Ni dage i hælene på Stein Bagger. Sådan har B.T.'s journalist Jacob Heinel Jensen oplevet den seneste tid, som han har tilbragt i Los Angeles for at finde svar på mysteriet om Stein Bagger, der for ti dage siden blev anholdt i Los Angeles.
- Det har været svært at finde ham, men vi har trods alt hele tiden været i hælene på ham, siger Jacob Heinel Jensen i interviewet med Jeppe Nybroe.
Første store scoop i jagten på nyheder om Stein Bagger var overvågningsvideoen, fra da Stein Bagger ankom på politistationen i Los Angeles, hvor han sidste lørdag meldte sig selv.
I nat kom det seneste scoop så, da det lykkedes Jacob Heinel Jensen at komme ombord på samme fly som Stein Bagger og dermed følge ham under hele rejsen hjem til Danmark, hvor det amerikanske politi udleverede ham til dansk politi.






















