Han har scoret millioner på sin Atkins-diæt. Men selv var han både overvægtig, led af højt blodtryk og havde hjerteproblemer, da han døde

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Kvit kulhydraterne og bliv slank og sund for altid. Dr. Atkins' nye kost-revolution. Solgt i over 10 mio. eksemplarer verden over.« Sådan står der med fede typer på den danske udgave af bestselleren, som har begejstret mange verden over, herunder kendte amerikanske skuespillere som Jennifer Aniston.

Men nu viser det sig, at slankekongen Dr. Robert Atkins selv døde stærkt overvægtig. Så måske blev Atkins fed ved at følge sine egne anbefalinger om ikke at spise kulhydrater.

Ifølge det ansete The Wall Street Journal var Atkins nemlig selv stærkt overvægtig, havde hjerteproblemer og for højt blodtryk, da han 72 år gammel døde efter et fald i april sidste år. Avisen har fået fat i medicinske journaler, som viser, at den 1,83 meter høje slankedoktor vejede 117 kilo.

Ifølge det såkaldte kropsmasseindeks - hvor højde og vægt udregnes i forhold til hinanden - svarer det til en BMI på 34,94 og betegnelsen meget overvægtig.

Mange advarsler
Den britiske hjerteforening har tidligere advaret mod, at den meget lidt varierede Atkins-diæt, hvor man faktisk kun må spise proteiner i form af kød, æg og ost, kan føre til forskellige hjerte-karsygdomme.

Herhjemme har kuren også været kritiseret af flere kosteksperter. Bl.a. har forfatter, kostvejleder og B.T.s brevkasseredaktør Lene Hansson ikke mange rosende ord tilovers for kuren, hvor man ikke må spise frugt, korn og kun ganske få grøntsager:

»Kuren er baseret på alt for meget protein og animalsk fedt. Det forhøjer ens kolesteroltal og kan give hjerteproblemer. Når man ikke må spise fibre, får man forstoppelse, og det giver højt blodtryk,« siger Lene Hansson, der for et år siden selv afprøvede kuren og fulgte den en måned.

Forstoppelse
»Jeg tabte tre kilo fedt. Men fik total forstoppelse. I bøgerne anbefales det, at man spiser afførende midler. Alene det stiller jo et stort spørgsmålstegn ved, hvor sundt det er for ens krop, at man skal have hjælp for at kunne fordøje sin kost. Men kuren virker, hvis man bare skal tabe sig et par kilo - men sundhedsmæssigt er den ikke god,« siger Lene Hansson.

Stuart Trager, leder af Atkins' lægeråd i New York, tilbageviser - ikke overraskende - påstandene i Wall Street Journal og hævder, at Atkins hjerteproblemer var forårsaget af en virus. De frygter naturligvis, at påstandene kan føre til vigende salg af de mange bøger og produkter, som sælges i forbindelse med kuren.

Desuden hævder Stuart Trager, at Atkins vægtforøgelse kom efter, at lægen faldt og gik i koma og siden døde. Ifølge talsmanden for Atkins-diæten har slankeguruen taget 27 kilo på, mens han lå i koma.