Ingen russisk statsborger, der mistænkes for at have forbindelse til drabet på eks-spionen Aleksandr Litvinenko, vil blive udleveret til andre lande.

Enhver russer, der mistænkes for at have forbindelse til forgiftningen af den tidligere spion Aleksandr Litvinenko, skal retsforfølges i Rusland - ikke i Storbritannien. Det siger den russiske statsanklager, Jurij Tjaika, tirsdag.

Udmeldingen kommer samtidig med, at britisk politi har sendt flere politifolk til Moskva for at afhøre et antal russiske statsborgere i forbindelse med efterforskningen af drabet på Litvinenko.

Samtidig meddeler russiske anklagere, at de britiske efterforskere vil afhøre Litvinenkos samarbejdspartner, Andrej Lugovoj, mens de er i Moskva. Lugovoj mødtes med Litvinenko i London den 1. november - samme dag, som eksspionen blev syg.

Politiet har efterfølgende fundet spor af det radioaktive stof polonium-210 på de fly, som Lugovoj rejste med mellem London og Moskva.

/ritzau/