Personlig konkurs eller et liv på randen af fallit er ingen hindring for ejendomsmatadorer og konkursryttere. Her er deres smarte kneb.

Konesalg

Skat har efterhånden set flere eksempler på, hvordan byggematadorer og andre lidt for smarte konkursryttere har solgt både privat bolig og erhvervsejendomme videre til deres koner, kort inden de går personligt konkurs. Ejendommene eller værdierne undgår på den måde at ende i konkursboet.

Vennesalg

Hvis ikke konen kan købe det, så kan kammeraten. Finanskrisens persongalleri kender hinanden på kryds og tværs. Og er man i fare for at sende hele sin ejendomsportefølje ind i et konkursbo, kan man altid sælge huset, bilen eller selskabet til en nær ven eller advokat.

Sælger til sig selv

Ejendomsmatadoren sælger værdier til et andet selskab under hans kontrol og skaber derved en stråmand til opbevaring af værdier.

Refusionsopgørelser

Ejendomsmatadoren bogfører ikke refusionsopgørelser i både købers og sælgers regnskab. Der forsøges at 'få penge til at forsvinde', uden at kuratoren for konkursboet kan se, hvor pengene er endt.

Skattely

Skattely bliver i høj grad benyttet til at flytte værdier. I forbindelse med konkurser kan det – som de andre kneb – bruges for at undgå, at visse værdier ender i et konkursbo. Det kan f.eks. være store beløb, der er bogført som konsulentbistand i udlandet. På den måde kan man 'flytte værdier' uden for landets grænser.

Kuratoraftale

Hvis alt er gået galt, og den personlige konkurs er indtruffet, laver flere af ejendomsmatadorerne særaftaler med kuratorerne, der har overtaget konkursboet. På den måde får de 'tålt ophold' i deres luksusliv og kan stadig køre rundt i Audien.

Kilder: Skatteekspert og medlem af Skatterådet Christen Amby, chefkonsulent hos Skat, Peter Nørregaard, kurator og advokat Anne Birgitte Gammeljord