Tricket er at fjerne fokus fra negative tanker, der holder dig vågen.

Rigtig mange danskere kæmper med at få en ordentlig nats søvn, og det er ikke kun dårligt for din energi næste dag, det er også rigtig dårligt for helbredet.

For en del danskere skyldes søvnproblemerne, at de har svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi der kører en masse negative tanker rundt i hovedet, når de lægger hovedet på puden.

Men det problem mener den canadiske søvnforsker, Luc Beaudoin, at han har løst med et trick, han kalder 'shuffle', skriver CBC.

Idéen bag, er at man hjælper sin hjerne til at 'blande' tankerne, så de ikke fokuserer på det negative eller problematiske, men i stedet bliver sendt på lidt af en himmelflugt.

Tricket er som følger: Vælg et ord, hvor det samme bogstav ikke indgår flere gange.

Det kunne eksempelvis være ordet 'fugl'.

Så tager du det første bogstav, og finder et nyt ord, der starter med det, og bagefter gør du det samme med de efterfølgende bogstaver, hvilket til sidst sender dig ind i søvnen.

Luc Beaudoin har testet det på 150 studerende, og her konstaterede han, at de fleste ikke behøver mere end et enkelt ord for at blive lullet i søvn.

- Du blander dine tanker i søvn. Det er lidt mere krævende end eksempelvis at tælle baglæns, og selvom øvelsen kan føles nem, så er det alligevel en, der sætter hjerneaktiviteten i gang, siger Luc Beaudoin til CBC News.