To-årige amerikanske Jaili Lamb lider af en sjælden lidelse, der gør, at hendes hår er fuldstændig umuligt at børste.

Lille Jaili Lamb fra Arkansas, USA, ligner mest af alt en lille Einstein med vildt og utæmmet hår. Selvom det ser rigtig sødt og finurligt ud, ligger der faktisk en decideret lidelse bag - en lidelse, der kun har ramt et par hundrede børn på verdensplan. Det skriver The Sun.

Det betyder, at Jailis lyse manke er fuldstændig umuligt at børste. Men det betyder ikke, at der ikke er blevet gjort et ihærdigt forsøg. Hendes mor, Sarah Lamb, har nemlig brugt over 1600 kroner på at finde et middel og en måde at tæmme den vilde frits på. Uden held.

Moderen havde prøvet cirka 20 forskellige produkter, men det var først, da hun kom i kontakt med forskere, hun hørte om 'uredeligt-hår-syndromet'. Syndromet gør at håret bliver usædvanligt tørt, forvitret og ofte meget lyst.

Forskerne mener sågar, at selveste Albert Einstein havde den samme hårlidelse, hvor hårsækkene får en usædvanlig form i forhold til den almindelige runde form.

»Da Jaili var lille, havde hun almindeligt babyhår, men så tabte hun det, og så begyndte dette stride og trådagtige hår at gro ud. Vi troede bare, at det var uregerligt og det ville blive meget krøllet. Men det har den her underlige tekstur. Jeg har aldrig set nogen anden med sådan noget hår.«

Sandheden blev dog slået fast, da Sarah og hendes mand fik lavet DNA-tests for at finde årsagen, og der er altså ingen kur, der vil få glattet den lille piges hår ud. Det har hun nu accepteret.

»Vi har en ven, der sagde, at hun lignede en mælkebøtte, og det synes jeg også hun gør. Det er meget underligt, men jeg elsker det. Vores anden lille pige har helt glat hår. De er fuldkomne modsætninger. Det er også så lyst og hvidt, at når solen rammer det, bliver hendes hoved iris-agtigt. Det er næsten som en lille regnbue.«

Men selvom det vilde hår kan vise sig at blive en udfordring, når Jaili bliver større, er moderen ikke i tvivl om, at hun vil acceptere det.

»Hun har en finurlig personlighed og hendes hår er en forlængelse af den.«