Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er alt andet end tilfreds med, at et ukendt milliardbeløb i år er fosset ud af statskassen, fordi Skat ikke har formået at inddrive gæld til tiden.

»Det er en rigtig træls sag for nu at sige det på nordjysk. Som ny skatteminister har jeg arvet en regning, og i dette tilfælde er regningen meget stor,« siger Karsten Lauritzen til BT.

Læs også:

Skatteministeren bekræfter, at vi efter alt at dømme i tredje kvartal i år vil få nyheden om, at de danske skatteydere endnu en gang er blevet snydt for et anseeligt milliardbeløb.

Lauritzen pointerer i hvert fald, at han ikke, siden han fik overdraget sit nye ministerium, har fundet læsning, der ’peger i en mere positiv retning’ end de meldinger, der i al ubemærkethed kom fra den afgående regering lige inden valget. Snarere tværtimod.

Karsten Lauritzen siger til BT, at han afventer en større undersøgelse, som blev sat i gang sidste år, og når den foreligger, vil han rydde op én gang for alle.

Skånsom løsning

»Undersøgelsen er færdig til efteråret, og den vil danne baggrund for de politiske beslutninger, jeg vil træffe. Et eller andet sted handler det om at rive plastret af. De problemer, der kan løses, de skal løses, og de problemer, der ikke kan løses, dem må man hurtigst muligt acceptere og så komme videre.«

Har du ikke også et ansvar for det, der foregår i Skat?

»Der ligger nu en stor uforløst opgave, som en række af de røde skatteministre ikke har kunnet løse, og som også har eksisteret under den tidligere borgerlige regering. Min opgave er ikke at påtage mig ansvaret for, hvad tidligere skatteministre har gjort, men finde en løsning fremadrettet, der er så skånsom for skatteborgerne som overhovedet muligt,« siger skatteministeren.