Afstemnings-hemmeligheden er i fare, hvis vælgerne får lov at stemme hjemme foran computeren.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Frygten for, at manden stemmer for konen, spænder ben for to forsøg med afstemning over internettet ved parlamentsvalget til juni.

Frederiksberg og Ishøj kommuner har udvist stor interesse for at give deres borgere mulighed for at stemme hjemme via computeren.

Men nu siger Indenrigsministeriet nej til planerne.

Man frygter ganske enkelt, at afstemnings-hemmeligheden er i fare, hvis folk får lov at sidde hjemme i sofaen og afgive deres kryds via et klik med musen.

Valgkonsulent Anne Birte Pade oplyser, at ministeriets betænkelighed går på, at man ikke kan forhindre, at folk stemmer to gange.

Selv om man anvender digital signatur eller passwords, udelukker det nemlig ikke, at manden stemmer for konen eller holder øje med, hvem hun stemmer på. Og det er uforeneligt med de høje krav til den hemmelige afstemning, der ligger i valgloven.

Alene i boksen
»På valgstedet skal man være alene inde i stemmeboksen. Det er vi meget strikse med herhjemme,« siger Anne Birte Pade og minder om, at de vælgere, der brevstemmer, heller ikke får alt stemmematerialet sendt hjem. De skal pænt møde op og afgive deres stemme.

Hvis folk skal have lov at stemme over internettet, må et flertal i Folketinget derfor ændre loven. EU-parlamentets danske informationschef Søren Søndergaard har været stærkt optaget af, at mulighederne i 'e-voting' prøves af.

»Europa-parlaments-valget er en enestående lejlighed, fordi hele landet er en stor valgkreds. Det gør det lettere at arrangere end ved et folketingsvalg, hvor der er mange flere kandidater, og hvor man ikke kan stemme på alle, der er opstillet.

Det kan man ved EP-valget. Derfor vil det være en fantastisk mulighed for at få afprøvet, om e-voting kan lade sig gøre i Danmark,« siger han. smo@bt.dk