Verden oplever lige nu det største ebola-udbrud nogensinde. Risikoen for, at den dødelige sygdom kommer til Danmark, er ekstremt lille. Men hvis det sker, kan det være katastrofalt, mener ekspert.

For hvor godt forberedt er Danmark egentlig på ebola? Og hvad sker der egentlig i kroppen, hvis ebola rammer?

Opret dig som abonnent på BT PLUS her og læs mere om ebola og få eksperternes svar ...


Verden oplever lige nu det største ebola-udbrud nogensinde. Risikoen for, at den dødelige sygdom kommer til Danmark, er ekstremt lille. Men hvis det sker, kan det være katastrofalt, mener ekspert. For hvor godt forberedt er Danmark på ebola? Og hvad sker der egentlig i kroppen, hvis ebola rammer?

Dødstallet stiger. Antallet af smittede stiger. Og bekymringen bliver større og større.

Den frygtede og dødelige virus ebola spreder sig i et hidtil uset omfang i de vestafrikanske lande Guinea, Sierra Leone og Liberia. Siden udbruddet begyndte i marts er omkring 1.323 mennesker blevet smittet, og 729 er døde af sygdommen, oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO. Situationens alvor blev yderligere understreget i sidste uge, hvor det kom frem, at den unge amerikanske læge og ebola-ekspert Kent Brantley, der arbejder med de syge, selv er blevet smittet af sygdommen, som ifølge forskere har dødelig udgang i mellem 60 og 90 procent af tilfældene.

Man taler om en regulær epidemi, der er ude af kontrol. Og WHO vil hjælpe de vestafrikanske lande gennem en handlingsplan, der skal forhindre smitten i at brede sig yderligere.

’Dybt bekymrende’

Bekymringen for ebola-epidemien har også nået Danmark. Overlæge og afdelingschef hos Statens Serum Institut (SSI) Kåre Mølbak har i flere medier kaldt situationen ’dybt bekymrende’. Og Peter Skinhøj, der er professor og overlæge på Rigshospitalets epidemiklinik, bekræfter overfor BT, at der er en reel grund til bekymring.

- Det er da frygteligt, at det har fået lov til at brede sig så meget, siger Peter Skinhøj, der er overrasket over sygdommens udbredelse.

Selv om man flere gange tidligere har set ebola-udbrud, så har det indtil videre altid være i mindre, lokale områder, hvor sygdommen er gået i sig selv igen i takt med, at man har fået lokaliseret og isoleret de syge.

Sygdommens voldsomme udbredelse har også skabt bekymring for, hvad der vil ske, hvis sygdommen når Europa. Inkubationstiden for ebola - altså den tid, der går fra man bliver smittet, til man udviser symptomer på sygdommen - kan nemlig være helt op til tre uger.

- Så man jo kan godt forestille sig, at en eller anden redningsarbejder fra Afrika en dag tager flyet hjem og først udvikler symptomer her, siger Peter Skinhøj og betegner det som katastrofalt, hvis ebola kommer til Danmark.

En katastrofe

- I betragtning af, at halvdelen af dem, der bliver smittet, dør af sygdommen, vil det i sig selv være en katastrofe, siger han, men tilføjer, at risikoen for en egentlig ebola-epidemi i Danmark dog er nærmest ikke-eksisterende.

I Danmark er vi nemlig godt rustet til at tage os af smitsomme sygdomme.

- Jeg tror ikke, ebola vil have nogen chance for at spredes i Danmark ud over til de læger og sygeplejersker, der eventuelt håndterer det. Vi har jo isolationsstuer, hvor man sørger for, at luften og de ting, der har været i berøring med patienten, bliver isoleret. Og vi har også udstyr, så man kan sørge for, at personalet er klædt omhyggeligt på med handsker, masker og øjenbeskyttelse, så der ikke kan sprøjte dråber op i ansigtet på dem.

Selv om en del isolationsstuer på landets hospitaler blev nedlagt, efter man fik udryddet den farlige koppe-virus i 1980’erne, så har Danmark ifølge Peter Skinhøj stadig rigeligt med isolationsstuer, hvis et ebola-udbrud skulle ramme.

Frygten for, at den farlige influenza-virus sars i begyndelsen af det nye årtusinde skulle ramme landet, gjorde nemlig, at man byggede en del nye isolationsstuer – heriblandt en del på Hvidovre Hospital.