Danskere i tusindvis kryber ned under dynen med halstørklæder og kamillete i disse uger. Snottede næser og ømme halse giver mandefald på institutioner og arbejdspladser, for når det bliver mørkt og koldt, er det højsæsonen for forkølelse og influenza.
Lige nu har de smitsomme bakterier og vira frit spil. Vi kryber sammen inden døre og er ofte mange mennesker tæt sammen på begrænset plads. Samtidig får vi for lidt frisk luft, som kan rense vores luftveje, og mange går på arbejde, selv om de er små-sløje. En del sygedage ville være sparet, hvis vi droppede pligtfølelsen og blev hjemme fra jobbet, når vi er syge.
- Du har et ansvar for ikke at smitte andre. Tænk på din personlige hygiejne, husk at vaske dine hænder og lad være med at hoste andre ind i hovedet. Og fremfor alt: Bliv hjemme, når du er syg, siger Steffen Glismann, overlæge på epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut.
Vil du undgå en uge på langs, er det bedste råd at vaske hænder. I det hele taget er en god personlig hygiejne afgørende for, om du undgår smitten.
LÆS MERE NEDENFOR
Huden beskytter mod bakterier
- Internationale undersøgelser viser, at hvis børn og voksne i en daginstitution konsekvent vasker hænder effektivt, så kan sygeligheden nedsættes med 30-50 pct., siger Per Vagn Hansen, der er konsulent for Sundhedsstyrelsen på emnerne børn, hygiejne og miljø.
Huden er nemlig vores vigtigste værn mod sygdom, fordi den er umulig at trænge igennem for bakterier og vira.
Du kan derimod få en luftvejsvirus, hvis du har virus på fingrene og spiser et æble, så du får den i munden. På den måde kan du blive angrebet gennem slimhinderne. Så når du vasker hænder, ruster du dig samtidig mod sygdom.
Tiger på Valby Langgade
- Bakterier er en del af naturen ligesom dyr og planter. Vi kan bare ikke se dem. Der er visse ting, der gør, at de bliver farlige for os. Tigeren i zoologisk have er jo heller ikke farlig, når den står bag hegnet, mens det er en helt anden sag, hvis den løber rundt på Valby Langgade. Bakterierne vil altid være der, men det gælder om at skabe nogle forhold, som gør, at vi kan kontrollere dem, siger Steffen Glismann fra Statens Serum Institut.
Der er bakterier overalt. I luften, på de ting vi rører ved. På vores hud og i vores krop. Nogle af dem er gode og nødvendige for, at vi kan leve, mens andre kan gøre os syge, hvis vi får for mange af dem, eller hvis vi i forvejen er svækkede.
- Der er ingen grund til at være bange for at bruge et offentligt toilet eller til at dække hånden med ærmet, når du åbner døren til et offentligt sted. Vores immunforsvar er utrolig godt og skabt til at værne os mod smitte, siger professor Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut.






















