt, men det krævede lidt overtalelsesarbejde, da jeg sagde til producenterne, at vi skulle hyre hende. Bradley (Cooper) var kendt fra ’The Hangover’, men ikke for nogle kunstneriske film. Men så lavede de ’Silver Linings’ sammen og blev under optagelserne til ’Serena’ kæmpestore stjerner. Lige pludselig var der nogle, der troede, at man kunne få en ret sort kærlighedsfilm til at blive en bred amerikansk film. Det var helt vildt frustrerende. Jeg mistede grebet om filmen og blev meget sur på mig selv,« siger Susanne Bier.
Artiklen fortsætter under billedet
Løb af sporet
Pludselig befandt hun sig i en stormflod af forslag fra producenter og pengemænd, der alle havde deres idéer om, hvordan filmen skulle se ud.
»Jeg mistede mit kunstneriske kompas fuldstændig og kunne ikke mærke, hvad der var godt eller dårligt. Til sidst var filmen som et stykke sæbe, jeg ikke kunne holde fast på. Jeg klippede den igennem op mod 80 gange. Normalt er det højst otte. Til sidst blev jeg helt følelsesløs,« siger hun, der har svoret for sig selv aldrig at havne i samme situation igen.
»Jeg vil aldrig igen udsætte mig for at lave et projekt, hvor jeg ikke selv er helt med. Man kan ikke garantere, at det, man laver, bliver en succes, men jeg kan i hvert fald sikre mig, at det, jeg laver, er noget, jeg kan mærke, som jeg tror på og kan stå inde for. Ellers bliver det ligegyldigt.«
Aldrig helt privat
Susanne Bier holder en pause, tager en tår kaffe og sikrer sig, at assistenten, der rydder af og serverer, ikke snupper dagens høst af kulørte magasiner på bordet foran hende.
»Du må ikke tage bladene,« siger hun.
Før interviewet sad Susanne Bier med næsen i ’BilledBladet’ og ’Her &Nu’. Optaget af den lokale og internationale gossip om kendissernes privatliv og udskejelser. Selv er hun ikke meget for at tale om dét, der foregår i privaten, som hun har delt med entertainment-kongen Jesper Winge Leisner i snart mange år.
Han står bag musicalerne ’Elsk mig i nat, ’Den eneste ene’ og ’Grease’. I 2017 skal han lave Tivolirevyen og ’Saturday Night Fever’, og er lige så succesfuld på sit felt, som hun er på film og tv. De har begge travlt og er lige meget væk hjemmefra.
»Hov, hvad er nu dét? Jeg plejer ikke at tale om mit privatliv,« siger Susanne Bier, da hun bliver spurgt, hvordan de overhovedet får plejet parforholdet.
»Okay... Vi er ret gode til at sørge for, at vi ses. Det er noget med at finde en balance i det.«
Hun tror ikke på teorien om, at det holder liv i et parforhold, at man har hver sit og ikke ses så tit.
»Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle blive et problem at ses for meget. Vi er gode til at Skype og snakke sammen, når vi ikke er samme sted. Jeg har det faktisk sådan, at der er ting, jeg helst vil diskutere med Jesper, før jeg tager en endelig beslutning.«
F.eks. at du klippede ’Serena’ igennem 80 gange?
»Jeg kan godt garantere, at der ikke er nogen, inklusive Jesper, der ikke har fået spat af den film, fordi de har set den et uvist antal gange,« griner Susanne Bier.
Begge hendes børn er flyttet hjemmefra. 27-årige Gabriel for en del år siden, 21-årige Alice for nylig.
»Jeg har ikke sluppet dem endnu. Jeg har prøvet at overtale Alice til at flytte hjem igen ved at love at lave virkelig god mad til hende – hver dag. Men der var ingen kære mor,« smiler Susanne Bier.
»Man kan godt have det fint med, at de flytter hjemmefra, og samtidig have det sådan, at de stadig er mine babyer. Jeg tror faktisk heller ikke, at min far og mor har sluppet mig endnu.«
Artiklen fortsætter under billedet
Duracell-genet
Hun tilskriver sine forældre – særligt sin mor – den ukuelighed, hun brugte til at komme videre efter nedturen med ’Serena’.
»Jeg er nok lidt af en Duracell-kanin. Særligt min mor er turbo-optimist og simpelthen så ukuelig. Hun har haft brystcancer to gange. En sygeplejerske var overbevist om, at min mor overlevede, fordi hun er naturlig optimist. Hendes glas er altid halvt fyldt – aldrig halvtomt. Sådan har jeg det også. Nogle gange grænsende til det naive. Der er ingen grund til at ælte rundt i dét, der ikke fungerer.
»Jeg har været ked af det og ærgerlig over ’Serena’. Det var som at trække af sted med en bil. Men på et tidspunkt kapper man tovet og kan løbe igen. Jeg har været ærgerlig, men har ikke haft dommedagsfornemmelser. Til gengæld har jeg hørt andre have det på mine vegne. Sådan noget som: ’Hun får aldrig en chance til’. Så får jeg virkelig lyst til vise dem. Man kan ikke lykkes med alt, hvad man laver. Sådan er dét. Jeg har været mega ked af det, men jeg er ikke gået personligt ned på det. Jeg har før lavet film, der ikke fungerede. Men fordi det var et stort internationalt projekt, var det mere synligt, og man slog sig lidt mere på det. Men jeg har prøvet det før og hopper ikke på den stemning,« siger Susanne Bier, der fik strålende anmeldelser for sin debut, ’Freud flytter hjemmefra’. Til gengæld gik det galt med den svære to’er.
»’Det bliver i familien’ var et megaflop’. Dér blev jeg banket oven i hovedet og fik en brat opvågning. Jeg troede, at jeg kunne gå på vandet, men fandt ud af, at man ikke bare kan ignorere alle dem, der har indvendinger, fordi man selv synes, man er så klog.«
»Man begår altid fejl. Jeg kan godt blive slået ud – et par timer eller måske en dag – men ikke meget mere,« siger instruktøren.
Artiklen fortsætter under billedet
Alle de kloge
Siden det første flop har hun anstrengt sig for at følge sin første indskydelse og intuition. Det har givet Bier en stribe Robert- og Bodilpriser samt en Oscar, en Goden Globe og en række andre internationale filmpriser.
Men allerede på filmskolen kunne hun kalde sig prisbelønnet. Hendes afgangsfilm løb med førsteprisen ved den internationale filmskolefestival i München i 1987.
En sød hævn for den intuitive kvindelige instruktør.
»På filmskolen gik jeg med alle de kloge, velformulerede og seje drenge, og på en eller anden måde følte jeg mig altid utilstrækkelig. Fordi jeg ikke havde den der særlige intellektuelle måde at snakke om mine ting på. Men når vi viste vores film, var det mine, der vandt priser. Det var sgu ikke deres. På et tidligt tidspunkt valgte jeg at ignorere den snigende mindreværdsfølelse, der er meget usund og underminerende. Jeg har ret tidligt oparbejdet en solid kerne, der er forholdsvis urørlig. Du skal aldrig lade andre definere, hvem du er. Det betyder også, at man heller ikke skal tro på det, når alle synes, man er fantastisk. Det er vigtigt at bevare balancen mellem de gange, nogle bliver vildt imponeret, og de gange man bliver slået oven i hovedet, for det går både godt og skidt. Kritikken slår mig ikke ud, og har aldrig forhindret mig i at være kreativ.«
’Natportieren’ er af en britisk anmelder blev sammenlignet med en James Bondfilm – bare uden action. Ville du have lyst til at instruere en Bondfilm?
»Selvfølgelig ville jeg lave James Bond. Det er så grundlæggende og så ikonisk, at alle instruktører ville sige: ’Ja, tak’. De skal bare komme med et tilbud, så skal jeg nok nok stå der. Jeg har godt nok på fornemmelsen, at det er lidt mere kompliceret end ’shaken – not stirred’. Men det bekymrer mig ikke at gå i lag med store projekter. Jeg synes, de er en mega udfordring, og jeg kan godt lide at løse problemer. Og så har jeg nok også en tro på, at...«
Hun retter sig op i stolen for at finde de rigtige ord:
»...at jeg godt kan. Jeg kan godt lave film. Jeg ved godt, hvordan man gør.«
’Natportieren’ har tv-premiere på DR1 søndag d. 17. april kl. 20 og vises de følgende fem søndage.
