Hurtig fødsel på færgen mellem Marstal og Rudkøbing.

»Jeg holdt færgen tilbage, fordi vi vidste, at det skulle gå stærkt. Min kone havde pludselig fået meget ondt i maven, og da det blev endnu værre om bord på skibet, gik vi i gang med fødslen på færgens handicap-toilet. Og pludselig var han der, som skudt ud af en kanon.«

Shippingmand Lars Kromann, 39, fra Marstal på Ærø, vil sent glemme 2. pinsedag 2003, hvor hans lille søn på 2.700 gram og 49 cm kom til verden.

Det var nemlig slet ikke meningen, det skulle ske så hurtigt. Men hans kone Lencka, som er læge, fik pludselig ondt i maven, da hun var ude at cykle ved hjemmet i Marstal.

Til alt held bor jordemoder Nan von Linstow som nærmeste nabo til familien, og hun tog for en sikkerheds skyld med om bord på færgen.

Familien havde ellers belavet sig på en vanskelig fødsel, fordi fosteret lå omvendt, og det var faktisk planlagt, at en såkaldt sædefødsel skulle ske på sygehuset i Svendborg.

Men én ting er teori, noget andet praksis. Da først veerne for alvor tog fat på færgen fra Marstal til Rudkøbing, gik det meget stærkt. Farmand Lars, som i skyndingen slet ikke havde nået at få sko på, hjalp til, så godt han kunne.

Jordemoderen havde sine remedier i jordemodertasken, folk fra færgens cafeteria kom løbende med viskestykker og servietter, og Marstalfærgens kaptajn, skibsfører Birger Kristensen, viste også handlekraft, idet han sørgede for, at en ambulance stod klar ved havnen i Rudkøbing.

Den lille dreng kom til verden kl. 13.30 sydøst for Strynø.

»Og er han ikke bare herlig - sådan en lille én,« sagde de lykkelige forældre, da de i går pustede ud på fødegangen på sygehuset i Svendborg efter den dramatiske fødsel til søs.

Ja, hvornår er der for resten sidst sket en fødsel på en færge i Danmark???