En lang række organisationer, partier. fagforeninger og kirkemenigheder fra hele det tyske samfund vil den 9. november gennemføre en kæmpemæssig demonstration i Berlin mod højreekstremisme. Hovedtalerne ved aktionen bliver forbundspræsident Johannes Rau og lederen af Det Jødiske Centralråd i Tyskland, Paul Spiegel.
Forbundskansler Gerhard Schröder vil også deltage i demonstrationen, som vil begynde ved den nye jødiske synagoge i det østlige Berlin og slutte ved Brandenburger Tor.
Blandt den lange række af prominente tyskere, der vil deltage i demonstrationen, er tennisstjernerne Boris Becker og Steffi Graf, forfatteren og nobelprismodtageren Günter Grass, OL-atleten Heike Drechsler, cykelrytteren Jan Ullrich samt politiske ledere som udenrigsminister Joschla Fischer (De Grønne) og Berlins overborgmester Eberhard Diepgen (CDU).
Den 9. november er både årsdagen for Berlinmurens fald i 1989 og for "Krystalnatten" i 1938. /ritzau/





















