Moderen til Kamilla Hantusch skal møde sin datters morder i retten.

»Jeg vil kigge ham i øjnene. han får dræberblikket. Og hvis han kigger væk, så skal jeg nok sørge for at sende det flere gange, så han ser det.«

Det siger Lisbeth Hantusch, mor til den dræbte Kamilla Hantusch fra Padborg, forud for nævningesagen mod den 21-årige kvindes morder.

Nævningesagen begynder i dag ved Retten i Sønderborg. Tiltalte er en 25-årig mand og ekskæreste til den dræbte kvinde.

Læs også:

Kamilla Hantusch forsvandt fra hjemmet i Padborg om aftenen 19. juli i fjor. Hun blev i første omgang meldt savnet og efterlyst, hvorefter politiet og masser af frivillige satte en storstilet eftersøgning ind. Uden resultat.

Men 30. juli – 11 dage efter hendes forsvinden – blev liget af Kamilla Hantusch fundet. Hun var blevet dræbt. Kvalt og respektløst smidt i rabatten ved tilkørsel 73 Kliplev ved Sønderjyske Motorvej.

Læs også:

Kamilla Hantusch, der var mor til datteren Yasmin, som hun havde sammen med den nu drabstiltalte afghanske mand SMA, havde tre uger før det uhyggelige kvælningsdrab slået op med ham. Det antændte en vanvittig jalousi hos SMA.

Tilbage står familien Hantusch med tabet og savnet af Kamilla. Ikke mindst hendes datter, nu seks år gamle Yasmin, har et stort savn, ligesom den dræbtes tvillingsøster Karina og hendes mor, Lisbeth Hantusch, der siden tragedien ikke kun har været mormor, men også ’mor’ til sit eget barnebarn.

For ikke alene er den lille piges egen mor død. Yasmins far, som er skyld i det, sidder bag tremmer og er med den dom, der forventeligt falder i slutningen af næste uge, reelt ude af hendes liv.

Læs også:

Og han vil i udpræget grad være det, hvis dommen – udover en årelang fængselsstraf – også medfører udvisning af Danmark for bestandig.

»Det bliver hårdt at sidde i retten og overvære sagen, men jeg gør det, og det samme gør hele den nærmeste familie. For vi er nødt til at få det hele med. Der er ingen grund til at gøre det, han har gjort mod Kamilla, og jeg forstår det ikke. Han boede jo hjemme hos mig gennem seks år sammen med Kamilla, og jeg har behandlet ham, som var han min egen søn. Jeg har vasket for ham, lavet mad til ham, sørget for at han altid havde rent tøj på – ja, gjort alt for ham. Og så laver han sådan en svinestreg. Nu må han tage sin straf. Han skal afsone i Danmark, og jeg må indrømme, at jeg håber, han ikke får det for godt i fængslet. Hvis jeg kunne bestemme, skulle han i stedet i et afghansk fængsel,« siger Lisbeth Hantusch, der selv skal afhøres som vidne og derfor først må sætte sig på tilhørerpladserne derefter.

Se hele forløbet her

Der falder dom torsdag i næste uge.