Efter kun én uge som udsendt soldat blev Jakob Hou Larsen skudt i ryggen af en irakisk snigskytte. Siden har han siddet i kørestol. Alligevel fortryder han ikke, at han gik i krig. Læs her om Jakob Hou Larsens valg om at tage til Irak, og det øjeblik som fik stor betydning for resten af hans liv.
Tiden gik i stå i dét øjeblik, Jakob Hou Larsen blev skudt.
- Det føltes som om, at jeg blev slået tungt i ryggen med en spade. Jeg ved godt, at det lyder som en kliché, men det er sandt. Lige da jeg blev ramt, stod tiden stille. Det var en voldsom tidsfornemmelse. Det virkede som om, at jeg havde al tid i hele verden til at overveje, hvad jeg skulle gøre. Lige i det øjeblik tænkte jeg: ’Nå, Jakob, du er blevet skudt, hvad kan du nu gøre..?’ Men jeg kunne jo ikke gøre noget. Det var fakta. Jeg var blevet skudt. Og jeg faldt om...
Opret abonnement på BT PLUS og læs om Jakob Hou Larsens valg om at tage til Irak og det øjeblik, som fik betydning for resten af hans liv.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Tiden gik i stå i dét øjeblik, Jakob Hou Larsen blev skudt.
- Det føltes som om, at jeg blev slået tungt i ryggen med en spade. Jeg ved godt, at det lyder som en kliché, men det er sandt. Lige da jeg blev ramt, stod tiden stille. Det var en voldsom tidsfornemmelse. Det virkede som om, at jeg havde al tid i hele verden til at overveje, hvad jeg skulle gøre. Lige i det øjeblik tænkte jeg: ’Nå, Jakob, du er blevet skudt, hvad kan du nu gøre..?’ Men jeg kunne jo ikke gøre noget. Det var fakta. Jeg var blevet skudt. Og jeg faldt om...
Jakob har kaffe i hånden og udsigt over våde, fynske efterårs-marker. Han sidder i huset i Fraugde – en helt almindelig, fredelig villaforstad til Odense. Det er en verden til forskel fra Al-Quarnah, den støvede, fjendtlige by i Irak, hvor Jakobs liv tog en alvorlig drejning den 16. august 2006.
Han følte det som en spade, men i virkeligheden var det projektilet, der blev bremset af keramikpladen i fragmentationsvesten, som han kunne mærke mod sin ryg. Den irakiske snigskytte anvendte et projektil med panserbrydende stålkerne, der gik igennem keramikpladen, trængte ind i hans ryg, skar sig igennem rygsøjlen, penetrerede leveren, tyktarm, galdeblære og den ene nyre, før den gik ud på højre side af maven.
Hjem til Danmark
Jakob Hou Larsen blev evakueret med helikopter. Præcis 52 minutter efter skuddet faldt, ankom han til felthospitalet i den kæmpestore britiske Shaibah Logistics Base, hvor de engelske læger stod klar.
- Lægerne begyndte at spørge, om jeg var overfølsom over for noget. Jeg tror, jeg fik sagt, at de for fanden bare skulle give mig noget bedøvelse. Og så husker jeg ikke mere...
Fire dage senere blev Jakob fløjet hjem til Danmark – og et nyt liv. Efter en to måneder lang indlæggelse på Rigshospitalet blev han overført til Rigshospitalets Center for Rygmarvsskadede i Hornbæk. Her skulle Jakob – som han selv udtrykker det – ’lære at leve livet fuldstændig forfra’.
- Jeg skulle lære at gå på toilettet. Du starter helt fra nul – det betyder, at du får folk helt tæt på dig i situationer, hvor du er fuldstændig blottet. Men når du først et par gange har hevet i snoren for at tilkalde hjælp ude på toilettet, fordi du har afføring ud over det hele, så ender du med ikke at være fintfølende og sart. Jeg vil sige, at opholdet i Hornbæk var godt. For der kan du lære livet i kørestol at kende i et beskyttet miljø – folk i Hornbæk ved godt, at hvis der sidder en mand i en kørestol forladt nede på hjørnet, så skal han nok lige hjælpes hjem. På en måde er det som en tryg, lille æggeblomme.
Jakob Hou Larsen var på rygmarvscenteret i et år. Et år, hvor han både skulle lære, hvordan han rent fysisk og praktisk kommer op over en kantsten i en kørestol. Men mindst lige så væsentligt – psykisk skulle acceptere at sige farvel til sit liv som gående.
- Lige når man er kommet til skade, tænker alle jo: ’Jamen, jeg kommer til at gå igen’. Jeg var da heller ikke i tvivl om, at jeg ville gå igen.
Vendepunktet
En meget tragisk begivenhed, der fandt sted i Irak en uge efter, at Jakob var blevet skudt, kom til at betyde et vendepunkt for den måde, Jakob så sin skæbne.
- Min mentale proces – min vej ind i det nye liv – blev hjulpet på vej af, at den irakiske snigskytte en uge senere skød en britisk soldat, der blev dræbt på stedet. Det hjalp mig til at vende min ulykke – for jeg burde jo være død. På den måde er mit nye liv jo en ren bonus. Jeg ved godt, at det lyder vildt, men i bakspejlet var det dét, som hjalp mig. At det kunne være gået meget værre...
- Da jeg kom til rygmarvscenteret, syntes jeg, det var afskyeligt synd for mig. Men jeg fik et dobbeltværelse med en knægt på 18-19 år, der havde fået en marmor-bordplade over nakken. Han kunne hverken bruge arme eller ben. Så tænkte jeg: ’Nu er tudetiden sgu forbi. Der er folk, der har det meget værre end mig.’
Skadet i krig
Han er overbevidst om, at det spillede en stor rolle i helingsprocessen, at han ikke var kommet til skade hjemme i Danmark.
- De mennesker, som er væltet på cyklen på vej til skole, er meget mere udfordret, end jeg er. De var i deres trygge hverdag, da ulykken ramte. Det kan gøre det svært at møde verden igen. Jeg var i det mindste blevet skudt. Man kaster nogle terninger, når man tager til en krigszone. Nøjagtig som når du kører på motorcykel eller er bjergbestiger, det er nogle måder at leve livet farligt på. Den her geografiske forskel – at jeg blev skudt i en krigszone og kunne kommer hjem til trygge Danmark – det gjorde en forskel for mig. Jeg har ikke haft en frygt for at møde verden igen.
- Der var dage på centeret, hvor jeg var i kulkælderen. Selvfølgelig var der det. Dage, hvor jeg bare ikke gad sidde i kørestol længere. Hvor jeg tænkte, at det hele bare var for nederen. Så sagde jeg til personalet, at jeg bare skulle have lov at surmule. Men dagen efter var jeg på igen. Personalet var gode til at holde mig til ilden. Når du kommer ud for en oplevelse, der har så store konsekvenser, er der dage, hvor du skal sørge over det, du har mistet. På den anden side må du ikke synke ned i et sort hul, uanset hvor fristende det kan synes. Du må tage én dag ad gangen.
Vejen tilbage
Når man hører Jakob fortælle om vejen tilbage, bliver man imponeret over hans måde at overvinde udfordringerne. For hvordan ville man selv reagere, hvis man kom ud for en lignende livskrise. Jakob kalder sin opskrift en blanding af viljestyrke og inspiration fra kæresten, vennerne og familien.
- Det har stor betydning, at du på rygmarvscenteret ligger sammen med andre. At jeg kunne se, at de andre gav den fuld skrue i deres genoptræning. Det inspirerede mig. Samtidig var det også terapi, når jeg mødte folk, som havde siddet i kørestol i mange år. Det gjorde en forskel. En sygeplejerske kan kun hjælpe dig et stykke ad vejen, for hun sidder ikke selv i kørestolen. Men de her gutter, der har siddet i kørestol i mange år, men som alligevel smiler og er afklarede. På dem kunne jeg se, at det altså ikke var umuligt.
Jakob kom hjem fra krigen med livet i behold. Spørgsmålet er, om han i dag har fortrudt, at han tog af sted til Irak:
- Jeg har ikke fortrudt. Det var med åbne øjne, at jeg tog af sted. Jeg tog en beslutning, og den havde konsekvenser. Jeg gjorde ikke noget forkert, men terningerne faldt sådan. Den irakiske snigskytte er jeg heller ikke bitter på. Det var uniformen, han skød. Jeg var bare uheldig at være inden i uniformen.
Livet efter snigskytten
I dag bor Jakob i et stort parcelhus. Et hus, han købte for den erstatning, han modtog, efter han blev skudt. Han har fundet en kæreste og er han på jagt efter et fleksjob.
- Jeg har sgu et godt liv. Selve kørestolen er blevet hverdag, for mig er det mest irriterende, at jeg er så lav. Men jeg vil sige, at jeg får al den venlighed, som andre også fortjener. Når jeg er ude at købe ind, får jeg en masse hjælp – f.eks. til at nå varerne på den øverste hylde. Det handler om at være klar til at tage imod venligheden.
I dag føler han sig ikke specielt hæmmet.
- Det er klart, at hvis jeg kunne være kørestolen foruden, ville jeg helst det. Men den er ikke en forhindring for et godt liv. De udfordringer, jeg møder, bunder faktisk mere i min egen magelighed – jeg er lidt for doven til at få trænet, som jeg burde. Men er der noget, jeg gerne vil, jamen, så kan jeg også. Jeg kan få et job. Jeg har en kæreste. For mig er kørestolen en faktor – den er ikke en forhindring.
