»Når man selv vil have fingrene på kogepladen, må man også tage de tæsk, der kommer,« siger Andreas Bo, der fylder 50 og gør status op til premieren på sit nye onemanshow
Andreas Bo fyldte 50 i weekenden, og det er én af grundene til, at titlen på hans onemanshow er Fifti-Fifti.
Titlen er også motor i hans one-manshow, hvor han flipper en mønt i luften, der afgør, hvor løjerne bevæger sig hen.
»Tilfældet bestemmer, om jeg holder en dundertale, eller om jeg synger en sang. Sådan er det hele showet igennem, så jeg forbereder mig simpelthen dobbelt,« siger Andreas Bo, der ikke er typen, der springer over, hvor gærdet er lavest.
Han er med egne ord perfektionist, men med tiden har han fået større selvtillid og lært at lade tilfældet råde.
Kontor på tredje
BT møder manden på hans kontor midt i hovedstaden. Herfra driver Andreas Bo sin personlige karriere som komiker, men der sker meget andet fra mandens kontor på tredje sal.
Andreas Bo er også en driftig forretningsmand og en yderst ihærdig iværksætter, der har gang i meget andet end det sjov, ballade og de velsiddende parodier, som publikum elsker ham for. På en scene eller en tv-skærm.
Men det begyndte noget mere almindeligt.
Andreas Bo er uddannet herreekviperings-ekspedient, han har et afbrudt medicinstudie bag sig og hyggede sig så meget i fritiden med guitar og sang, at han også har haft en amatør-karriere som ’røvballe-rockmusiker’.
Det var først i slutningen af trediverne, at han for alvor turde satse på det oplagte talent som komiker.
De sidste 10 år er det gået stærkt og her, hvor han kigger ind i den anden halvdel af sit liv, har han mere fart på end nogensinde før.
Med den ene hånd jonglerer han en succesfuld komiker-karriere, der inkluderer egne show samt optræden på film, tv og teater, og med den anden det vildtvoksende iværksætterfirma Loyal Group.
Her arbejder han blandt andet på en web-portal – han har lige etableret firmaet ’Grønt Areal’ med en gammel skolekammerat, han er engageret i fodboldklubben Rishøj Boldklub nær Køge, og det er også Andreas Bo, der har udviklet antik-quiz-programmet ’Krejlerkongen’ til TV2-Fri.
»Vi er lige blevet færdige med program nummer 180. Det er sgu lidt vildt,« siger Andreas Bo og ser totalt ustresset ud, mens han griner lidt ad sig selv: »Jeg er åbenbart ikke blevet vaccineret mod at sige ja til for mange ting,« siger han og tænker fem år tilbage på 2012, hvor han blev nødt til at aflyse en række job, fordi han havde overvurderet sig selv og gik ned med stress. Det skete i forbindelse med hans første oneman-show ’Plagiat’, og det kommer ikke til at ske igen, bedyrer Andreas Bo, der siger, at han er blevet meget bedre til at overlade ansvar til andre. Særligt når det kommer til den vildtvoksende buket af virksomheder.
’Har det som Agnes fra Matador’
»Jeg har slet ikke fingrene nede i alle detaljer i det, jeg sætter i gang, men jeg kan ikke lade være, og jeg har det altså lidt ligesom Lars Larsen, der siger: Hvis du ikke ekspanderer, er du i gang med at afvikle.«
Han smiler, men man er ikke i tvivl om, at han mener det fra bunden af hjertet.
»Jeg har det ligesom Agnes fra Matador, der ikke kan lade være med at sætte noget i gang, hvis jeg kan se muligheden i det. Og så er jeg meget impulsiv,« siger han og smiler igen, da han bliver spurgt, om han mon er et dampbarn.
Ingen diagnoser
»Nej, jeg har faktisk ikke en diagnose. Jeg tror bare, jeg finder stor glæde i at se noget lykkes. Det er meget i de perioder, hvor jeg ikke har en kæreste, jeg sætter ting i gang. Jeg er åbenbart bange for at kede mig. Men jeg kan godt mærke, at jeg skal passe på, for der har da været tidspunkter, hvor jeg har overvejet, om jeg har slået større brød op, end jeg kan bage,« siger Andreas Bo, der går på scenen til premiere på sit oneman-show i aften med en større selvtillid end nogensinde før:
»Jeg har ro i mig selv og overskud til at have empati for andre mennesker og alt det der, som jeg kan takke mine forældre for, så jeg har sådan set altid haft et udmærket selvværd. Det har knebet lidt mere med selvtilliden, men den er sgu blevet bedre på det sidste. Jeg har en tro på, at jeg kan, og på at det nok skal gå.
Selvtillid er jo helt basalt noget med succes. Dét at nogen anerkender, det man laver, og synes det er i orden. Og det ser ud til, at der er nogle derude, der synes, jeg kan et eller andet.«
Andreas Bo holder en lille bitte pause og retter sig op i stolen:
»Og når man siger det, så er det, at man skal passe på ikke at blive for arrogant eller tilbagelænet og tro, at det kommer af sig selv, eller at man ikke skal arbejde for det. Jeg har set flere eksempler på skuespillere, der bliver for magelige og dovne i alle mulige sammenhænge. Og det går ikke. Man bliver nødt til prøve noget nyt, se nye vinkler og tage nye parodier ind. Og det er så dér, man risikerer at få nogle tæsk, og det er frygteligt. At lave sådan et show her, det er som at føde et græskar.«
Han smiler bredt ad det groteske billede med græskarret og bliver så alvorlig igen.
’Hånden på kogepladen’
»Hvis ikke jeg selv har hånden på kogepladen, så får jeg sgu klaustrofobi. Jeg kan ikke finde ud af det, hvis ikke jeg selv sidder for enden af bordet. Men jeg er til gengæld også meget bevidst om, at det så er mig, der må tage de tæsk, det giver,« konkluderer Andreas Bo, der har været single siden bruddet fra hans seneste kæreste, en anden travl iværksætter, Mascha Vang.
»I virkeligheden var det to professionelle verdener, der ikke kunne synkroniseres. Mascha er jo så begavet, at hun har indrettet sin virksomhed, så hun kan disponere over sin tid hjemmefra, så hun samtidig kan være sammen med sin datter. Det kan jeg bare ikke. Hvis der står Andreas Bo på plakaten i Hjørring, kan jeg ikke sende en anden.
Igennem mange år har jeg sagt til mine børn, mine kærester og min øvrige familie, at om to måneder kommer der en periode, hvor det ikke er sådan. Og jeg ved, at jeg lyver. For det kommer aldrig til at ændre sig. I resten af mine dage, vil jeg have et liv, der er vidunderligt og uundværligt for mig, men som til gengæld er meget stressende for andre omkring mig. Et liv, hvor jeg er udfarende, og derfor ikke kan tage med til familiefesten, eller nå at se børnenes skolekomedie. Sådan er det, og jeg kan virkelig godt forstå, at folk på et tidspunkt siger, at de ikke kan holde det ud.
Jeg bliver så også nødt til at sige, at mine kærester har rost mig for at være en god, kærlig og opmærksom mand, men der er perioder ligesom nu, hvor jeg i tre uger kravler ned i et hul og er svær at få med. Til gengæld er jeg blevet meget bedre til at være til stede, når jeg så er sammen med mine nære. Det har jeg lært. Også to dage før en premiere.
Men der er jævnligt perioder, hvor aftensmaden ikke bliver serveret klokken seks. Sådan vil det altid være. Det er mit liv.«
