Benene op, ned, spredt, samlet, på kryds, på tværs, frem og tilbage. Mulighederne er mange, så hvad skal man vælge? Ja, det kommer vel an på dig. Og din partner. Og findes der overhovedet en enkelt stilling, der er ideel for jer begge to?

Måske. Måske ikke. Måske synes I begge, at selve det at lede er en del af det sjove. Men hvis du efterhånden er ved at blive bare »lidt« irriteret over konstant at blive smidt rundt i lagnerne i den evige jagt, får du her et par tip, der måske lidt hurtigere kan lede jer på vej mod et mere fælles »ståsted«. Tit skal der nemlig ikke meget mere til end at dreje lidt den ene eller anden vej. Et lille løft. Eller et lille skub.

Det »nye« par, der lige er begyndt at have samleje:

Missionærstillingen, hvor begge parter ligger ned, ansigt til ansigt, mave mod mave. De fleste husker sikkert denne stilling som den, de brugte allerførste gang, de havde samleje eller ved de første seksuelle eksperimenter. Det er den mest afprøvede stilling, men også den, der har det dårligste ry - specielt for at være for gammeldags.

Men denne »gammeldags« stilling har også sine fordele. Manden har kontrol over, hvor meget eller lidt stimulation parret får, og kvinden kan nemt stimulere sig selv yderligere med onani. Hvis manden har særligt gode koordineringsevner, kan han sagtens stimulere kvinden samtidig med samlejet.

Derudover giver stillingen optimal mulighed for intimitet ved øjenkontakt, styring af partnerens hofter med hænderne, bide blidt i partnerens øre, hals og læber.

Det kreative par, der ønsker en ny følelse: En lidt mere teknisk avanceret stilling end den almindelige missionærstilling - for det eventyrlystne par. Personen øverst og nederst bytter benstilling, så kvinden samler benene, og manden øverst spreder benene over kvinden. Visuelt ser det ud som om, personen øverst laver armbøjninger med benene ud til siden.

Fordelene ved denne stilling er, at manden får øget stimulation af penis samtidig med, at kvinden for øget stimulation af inderlårene. Stillingen kræver en rimelig fysik af manden, som nok skal regne med at svede.

Det lidt overvægtige par:

En variation af missionærstillingen, hvor kvinden sidder tilbagelænet på kanten af en stol eller seng, og manden knæler foran hende. Manden bruger så sine hofter til at støde. Ingen af parterne lægger sin vægt oven på den anden, og i og med at manden støder i en vandret linie, bruges hans vægt mere effektivt. Sex er sport, og der skal brændes kalorier af. Da stillingen kræver lidt mere koordinering end den almindelige missionærstilling, opleves den ofte også mindre intim. Til gengæld giver denne stilling rigtig gode muligheder for et godt forspil, og manden er i en optimal position for at udforske kvindens kønsdele med øjne, hænder eller mund.

For det avancerede/uhæmmede par, der keder sig:

I stedet for den almindelige missionær, hvor parret har hoved mod hoved og tå mod tå, vender den ene part sig, så I nu er hoved mod tå. Forskellen fra missionæren er, at hovederne vender hver sin vej.

Vinklen for indføring er anderledes og vil ofte kræve mundtlig kommunikation. For at den skal kunne fungere, skal personen nederst skyde ryg (ryggen fladt mod underlaget), og I er nødt til at tale sammen.

Vinklen er meget anderledes end det, de fleste par er vant til, og kvinden er formentlig også nødt til at hjælpe manden ind. Det er en god stilling for de par, der gerne vil prøve noget andet og er villige til at komme til at gøre sig selv lidt til grin.

Man skal have det godt med at grine af, hvor svært det kan være at få denne stilling til at fungere. Hvis I kan lide at få jeres tæer slikket eller fødderne masseret, er stillingen også optimal til det.

For kvinden, der har samleje for første gang:

Kvinden øverst anbefales til kvinder, der har samleje første gang, fordi det giver hende kontrol over situationen. Kvinden kan i denne stilling tage imod manden alt efter temperament og lyst.

Hun kan variere stillingen ved enten at ligge ned med benene spredt eller bøjet eller sidde op og glide op og ned. Mange kvinder kan godt lide denne stilling, fordi de får øget stimulation af skridtet, når de gnider sig op af manden.

Derudover kan manden stimulere kvinden under samlejet, eller hun kan selv onanere. Mænd holder af stillingen på grund af den visuelle stimulation ved at kunne se på sin kvinde.

For parret, der helst vil sidde:

Denne stilling er til de par, der bedst kan lide sex i slowmotion, da den ikke giver gode muligheder for hårde stød. Manden sætter sig i skrædderstilling, og kvinden placerer sig over ham med benene rundt om hans ryg.

Når I sidder ansigt til ansigt giver det god mulighed for kram og intimitet. Men pas på balancen. Stillingen kan varieres ved, at I ser samme vej i stedet for på hinanden. Den er også god i diverse stole: gyngestol, spisebordsstol og selvfølgelig kontorstolen.

For det velkoordinerede par, der har travlt:

En rigtig »quickie« for det super-koordinerede par - stående sex. I den ideelle verden vil begge parter være lige høje, eller den ene stærk nok til at løfte den anden op i den rigtige højde.

Kvinden skyder hofterne frem, så det er nemmere for manden at komme ind i hende. Manden er formentlig nødt til enten at bøje knæende lidt eller placere kvinden på en skammel. Omvendt hvis kvinden er højest, må manden stå på en skammel.

Stillingen er ideel til trappeopgangen på kontoret, en mørk port, midt på kirkegården eller andre forbudte steder. Det er en fordel, hvis kvinden har nederdel på. Det gør hele seancen lidt nemmere.

For det ukoordinerede par, der har travlt:

Kvinden læner sig fremad med hænderne støttende på en stol, et bord, en sofa eller mod væggen med røven i vejret. Kvinden svajer i ryggen for at gøre det nemmere at komme ind i hende. Manden kontrollerer stødenes hastighed og styrke.

For at gøre balancen nemmere kan han holde fast i kvindens hofter. Det gør det i øvrigt også nemmere at give stødene mere kraft. Denne stilling er noget nemmere end at stå ansigt til ansigt.

En anden fordel ved stillingen er, at manden kan massere kvindens bryster, kramme hende eller stimulere hendes clitoris. Fungerer fint i trappeopgange og på kontoret. En rigtig nem »quickie«.

For den gravide kvinde:

Stillingen side om side kan anbefales til gravide kvinder eller par, der bare er trætte af at diskutere, hvem der skal være øverst i dag. Parret ligger »i ske«, og mange par oplever, at det føles naturligt at kramme, og at man føler sig beskyttet. Nogle par føler sig endda så afslappede i denne stilling, at de falder i søvn på denne måde.

Manden lægger sig bag kvinden, som skyder hofterne bagud og maven frem. Manden kommer så ind i hende bagfra. Stillingen minder meget om »doggie-style« bare med den forskel, at begge to ligger ned.