Sigøjnere samles i Helsingør

Det er langt fra første gang, at sigøjnere rejser til Danmark og beder om asyl, sådan som det sker i øjeblikket, hvor slovakiske sigøjnere ankommer med skib til København. I alt lever der 2000 sigøjnere i landet og heraf knap halvdelen i Helsingør. Sigøjnerne stammer fra det tidligere Jugoslavien og er enten kommet hertil som gæstearbejdere i 60'erne eller som flygtninge i 1996/97. Ifølge informationschef Klaus Rotstein i Dansk Flygtningehjælp er hovedparten af sigøjnerne oprindelig gæstearbejdere, mens en mindre gruppe på 500 børn og voksne kom til Danmark som flygtninge fra krigen i Jugoslavien.

Helsingør Kommune er den kommune, der har flest sigøjnere registreret. I 1968 ankom de første hundrede, efter at de var blevet afvist af det svenske politi i Helsingborg, og i dag lever der 750 sigøjnere i kommunen. Blandt gruppen er 30-40 flygtninge fra den nordlige del af Serbien.