Efter Princes pludselige død har mange spekuleret i dødsårsagen. Flere har peget på stoffer og smertestillinede piller. En af dem, der har givet sin mening til kende, er den irske sanger Sinead O’Connor, som nu sagsøges for millionbeløb.

På Facebook har Sinead O’Connor skrevet, at talkshow-værten Arsenio Hall gennem flere år har forsynet Prince med stoffer.

»To ord til politiet, der efterforsker, hvor Prince fik sine stoffer fra gennem årtier. Arsenio Hall,« skriver sangeren, der blandt andet er kendt for sangen 'Nothing Compares 2 U', som Prince har skrevet.

Netop den statusopdatering sender hende i retten. Den amerikanske tv-vært og komiker Arsenio Hall sagsøger hende nemlig for intet mindre end fem millioner dollar - hvilket svarer til ca. 32 millioner danske kroner.

I går angav han et søgsmål til retten i Los Angeles på baggrund af Facebook-kommentaren. Ifølge The Independent skriver han i søgsmålet, at han stort set ikke har haft kontakt med den irske sanger i 25 år og kalder anklagerne ’ekstremt skadelige’:

»Desperate, opmærksomhedssøgende Sinead O'Connor har ondskabsfuldt publiceret uhyrlige, ærekrænkende løgne om komikeren Arsenio Hall, som falskt anklager ham for at forsyne ulovlige ’hårde stoffer’ over to årtier til den nyligt afdøde musikalske kunster, Prince(…)«

Sinead O’Connor påstår også, at Arsenio Hall engang har puttet stoffer i hendes drink til en fest.

Prince blev fundet død i en elevator i sit hjem lidt uden for Minneapolis 21. april. Han blev 57 år. Dødsårsagen er endnu ukendt, og ifølge retsmedicinere kan det tage uger, før resultaterne er klar fra den obduktion, der er foretaget på superstjernen.

Politiet har på en pressekonference meddelt, at der ikke umiddelbart var tegn på, at Prince havde været udsat for vold eller havde begået selvmord.

Unavngivne politifolk har ifølge flere medier meddelt, at Prince blev fundet med receptpligtig medicin på sig.

Sinead O'Connor har de senere år fået en del opmærksomhed for sin mentale tilstand. Blandt andet da hun i 2007 medvirkede i Oprah Winfreys talkshow, hvor hun fortalte, at hun forsøgte at begå selvmord som 33-årig, og at hun i 2003 havde fået diagnosen maniodepressiv. I 2012 efterlyste hun en psykiater på Twitter i manglet på medicin. I sommeren 2015 aflyste hun alle sine koncerter med den begrundelse, at hendes søn var livsfarligt syg. Samme år skrev hun også en Facebook-opdatering, der af flere blev tolket som et selvmordsbrev.