Superglade fløj supergruppen Aqua i formiddag til Toronto. Der var i går ikke megen tid til afslapning med kæresterne efter succesen i Den sorte Diamant, hvor de fredag aften havde verdenspremiere på deres nye album "Aquarius". De skulle nemlig selv pakke kufferterne til Canada.

I går kunne de så vågne op til kanongode anmeldelser i både danske og norske aviser, og nogle af de engelske brancheblade har også udvalgt "Aquarius" til at blive et kæmpehit.

"De er selvfølgelig superglade over, at et års arbejde er blevet så godt modtaget," siger Aquas "femte medlem", Niclas Anker, der er Aqua-ansvarlig for pladeselskabet.

Selv om succesen er hjemme, er det dog ikke noget, Aqua tager som givet.

"De tager en dag ad gangen og har en god holdning til tingene. Går det godt, så går det godt. Går det skidt, så går det skidt. De har ikke ladet succesen stige sig til hovedet, og selv om de har folk til at hjælpe med mange praktiske ting, så er det fortsat dem selv der pakker deres kufferter, når de skal afsted," fortæller Niclas Anker.

Canada er deres fanland nummer ét og derfor valgt som det første land, de skal til, efter deres nye CD er på gaden. Her bliver de en uge og skal så tilbage og lave en ny musikvideo.

Herefter bliver der 14 dages ferie, før det igen går for fuld drøn videre ud i verden. I slutningen af marts står USA og Asien for tur. USA er et af de hotte steder, men her kommer deres album "Aquarius" først ud om en måneds tid. Efter det skal Aqua igen slappe af en uges tid, før de får travlt rundt i Europa resten af april.

Der var i går kun lidt tid til at slappe af efter mødet med verdenspressen i Den Sorte Diamant. 850 deltog i nattefesten. Med var også Aquas gode venner, popgruppen Ace of Base, og alle Aquas kærester.

Lenes kæreste, Perikles Kallimanopoulis, dansk-græker, der er filmproducent i London, glædede sig sammen med Lene Nystrøm over aftenens succes.

Rene Dif, der efter amerikanske undersøgelser skulle være noget af det mest sexede, fordi han ikke har hår på hovedet, var i en tryg favn hos kæresten Ibi Støvring, der er skuespiller og musiker.

Søren Rasted, ham med strithåret, er kæreste med Karina Jensen, som selvfølgelig også var med. Hun er den ene af de to piger i popgruppen Cartoons. Sidste Aqua-medlem, Claus Norren med hageskæg, har allerede fundet sit livs udkårne, Siggy Madsen. De er forlovede og skal smedes i hymnens lænker på Dragsholm Slot til sommer. Hun er journalist på et ungdomsblad.