Bommert 1: Husk mors fødselsdag
Jeg var 25 år og havde lige været i Spanien med noget arbejde. Jeg mødte en sød hollandsk pige dernede, og vi endte med at blive kærester. Vi blev dog hver især boende i Danmark og Holland.
Den 5/10 var jeg på et kort besøg hjemme ved min mor i Middelfart. Min kæreste fortalte, at hendes mor havde fødselsdag dagen efter. Det ville jeg naturligvis udnytte til at bevise, at jeg var en super svigersøn.
Næste morgen kommer jeg glad ned i køkkenet, hvor min mor sidder. Jeg siger stolt, at jeg lige har sendt for 600 kr. blomster, vin og chokolade ned til svigermor, fordi hun har fødselsdag. Min mor kigger stille og smilende op på mig, og siger følgende: Jeg har også fødselsdag. Det havde jeg jo på INGEN måde husket (som altid).
Selvom jeg ikke er kærester med pigen mere, HUSKER jeg hvert år min mors fødselsdag.
Thomas Christensen
Bommert 2: Sad fast i en barnestol
Min største bommert må være i fredags, som endte i flere aviser: "19-årig kvinde sad fast i barnestol".
Vi havde været i byen og skulle så have noget at spise og synes, at det kunne være sjovt at se om jeg kunne sidde i barneplastikstolen. Jeg er nemlig ikke så høj.
Op med mig og ned i den til midten på lårene. Da jeg vil op igen, hiver og maser jeg, men ingenting hjælper det. Et par stykker kommer mig til hjælp, men kan ikke hive mig op. Så jeg bliver lagt ned på gulvet – stadig i stolen. Mine ben begynder at blive følelsesløse.
De kommer så med en stor flaske olie og fedter mig ind – men jeg sidder stadig fast. Jeg bliver båret ud bagved, hvor der bliver ringet 112 og politiet kommer. De kan ikke få mig fri, så de tilkalder beredskabet, som skal komme med en sav.
Ude bagved, hvor jeg ligger i stolen, ryger dem, der arbejde på restauranten. Jeg kan ikke tåle røg, fordi jeg har astma, så jeg spørger om de ikke vil stoppe. Men de bliver ved med at ryge, så det resulterer i, at jeg får et stort astma anfald.
Jeg bliver båret ud i politibilen, hvor jeg besvimer. Det næste jeg husker er, at jeg vågner på hospitalet, hvor jeg får hjertemassage. Det ender så med, at jeg bliver indlagt til observation.
Ida Jacobsen.
Bommert 3: En date fra helvede
Min afdeling blev engang inviteret på kro-tur med overnatning – med ledsager.
Jeg var single på det tidspunkt, men havde et godt øje til en fra en anden afdeling, så jeg sendte hende en mail og spurgte, om hun ville med som min ledsager.
Desværre kom jeg til at sende den til vores direktionssekretær, som var en skrap dame på omkring 60 år.
Hun var heldigvis på ferie, og det gav mig tid. Jeg kontaktede IT-afdelingen, som fortalte, at de godt kunne slette mailen med det samme, men at det krævede godkendelse fra min chef og yderligere, at man kontaktede den europæiske supportafdeling.
Jeg valgte at bide det i mig og vente på, at direktionssekretæren kom tilbage fra ferie.
Den ”rigtige” pige afslog desværre min invitation, så jeg tog af sted uden ledsager. Og så endte det med, at jeg fik direktionssekretæren til bords, for hun var nemlig også inviteret!
Lasse Franck.
Bommert 4: Pas på hvad du drikker
Denne her foregik for et par måneder siden i det københavnske
En ung kollega havde været i 7eleven og købt en cafe latte. Han går ud og tilbage til sit kontor. På vejen er der noget flydende hvidt, som rammer hans hånd.
Reflektorisk tænker han at det nok er skummet fra latten, der er skvulpet over og slikker det af. I hans mund smager det ikke som det skal, der imod er det en fugl som lige har afleveret en ”klat”.
Anders Bo Petersen
Bommert 5: Lagde an på en fremmed
Da jeg var 16-18 år gammel, skulle jeg mødes med min så kaldte bolleven Lars. Vi havde aftalt, at han skulle hente mig inde på Odense banegård, så vi kunne køre et sted hen og "hygge" os i hans bil.
Han var lidt forsinket. Lige pludselig kommer en ung mand kørende op af rulletrapperne, og jeg farer i armene på ham. Han så lidt forskrækket ud, må jeg ærligt erkende, men jeg tænkte på intet tidspunkt over det.
Han går videre, og jeg følger efter med min arm i hans arm og han. Mens vi går, hvisker jeg alle mulige frække ting i hans øre om, hvad jeg vil gøre, når vi er alene.
Jeg spørger ham, hvor han skal hen? Jeg kunne ikke forstå, at han gik mod busserne frem for parkeringshuset?
Han svarede høfligt, at han skulle hjem til sin søster. Jeg spørger hvorfor han ikke har taget bilen? Og hvorfor i alverden han ikke havde aflyst med mig?
Han stopper op og kigger alvorligt på mig. Så flyver det ud af munden på ham, at han ikke aner, hvem jeg er, og at han havde aldrig set mig før.
Jeg blev helt paf. Det var ikke Lars. Jeg blev helt rød i hovedet. I stedet for at sige undskyld, vendte jeg mig om og løb den anden vej. Jeg gemte nede på en perronen bag et stort reklame skilt.
Lisa.
Flere bommerter
Bommert 6: Pas på EDB
Engang i 80’erne gik vi over til EDB på kontoret. ALT hvad der var af data, skulle vi jeg og to andre kontorpiger taste ind manuelt. Det tog omkring to-tre måneder at få dette på plads.
Da alt var på plads, var det jo sindssygt spændende at sidde og lege med "alt det nye". Jeg fandt de oprindelige blå og gule farver gudsjammerlig kedelige, så jeg legede lidt med farverne og fandt frem til pink og violet. Sådan!
Men i længden blev det bossen for broget. "Dette er jo ikke Las Vegas, vel". Så jeg forsøgte at finde nogle mere afdæmpede farver.
Jeg gik derefter ind for at bruge alt det nye i seriøs sammenhæng, og skulle bl.a. finde frem til postnumre, adresser m.m. for at udføre varmeregnskabet i diverse beboelsesejendomme. Men hvad skete der?
Alt det indtastede gennem ca. tre måneder var pist væk. Ingen forstod noget som helst - og til sidst måtte vi tilkalde vores dyre timelønnede ekspert.
Jeg havde lavet hvid baggrund og HVIDE bogstaver!! Jeg blev udnævnt til "Fool of the year".
Inge Lis Stigart.
Bommert 7: Forkert ærinde
Jeg var lige startet i min fars velrenoverede firma efter endt uddannelse, da min far en dag spurgte, om jeg ville tage til en reception hos en af hans samarbejdspartnere, da han ikke kunne nå det.
Fedt tænkte jeg, nu skal jeg ud og vise firmaets ansigt udadtil. Samtidig kan jeg præsentere mig selv og forhåbentlig gøre et godt indtryk. Hvad jeg imidlertid har glemt er, at jeg egentlig ikke er dressed too kill men i stedet har mine ødelagte puma støvler på, slidte jeans og min yndlings pink Hummel trøje på.
Da jeg ankommer til firmaet, hvor receptionen holdes, holder der den ene store Mercedes og BMW efter den anden, og jeg kan skimte udefra det kun er mænd i skide dyre jakkesæt derinde. Et split sekund tænker jeg på at vende om.
Jeg børster mit lange hår og takker Gud for mine lange Bambi øjenvipper, jeg må charme mig fra denne her. Jeg kigger febrilsk rundt i et kæmpe lokale og håber at se et kendt ansigt. Uden held.
Det slår mig pludselig at jeg egentlig ikke ved, hvad ham, der holder reception hedder og hvorfor der er reception. Jeg skynder mig ud og ringer til min far, der kun når at sige hans navn inden min mobil løber tør for strøm.
Indenfor igen spørger jeg efter X og finder ham i mængden. Han står og taler med nogle dyre drenge, de skåler og smiler. Jeg går hen til ham og præsenterer mig og siger tillykke. Med hvad? Siger den ene?
Æhm med den runde fødselsdag? spørger jeg forsigtigt. De skriger af grin, dette er åbenbart en afskeds reception, manden skal på pension! For h... da også! Rød i ansigtet skynder jeg mig at give gaven og gå.
Sanne Messer.
Bommert 8: Vandede kollegas bil
En lørdag jeg skulle til firmafest. Kollegaerne og jeg sidder og drikker et par øl. Senere på aftenen snakker en af mine kollegaer og jeg om, at vi senere skal hen og tisse på en bakke, som vi plejer at tisse ned af, når vi drikker sammen.
Festen bliver holdt i byens beboerhus og udenfor holder en af mine kollegaers bil. Jeg spørger et par gange om min veninde snart vil med hen for at tisse. Da jeg ikke kan holde mig mere, tænker jeg, at hvis min veninde ikke vil med hen på bakken og tisse, så kan jeg sku' bare gøre det her, hvor ingen ser det (troede jeg).
Så jeg hoppede op på taget af en kollegas bil og tisser. Mens jeg sidder der, kommer en kollega ud for at ryge. Kollegaen ser mig sidde på bilen og råber straks på alle de andre, som skynder sig ud for at se den store begivenhed. Da de alle står der ude og griner og peger på mig, bliver jeg helt overrasket og skynder mig at hoppe ned fra bilen og får bukserne på igen.
Dagen efter får jeg en besked fra en sur kollega, som er ked af at hans nysolgte bil har fået en kæmpe bule i taget og lugter af tis!
Louise Burgdorf.
Bommert 9: Moonede lægen
I min kåde ungdom faldt jeg over et godt tilbud på en rejse til Kina. Jeg købte rejsen og gik så i krig med at få skaffet alle de officielle papirer, som nu engang skal til, for at man kan rejse ind i Kina.
Jeg bestilte den famøse Havrix-vaccination hos lægen, som dækkede mig mod alle sygdomme i verden. Nu er jeg langtfra verdensmester i nåle, så aftalen hos lægen blev sat i sidste øjeblik inden rejsen, så jeg ikke skulle tænke på det foreløbig.
Jeg arbejdede på kontor og blærede mig med min kommende rejse. Alle kollegaerne kender til mit problem med nåle og "stak" lystigt til mig jo nærmere dagen for vaccinationen kom.
Et par dage før spørger en kollega, som ofte har været i østen, om jeg har købt sådan en siddepude, da man jo er meget øm i enden/røven, den dag man er blevet stukket. Det er først på dette tidspunkt at det går op for mig, i en alder af 18 år, at jeg skal stikkes i enden og derfor skal smide bukserne foran min kvindelige læge, som er i midten af 30'erne.
Jeg beslutter for at gå ind med rank ryg og vise mig som en voksen. Lægen sidder bag et skrivebord og kigger sin skærm, da jeg kommer ind. Jeg står skråt foran hende og smider straks bukserne så hun i hvert fald kan se, at jeg ikke er flov.
Hun ser først væk fra skærmen efter 5-10 sek. og siger: "Hvad laver du?".
Jeg kigger mistroisk på hende, peger på min ende/røv og fremstammer.... vaccination... Kina... Havrix-et-eller-andet.
Hun ser helt skæv ud i hovedet og siger: "Jamen, sådan en får du da i skulderen".
Jeg havde aldrig før og har aldrig siden, fået et par bukser SÅ hurtigt på igen.
Stefan Zedler.
Bommert 10: Branden der forsvandt
Jeg boede på et tidspunkt sammen med min kæreste i en lille lejlighed ude på Amager på 1. sal.
I en weekend havde vi besøg af hans forældre fra Jylland og da de skulle hjem igen - stod vi ude på svalegangen og vinkede til dem. Pludselig kigger jeg over på en bygning lidt længere henne ad gaden. Et af vinduerne er helt dækket med røg, og jeg kan se ilden danse bag de nedrullede persienner.
Min kæreste ringer efter brandvæsenet. Jeg gætter på, der går et par minutter, så kommer den første politibil. Den kører hen og holder ud for lejligheden. Lidt efter kører den videre igen. Så kommer der en af de store brandbiler. Den kører lige så langsomt forbi lejligheden og forsætter rundt om hjørnet... Jeg går lettere i panik og nærmest råber efter dem.
Så ringer telefonen, det er brandvæsenet, der spørger om det er os, der har anmeldt en brand. JA! De kan ikke finde ildebranden.
Jeg LØBER ned på gaden iført mine hjemmesko – et par store bamsehunde i størrelse kæmpe. Ikke kønne - temmelig pinligt... Nå, men pyt. Der skal reddes nogle liv her. Jeg løber og løber efter brandbilerne.
På dette tidspunkt er der tre brandbiler, to politibiler og en civilpolitibil på gaden. Jeg vifter med armene for at stoppe dem - alt imens jeg løber tættere og tættere på lejligheden. Jeg får løbende stoppet den ene brandbil og kigger over mod lejligheden, hvor branden raser af sted.
Men... Til min store skræk kan jeg ikke se noget ild. Brandfolkene kommer hen til mig i deres store røgdykkerdragter og spørger efter ildebranden.
Prøv at stå der midt på gaden i de grimmeste hundehjemmesko med tre brandbiler og en masse brandfolk og så pege på en lejlighed, hvor der ikke er noget ild.
Først var jeg total lettet - ingen døde - puha. Så gik jeg lidt i panik igen og begyndte at græde. Brandfolkene måtte tro, jeg var skør i hovedet. De anbefalede mig at gå hjem og få en romtoddy.
Det jeg havde set var en stor fest, hvor der var lysshow og røgkanoner. Når gardinerne var trukket for, så lysshowet ud som ild, der havde rigtig fat i møbler og andet i lejligheden. Røgen, jeg så i vinduet, var fra røgkanonerne.
Da brandbilerne kom med sirenerne tændt, rullede festens gæster jo gardinerne op og kiggede ud. Derfor kunne brand- og politifolkene ikke se ilden. En enkelt brandmand fortalte mig dog, at første gang de kørte forbi, troede de også der var ild, så jeg slap for videre tiltale og vi fik alle et rigtig godt grin ud af det.
Rikke Mundt.
Afstemningen er nu slut
