Det er en strid om penge, der foreløbig har udsat det celebre bryllup mellem den stenrige Berleburg-prins Gustav og hans franske kærlighed, Elvire de Rochefort. Mens svigerforældrene slås, er det unge par sammen draget på en romantisk ferie.

Det aflyste bryllup drejer sig ifølge Billed-Bladet i dag om en strid om millioner, som prins Richard ikke vil betale, hvis de unge forelskedes ægteskab ender trist. Ifølge bladet forlangte Elvires far, at hans datter skal have et betragteligt millionbeløb i tilfælde af en skilsmisse.

Det er prins Gustavs forældre, prins Richard og prinsesse Benedikte, der har anmodet om at få brylluppet udskudt. Herve Paste de Rochefort, far til Prins Gustavs franske kæreste Elvire, benægter over for B.T. i Paris, at han har krævet en større sum til sin datter i tilfælde af hendes evt. skilsmisse fra prinsen;

»Det har jeg aldrig sagt noget om. Jeg kan ikke forstå, at Billed-Bladet citerer mig herfor. Hverken jeg eller min datter har forlangt noget af Wittgenstein-Berleburg-familien. Min datter er i stand til at forsørge sig selv. Det har hun gjort hidtil, og det vil hun blive ved med at gøre. Lige som også hendes familie kan klare sig selv!«

Paste de Rochefort bekræfter imidlertid, at uoverensstemmelser om ægteskabskontrakten er skyld i, at hans datter og prins Gustavs ægteskab er blevet udsat på ubestemt tid. Men han tilføjer, at han af hensyn til det unge pars lykke ikke vil komme nærmere ind på, hvad uoverensstemmelserne drejer sig om:

»Jeg kan kun sige, at jeg og min familie ikke kan acceptere Wittgenstein-Berleburg-familiens betingelser. Familiens juridiske rådgiver har nok formuleret kontrakten på en forkert måde. Den er i hvert fald ikke acceptabel for os.«

Paste de Rochefort mener dog ikke, at uoverensstemmelserne er ensbetydende med, at der ikke på et senere tidspunkt kan komme noget ægteskab mellem hans datter og prinsen:

»Jeg ønsker dem al mulig lykke i tilværelsen,« siger han.

»Men deres ægteskabskontrakt er endnu ikke gået i orden. Jeg håber af hele mit hjerte, at den vil gøre det!«

Selv om svigerforældrene, Gustavs forældre og Elvires monsieur Hervé Pasté de Rochefort og madame Hélène Pasté de Rochefort er kommet i et gevaldigt slagsmål, synes kærligheden fortsat at blomstre mellem Gustav og Elvire.

Billed-Bladet oplyser, at parret er taget på »bryllupsrejse« til De vestindiske Øer. Ifølge Billed-Bladet følger det unge par deres hidtidige hemmelige bryllupsrejseplaner med et smut til USA, Caraibien, Jomfruøerne, og turen skal slutte på de gamle dansk-vestindiske øer.

Om det også senere kan blive til en rigtig bryllupsrejse, kan kun fremtiden vise.

At prins Gustav er på ferie, bekræftes over for B.T. af Benediktes hofchef Arne Hansen

Faktisk er det slet ikke prins Richard, men den forelskede prins Gustav, der lige nu er ansat i Citibank i London, der ejer milliardformuen Berleburg.

Prins Gustav hører til de største tyske jord- og skovbesiddere - men det er far, prins Richard, der fortsat bestemmer, indtil han selv vælger at overgive tøjlerne til sin søn.