Den 10. juni indledes retssagen mod svindeldirektøren Stein Bagger. Han står til fængsel i op til otte år, og opfører han sig ordentligt, er han på fri fod om fem år. Men det stopper ikke den kæmpegæld, Bagger hænger på.
En netop offentliggjort redegørelse fra kurator Boris Frederiksen viser, at kreditorernes krav mod den tidligere IT Factory-direktør er vokset til 229 mio. kr. I januar var kravet på 150 mio. kr., og beløbet vokser konstant. Listen over firmaer, der føler sig snydt, er lang, og der er ingen udløbsdato på deres krav.
- Han får en frihedsstraf for sine handlinger, men han vil stadig skylde de penge. Fordi han kommer i fængsel, forsvinder kravet mod ham personligt ikke, forklarer Lasse Lund Madsen, der er ekspert i strafferet ved Aarhus Universitets afdeling for proces- og kriminalvidenskab.
Kan højst blive til 100.000
Stein Bagger selv mener kun, at han skylder 100.000 kr. Mere vil han ikke acceptere at betale tilbage til de vrede kreditorer, der har mistet millioner af kroner på hans enorme svindelnummer. Men så let slipper han langfra.
- Der er slet ikke nogen logik i det. Svaret på, hvorfor han vælger kun at anerkende 100.000 kr., findes kun oppe i hans hoved, siger kurator Boris Frederiksen.
Konkursboet efter IT Factory, hvor Bagger fuskede for 1,2 mia. kr., kræver indtil videre 100 mio. kr. af Stein Bagger personligt. Men det er et midlertidigt tal, der bliver langt større, når hele arbejdet med at gennemgå flere års regnskaber og falske kontrakter er færdiggjort.
På nuværende tidspunkt er det kun lykkedes for Boris Frederiksen og hans hold af advokater at skrabe 665.815 kr. sammen fra Baggers private konkursbo.
Baggers part i den luksuslejlighed i Hellerup, hvor han boede med sin kone Anette Uttenthal, er f.eks. ikke talt med. Lejligheden er sat til salg for 16.750.000 kr. Det samme gælder hans kunstsamling af kunstnere som Picasso, Miró, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen og Kurt Trampedach. I alt ejede Bagger kunst for mindst 4,6 mio. kr.






















