Finanskrisen - usikkerheden, den skaber - får nu mange til at spørge sig selv: Hvad med min pension? Har jeg den rigtige ordning - og det bedste afkast? Risikerer jeg at skulle suge på labben i min alderdom - eller får jeg et liv, hvor jeg ikke behøver at kvitte de 'dyre' vaner?

SE LISTEN: SYV GYLDNE PENSIONSRÅD

TJEK, HVOR GOD DIN PENSION KAN BLIVE

Hundredtusinder af danskere har i dag ikke et klart overblik over deres pensionsforhold. Forskellige firma- og arbejdsmarkedspensioner på samme tid og skiftende job kan gøre det ekstra svært.

B.T. og magasinet Penge & Privatøkonomi giver dig her de bedste og mest konkrete råd om pensionsopsparing. Følger du dem, skulle der være god udsigt til en - i hvert fald økonomisk - tryg alderdom.

Når du køber bolig, er der groft set tre ting, du skal lægge vægt på: Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Lige så simpelt er det, når det handler om din pension. Men her er budskabet: Planlægning, planlægning og planlægning.

Pension handler om at flytte indkomst fra nutiden ind i fremtiden. Egentlig er det meget enkelt, men et væld af skatteregler, pensionsregler og særlige forsikringsforhold betyder, at pensionsopsparing desværre ikke er helt så enkelt.

Oveni kender man ikke fremtiden og dermed beskatningen af ens pensioner.

To forhold spiller ind
To forhold spiller ind her. Størrelsen og forrentningen af opsparingen og ændret lovgivning. Begge forhold er uforudsigelige, men har stor indflydelse på de økonomiske betingelser som pensionist.

Der er kun én måde at forsøge at aflure fremtiden på. Det er ved at kende reglerne godt og indrette sin økonomi så fleksibelt, at man løbende kan korrigere og optimere.

Følger du rådene her, kan du med god grund føle dig på sikker vej mod en tryg pensionisttilværelse.

Ændringer i lovgivningen kan ingen forudse. Det eneste, vi kan, er at sørge for både at have opsparing i pensionsordninger, fri opsparing, opsparing i bolig og opsparing via selskaber.

Det giver mulighed for at justere løbende og agere 'med rettidig omhu'.