Sådan lyder vurderingen fra overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse. Årsagen er, at værtshusejere reelt kan indrette lige så store rygerum, som de har lyst til. Personalet må ikke servere i rygerummet, men så længe, gæsten selv bærer øllet fra ølhanen i baren og ind i det lukkede rygerum, er der frit slag.
Således kan et værtshus på 200 kvadratmeter indrette de 150 kvadratmeter som rygerum med selvbetjening og de resterende 50 kvadratmeter som røgfrit udskænkningsområde.
- Lovgiverne har gjort rygning til noget, som værtshusene vil konkurrere om at tilbyde, og det var vel ikke hensigten, spørger Gry Asnæs fra Dansk Erhverv, der er advokat for restaurationsbranchens organisation Horesta. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkender, at loven giver mulighed for at sno sig:
- Alternativet ville være minutiøs detailregulering.
Loven skal revideres om tre år, og da er der to muligheder: Enten har loven virket efter hensigten, eller også er der brug for en stramning. Hvis restauratørerne bliver for kreative og misbruger lovens fleksibilitet, saver de den gren over, de selv sider på. Det kan de stille deres ure efter.
Sådan ser overlæge Inge Haunstrup Clemmensen ikke på det. Hun finder lovhullet grotesk:
- Værtshusejere kan jo indrette egentlige rygesaloner. Vi ved, at røgen vil sive ud i det røgfrie område, så derfor beskytter loven ikke personalet mod passiv rygning, hvilket var intentionen.
Inge Haunstrup Clemmesen opfordrer politikerne til at indføre et totalt forbud mod rygning inden døre, idet det er ‘den eneste sundhedsmæssigt forsvarlige løsning'.Sundhedsordfører Charlotte Fischer fra de radikale, der som eneste parti ikke ville lægge stemmer til rygeloven, er enig:
- Det er en slap og uklar hovsa-lovgivning, som Folketinget kommer til at reparere på.






















