Et californisk skofirma er kommet ud i noget af et stormvejr, efter en kunde opdagede, at en støvle satte et noget uheldigt skoaftryk.

En bruger på det sociale medie Reddit delte et billede af skoaftrykket, og det billede er siden gået viralt. For imod firmaet Conal International Trading Co's intention sætter mærkerne i skosålen nemlig små aftryk af det nazistiske hagekors svastika.

Derfor har skofirmaet nu trukket skoen tilbage fra markedet og har udtalt, at det 'på ingen måde er med vilje,' og at det er 'en klar fejl.'

'Vi vil ikke sælge nogen af vores støvler med dette fejlprint til nogen,' skriver firmaet i en udtalelse og uddyber:

'Vi ville aldrig skabe et design, som promoverer had. Vi promoverer ikke had i vores firma.'

Støvlen hedder Polar Fox og er en militær kampstøvle. der er blevet solgt på blandt andet Amazon, og siden billedet spredte sig, har det flydt over med vittigheder, før støvlen blev fjernet fra webshoppen.

'God til at marchere ind i Polen med, men ikke så god til meget andet,' skriver en bruger.

Men det har ikke kun vakt harme. På den nynazistiske hjemmeside Daily Stormer er støvlerne blevet betegnet som et såkaldt 'must have.'