Som den første i verden vil Torbjørn Pedersen rejse hele jorden rundt. Uden at flyve. Han skal besøge alle lande i mindst 24 timer. Målet er at bygge bro mellem mennesker. Men det kan være hårdt at rejse.
Cameroun 31. december 2015:
Det er nytårsaften, og Torbjørn Pedersen skal krydse grænsen til Gabon. Et lille land med kun 1.5 mio. indbyggere, placeret ved Afrikas vestkyst.
Grænsevagterne vil ikke lukke ham ind, men han vil og skal besøge alle lande i hele verden – også Gabon.
Torbjørn Pedersen er eventyrer, globetrotter og en mand med en unik mission. Han vil, som det første menneske nogensinde, besøge alle verdens 203 lande uden at flyve. Nytårsaften er han er mere end halvvejs på sin rejse. Men turen er ikke helt så sjov, som den har været.
Det er fem måneder siden, han overlevede sygdommen, cerebral malaria. Nu har han fået migræne for første gang i sit liv. Den lange rejse er begyndt at slide på langdistanceforholdet til kæresten hjemme i Danmark, og hans finansielle hovedsponsor har netop stoppet samarbejdet.
Slutningen af 2015 var ved at tappe 38-årige Torbjørn Pedersen for al energi til at fortsætte sin rejse.
I sit pas havde han stadig et par dage tilbage på sit visum til Gabons naboland, Congo. Han besluttede derfor at tage en taxa gennem Congo for at rejse ind i Gabon fra et andet checkpoint sydpå.
»I taxaen så jeg årets sidste solnedgang, mens jeg gennemgik min sindssyge plan. Først skulle jeg rejse 800 kilometer med taxa, derefter 2.000 kilometer på motorcykel og bus igennem Congo – bare for at komme ind i Gabon,« fortæller Torbjørn Pedersen.
I flere timer kørte han gennem byer, hvor folk dansede ind i det nye år. Ved tretiden om natten var han og chaufføren alene midt i Camerouns jungle.
»Vi kørte på en grusvej i junglen. Ingen mennesker, ingen byer. Kun lygterne, der viste vej gennem støvet. Pludselig stod tre skygger på vejen. Vi bremsede. De havde uniform på, var stærkt bevæbnede og hønefulde. De måtte have en eller anden agenda. Formentlig var det korruption, de var ude efter. Men da de så en hvid mand stige ud, så en af soldaterne rødt og blev direkte ondskabsfuld.«
Taxachaufføren gjorde sig usynlig. Torbjørn Pedersen stod alene ansigt til ansigt med tre fulde soldater. En af dem stak truende geværet frem, mens han råbte ’Identification’ på fransk. Torbjørn Pedersen fandt sine papirer frem, men soldaten kastede vredt passet tilbage i hovedet på ham. Han ville se visum – og vaccinationskort. Det fortsætter i en time. Ét langt forhør med trusler, råben og skrigen.
Truet på livet
Torbjørn Pedersen, der har en militær karriere bag sig, vidste, hvor utilregnelig de fulde soldater var. Tankerne om hvor galt det kunne gå, hvis situationen eskalerede, ville ikke forlade hans hoved.
»De kunne tømme hele magasinet mod mig, og ingen ville finde ud af det. I junglen ville dyrene spise min døde krop i løbet af natten, og jeg vil- le aldrig blive fundet.«
Efter en time lod soldaterne ham endelig køre.
Han ved stadig ikke hvorfor.
Oplevelsen bestyrkede Torbjørn Pedersen i den tanke, han rejste hjemmefra med: ‘Der findes ikke farlige lande – kun farlige mennesker’.
Tre års rejse
Han har bl.a. været i Den Centralafrikanske Republik, Nigeria og skal til både Syrien og Nordkorea, før han vender hjem til Danmark igen. Nogle vil kalde det et hovedløst projekt, andre et inspirerende eventyr.
Faktum er, at det er tre et halvt år siden, han rejste fra Danmark med ét klart mål. Han ville vise en verden, hvor der findes flere gode historier end dårlige. Også selvom det ikke ser sådan ud i medierne.
»Vi lever i en tid, hvor Donald Trump er på alle skærme. Hvor folk er trætte af negative nyheder og mangel på løsninger. Nu er der brexit, Marine Le Pen – og Trump. Retorikken i medierne er med til at skabe frygt, fremmedhad og bygge mure mellem lande. Folk spørger sig selv - er der ikke noget godt tilbage?«
Det er der, hvis man spørger Torbjørn Pedersen, og han har set det med egne øjne.
»Verden er ikke perfekt, men den er langt bedre, end vi tror. Mit projekt skal inspirere folk med positive og informative historier fra de lande, jeg besøger,« siger han.
I modgang og medgang
Sammenstødet med soldaterne i Camerouns jungle var kulminationen på en hård tid for Torbjørn Pedersen. Han var helt alene i Centralafrika uden finansiel støtte og langt fra sin kæreste og familie.
Halvvejs gennem alle verdens lande blev hans fundament og viljestyrke sat på prøve. For hvor meget var han egentlig villig til at ofre for sin rejse?
Allerede før han tog ud i verden, stod det klart, at han kunne risikere at stå ansigt til ansigt med en række svære dilemmaer. Men han havde fra begyndelsen besluttet, at han ikke måtte vende hjem til Danmark undervejs.
»Min 69-årige far sagde: ‘Hvis jeg dør, skal du ikke tage hjem til begravelsen. Færdiggør rejsen, og når du er hjemme igen, skal du klappe min gravsten og sige: ‘Jeg gjorde det, far’. Men spørgsmålet er, om jeg ville kunne fortsætte min rejse, hvis det skete,« siger Torbjørn Pedersen.
Omkring nytår 2015 var langdistanceforholdet til kæresten Le Gjerum, som var mere end 5.000 kilometer væk, også begyndt at knage.
»Min mavefornemmelse var ikke god. Jeg følte, at noget var helt galt. Hvad er det, jeg har begivet mig ud i? Hvor meget skal jeg tabe? Hvor meget vinder jeg på turen? Her er en kvinde, der betyder alt for mig. Jeg kunne have stiftet en familie med hende, hvis ikke jeg var taget ud at rejse.«
Den enorme fysiske afstand gjorde, at Torbjørn Pedersen og kæresten Le Gjerum langsomt begyndte at glide fra hinanden.
Begge har kæmpet for at få det til at fungere. Lange beskeder og daglige samtaler over Skype har forkortet afstanden.
»Det er altid svært at være langt væk fra den, man holder af. Hvis der er noget som faktisk er en styrke for vores forhold, så er det, at vi ofte kommunikerer på skrift. Det betyder, at vi reflekterer mere over tingene. Det er især vigtigt at gøre noget ekstra for forholdet i de perioder, hvor man oplever travlhed i sin hverdag. Det sker også for par, som bor sammen i et hus og har børn. Glider man ud af samtalerne, og det hele bliver overfladisk, så risikerer man også at glide fra hinanden som mennesker. I vores situation er det bare meget tydeligt, fordi der er så stor fysisk afstand mellem os. Derfor er vi gode til at skrive sammen hver dag.«
Heldigvis kan man finde internet i selv de mest øde områder i Afrika. Torbjørn Pedersen har endnu ikke besøgt et land, hvor der ikke var internet - på mange måder har det været med til at redde hans forhold. For han kan ikke undvære kontakten til sin kæreste.
Indimellem har Le Gjerum også besøgt Torbjørn Pedersen. Under hendes tiende besøg tog han hende med op på det højeste bjerg i Kenya. På toppen gik han på knæ og friede i bidende kulde.
En fremmed er en ven
Torbjørn Pedersen har flere gode oplevelser på kontoen end dårlige.
»De dårlige oplevelser er så lille en del af min rejse i forhold til alle de gange, jeg er blevet inviteret ind i folks hjem for at dele et måltid. Alle de high-fives og øl jeg har fået af fremmede mennesker. De dårlige oplevelser er på ingen måde repræsentative.«
Han oplever hele tiden en stor varme fra fremmede mennesker, som står klar med en hjælpende hånd. Lige fra et varmt måltid til et lift fra et land til et andet.
»Da jeg skulle fra Cuba til Bahamas, gik jeg rundt på Hemingway Marina for at se, om jeg kunne komme med en båd ud af landet. Her mødte jeg en rigmand, som kunne se, at jeg havde brug for hjælp – for det er ikke helt nemt at forlade Cuba uden at flyve. Han sagde: ’Jeg synes, vi lever i en verden, hvor vi ikke hjælper hinanden nok.’ Og så gav han mig et lift til Bahamas i sin to millioner dyre High Performance yacht, som kunne sejle 50 knob.«
Oplevelserne er levende eksempler på det budskab, han håber at sprede: At der er langt flere gode end dårlige historier i verden, hvis bare man ser efter. Det varmer Torbjørn Pedersens hjerte, når folk skriver, at de er blevet inspireret af at følge hans oplevelser rundt om i verden.
Afrika rundt
I disse dage er han 5.000 kilometer fra Danmark i Sudans hovedstad Khartoum, i det nordøstlige Afrika.
»Kan du høre mig? Forbindelsen er dårlig, men jeg har et andet nummer, du kan prøve at ringe på.«
To opkald senere går Torbjørn Pedersens stemme tydeligt igennem. Han spiser rester fra gårsdagens aftensmad. Libanesisk mad i Afrika. Han skal snart rejse videre til Eritrea, men det er ikke nemt at få visum til et af verdens mest lukkede lande. Intet visum – ingen rejse, men Torbjørn Pedersens vil ind.
Eritrea er et land, som flere hundrede tusinde mennesker er flygtet fra på grund af grufulde forbrydelser, så hvorfor overhovedet forsøge at komme ind i landet?
»Eritrea er et af de sværeste lande på hele jorden at rejse ind i, men det er et smukt og fredeligt land, selvom det er meget fattigt. Det er kun farligt, hvis man bevæger sig ned til konflikterne ved grænsen, og der kan jeg bare holde mig fra,« siger han.
Flere lande i Afrika er på listen over verdens farligste lande. Endnu har det ikke stoppet ham.
»For eksempel var jeg i Mali. Var jeg taget til den nordlige del af landet, var jeg formentlig blevet slået ihjel. Men i den sydlige del af landet kunne jeg roligt drikke en kop te, kigge på flodheste og spille fodbold med de lokale børn,« fortæller han. Det er ikke indbyggerne i landene, men dem, der vil bygge mure og frygt mellem lande, som skræmmer ham. Han har mødt mere end 10.000 mennesker på sine rejser, som alle har bidraget til, at han hver dag kommer tættere på sit mål. Det er måske også derfor, at han har valgt et motto for sine rejser, som er inspireret fra Peter AG’s rejsegrammofon:’En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu’.
Næste stop
Inden han rejser videre, er der igen besøg hjemmefra.
»Min forlovede kommer snart til Sudan, så vi kan hygge os og slappe af. Vi skal se pyramider og snorkle, mens jeg kæmper videre med at komme ind i Eritrea. Det er svært, men jeg har nogle muligheder, så alt er ikke håbløst – endnu,« siger han og tilføjer: ’Det er slet ikke lige så slemt som i Centralafrika’.
Men det er én dag ad gangen i Afrika lige nu. Engang i fremtiden ser Torbjørn Pedersen frem til at komme hjem, sove i en måned, blive gift med sin forlovede og måske skrive en bog.
Men først skal han rejse til de sidste 80 lande i verden, han endnu ikke har besøgt.
