Mens pigerne skreg, kæmpede Rasmus Walter i årevis mod angst, når han skulle på scenen. 10 år senere møder stjernen én af de piger – der skreg allerhøjest – til en snak om angst, forventninger og om at gøre det, man ikke tør.
Salen er fyldt til bristepunktet. I de seneste måneder er tonerne af Grand Avenue braget ud af radioen, og forventningerne til bandet, der om få minutter træder ind på scenen, er tårnhøje. Backstage står den 26-årige forsanger. Han mærker en velkendt snigende fornemmelse prikke under huden. Angst.
Forventningens boble springer med et brag, da bandet går på. Fire unge, smukke mænd bevæbnet med instrumenter og melankolsk poprock, der ud af det blå blev ’Ugens Uundgåelige’ på P3 og siden er blevet en landeplage. De vil erobre verden, har de proklameret. Lige nu har de erobret et lille stykke af Midtjylland. Publikum elsker dem.
Hvad man ikke kan se i det blå og røde lys er, hvad der sker inde i forsanger Rasmus Walter. Han står midt på scenen med mikrofonen ved hånden, men er ikke til stede. En kæmpe kraft har taget fat i hans krop. Panikken og angsten tager over.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele Rasmus Walters ærlige interview om angst, forventninger og om at gøre det, man ikke tør.
Husk ... Du kan prøve 1. måneds abonnement helt gratis.
Væggene sveder, og det gullige fadøl i plastikkrusene har allerede fået humør og stemmeleje blandt publikum til at sige flere oktaver. I de seneste måneder er tonerne af Grand Avenue braget ud af radioen, og forventningerne til bandet, der om få minutter træder ind på scenen, er tårnhøje. Backstage står den 26-årige forsanger. Han mærker en velkendt snigende fornemmelse prikke under huden. Angst.
Nede blandt publikum står jeg. Min veninde er installeret på en stol ude i siden. Dagen inden brækkede hun foden i en håndboldkamp, men billetterne er betalt, så jeg har tvunget hende med. Allernådigst har jeg lånt mine forældres Opel Vectra-stationcar og har på et tre dage gammelt kørekort forceret sne og is for at få os frem.
Forventningens boble springer med et brag, da bandet går på.
Fire unge, smukke mænd bevæbnet med instrumenter og melankolsk poprock, der ud af det blå blev ’Ugens Uundgåelige’ på P3 og siden er blevet en landeplage.
De vil erobre verden, har de proklameret. Lige nu har de erobret et lille stykke af Midtjylland. Publikum elsker dem.
Hvad man ikke kan se i det blå og røde lys er, hvad der sker inde i forsanger Rasmus Walter. Han står midt på scenen med mikrofonen ved hånden, men er ikke til stede. En modbydelig kraft har taget fat i hans krop.
Den melankolske sanger
Det er 10 år siden, at Rasmus Walter med Grand Avenue spillede for 700 mennesker på et svedigt spillested i Herning. I dag møder jeg ham på et loftsrum på Frederiksberg. Her har han siddet og skrevet sin syvende plade. Den tredje som solist. Han ved ikke, at jeg stadig har billetten fra koncerten dengang. Nu ligger den ganske vist i en kasse i kælderen, men jeg har aldrig nænnet at smide den ud.
For mig var koncerten startskuddet til en årelang forelskelse i det melankolske rockband. Var mine teenageår blevet filmatiseret, ville Grand Avenue have spillet soundtracket. Deres lyd passede ligesom perfekt til alt det, som årene indebar af ulykkelig kærlighed, melankoli og en ’første gang’ for alting. Det var min første af mange koncerter med Rasmus Walter, og for mit teenagekorpus var aftenen ren eufori. I dag skal jeg finde ud af, at samme aften for Rasmus Walter var et mareridt.
Han åbner døren ind til sit lillebitte kammer helt oppe under taget i en pompøs bygning på Frederiksberg. For at komme herop har vi besteget en stejl trappe og er vadet gennem et forladt loftsrum. Det er her, hans nye soloalbum ’Verden i Stå’ er blevet til.
- Ja, her ser sgu nok lidt usselt ud, men jeg elsker det her sted. Her er alt, hvad jeg skal bruge, siger han med en fejende bevægelse med armen gennem det smalle kammer.
At turde slå til
De engelske sange er for fire år siden skiftet ud med danske. Håret på toppen har fået sølvgrå stænk, og en hel del vand er løbet under den bro, han i 2003 etablerede til musikscenen.
Havde man dengang bedt ham synge på dansk, havde han sagt ’aldrig i livet’. Havde man spurgt, om han kunne tænke sig at gå solo, havde han sagt ’nej’. Havde man spurgt, om han ville krænge sin sjæl ud på landsdækkende tv i underholdningsprogrammet ’Toppen af Poppen’, havde han panisk rystet på hovedet.
- Jeg ville ikke have haft nerver til det dengang. Ingen af delene, siger han.
Nu sidder han her alene under taget og har mere succes end nogensinde før. Og i efteråret kunne man følge ham tæt i TV 2s ’Toppen af Poppen’.
Rejsen har dog ikke været uden brydekampe. Kampe, som Rasmus Walter har taget i skjul for omverdenen. For selv om han allerede i sine første år som professionel musiker har spillet i både ind- og udland, har succesen været en blandet fornøjelse.
- Lige så meget som man gerne vil være bad-ass foran publikum, har man som musiker også en skrøbelighed, som gør, at man kan skrive de her sange. Man skal stå foran en masse mennesker og blive målt og vejet, og i starten havde jeg problemer med at finde den nødvendige ro på scenen. Jeg kunne slet ikke overskue det, for hvad forventede alle dem, der stod dernede og havde betalt penge? Mit hoved skreg bare: ’Nej, nej, nej, jeg kan ikke sgu da ikke love dem noget’, siger han.
Han sagde det ikke højt. Frygtede, at der var noget galt med ham, så han holdt eksplosionerne i kroppen for sig selv og lærte lige så stille at være til stede, selv om hans krop nogle gange tog en rumrejse, når han stod på scenen.
Ramt af panik
- Det kan være ekstremt invaliderende. Det er en kæmpe kraft, når man bliver ramt af panik. Det er en modbydelig kraft, der tager fat i ens krop. Det er som at se sig selv udefra. Kroppen tager over, og man har intet at skulle have sagt. Man kan bare stå og se på sit eget fald. Man kan intet stille op, bare håbe på det bedste. Det kan være rigtig demotiverende. Og rigtig hårdt, siger Rasmus Walter.
Jeg betragter ham, som han sidder der og kigger på et punkt langt ude på den anden side af vinduesruden. Havde man fortalt teenageudgaven af mig, at jeg en dag skulle sidde og drikke kaffe på Rasmus Walters loft, ville jeg muligvis være besvimet. En sommer for mange år siden fik jeg i et par alt for store gummistøvler mast mig så langt op foran scenen på Skanderborg Festival, at jeg faktisk kunne røre ham og de andre bandmedlemmer. Men da jeg først stod der, turde jeg ikke.
Nu fortæller helten fra dengang, at han oppe på scenen var bange for at besvime. At det ofte først var det sidste kvarter af koncerten, kan kunne nyde. Simpelthen fordi han så havde erkendt, at han nok ikke ville falde om denne gang.
- Det har været en lang, lang proces, hvor jeg på et eller andet tidspunkt besluttede mig for, at det er det her, jeg vil, selv om min krop prøver at fortælle mig noget andet. Det er det her, der gør mig glad, og så måtte jeg finde en måde at tackle min angst på, siger han.
- Heldigvis lærer kroppen helt instinktivt på et tidspunkt, at det ikke er så farligt. At de mennesker, der har købt billetter, faktisk er her, fordi de godt kan lide dig og vil dig det bedste. Og hvis der endelig skulle ske noget, vil de garanteret også hjælpe dig, siger han.
Stesolid i lommen
Inden koncerterne dulmede Rasmus Walter angsten med alkohol. Eller med stesolid, som han altid gik rundt med i lommen. Visheden om, at pillen lå der, var tit nok. En lille kontrolknap, som han kunne trykke på, hvis jorden skulle begynde at skride under ham.
Nu er lommerne tomme. Han har lagt panikanfaldene bag sig. Men kontrolknappen arbejder han stadig på at slippe. I mange år handlede det om aldrig at slippe den.
- Når man har prøvet at miste kontrollen, og det er sådan en invaliderende ting, tror jeg, at man gerne vil værne om den. For mig var tabet af kontrol en meget negativ ting. Det har taget mig mange år at finde ud af, at det ikke behøver være negativt. Det kan godt være positivt, siger han.
Det mærkede han, da TV2 ringede og spurgte, om han ville med, når syv danske musikere skulle tilbringe en uge på Bornholm og fortolke hinandens sange i ’Toppen af Poppen’. Rasmus Walter var loren ved det. Èt var, at han skulle have et kamera i nakken 16 timer i døgnet. Noget andet var, at han ingen indflydelse ville få på, hvordan programmet blev klippet sammen. Men han sagde ja. Om ikke andet så for at rykke ved nogle personlige grænser.
Grænseløst tv
Da programmerne rullede over skærmen i august og september, så jeg med. Faktisk kun på grund af Rasmus Walter, vil jeg godt indrømme. I en anden sofa et andet sted sad Rasmus Walter krøllet sammen, som skulle han se en gyserfilm, da programmet gik i gang.
- I det første afsnit sad jeg med en pude foran ansigtet. Jeg kunne slet ikke have det. Det var grænseoverskridende, og jeg sad og kiggede på mig selv og tænkte: ’Hvem er det dér? Snakker jeg sådan? Ser jeg sådan ud? Hallo, kan I ikke lige klippe væk, når jeg kommer løbende som sådan en pensionist?’.
Udover erkendelsen af, at han muligvis ikke løber som den gazelle, han har set for sit indre blik, bragte tv-ilddåben gode ting med sig. Og ugen på Bornholm gik fra at være noget, der skulle overstås, til noget, det faktisk var fedt at være i.
- Det var jo gratis selvterapi. Da vi kom i gang, nåede jeg at nyde det, og jeg opdagede, at det var superfedt, at jeg gjorde det, fordi det rykkede mig som menneske. Det er vigtigt at holde sig selv i gang, tror jeg. Gøre noget ,der er svært. Jeg er helt sikkert kommet ud på den anden side og er bedre til at være i de situationer, hvor man skal være så meget på, siger han.’Toppen af Poppen’ har også åbnet hans øjne for, at det at slippe kontrollen ikke er så farligt, siger han. Ikke kun når det handler om at lade andre mennesker klippe et tv-program sammen. Også når det handler om at sidde alene og knokle med sin musik.- Jeg har altid været sådan, at jeg ikke skulle have hjælp fra nogen. Jeg skulle gøre det hele selv. Men programmet har været startskuddet til, at jeg kan se mulighederne og det sjove i at arbejde sammen med folk på kryds og tværs. Det har været en vigtig ting at finde ud af, at der er andre i verden end mig, og at det kan være fedt at bruge nogle andre kræfter, siger han.
På sin nye plade, som udkom 20. oktober, har han for første gang overladt styrepinden til en anden og ikke produceret pladen selv. Det betyder blandt andet, at vi kommer til at se en Rasmus Walter, der ikke hele tiden er bevæbnet med sit foretrukne våben.
- Jeg har jo altid været ’manden med guitaren’, det ville jeg gerne væk fra. Nu har jeg smidt mit våben. Det gør, at jeg føler mig noget mere nøgen. Men det har også været befriende, siger han.
Det samme har det været at gå fra engelsk til dansk. Det var Rasmus Walters tvillingebror, den Oscar-belønnede filminstruktør Anders Walter, der sendte broderens første danske nummer ind til pladeselskabet. Selv syntes Rasmus Walter, at det var frygteligt pinligt. Og han kunne ikke holde ud af at være i samme rum som dem, der skulle høre på hans danske tekster.
Nu er det danske sprog blevet naturligt.
- Når man til tider har haft en panisk tilgang til at gå på scenen, er det endnu mere vildt at stille sig op og synge på dansk. Der er ikke noget at gemme sig bag. Men jeg fandt ud af, at det var fantastisk. Hvis man er klar til det – vel at mærke. Det var jeg ikke, da jeg var 25. Det handler om at være moden til det, siger han.
Utryg fremtid
Hvad fremtiden skal bringe, ved han ikke.
- Det er jo i virkeligheden pisse-utrygt, for hvad nu hvis folk ikke længere gider købe mine plader? Jeg bliver 40 om fire år, og jeg har ingen uddannelse. Men det gør det mere spændende, at der ikke er en plan B. Det gør, at jeg kæmper hårdere, for det skal bare lykkes, siger han.
Et andet incitament er, at han for to år siden blev far. Til en lille dreng ved navn Milo. En begivenhed, som ’har betydet alt’, og som har vendt verden på hovedet. I mere end én forstand.
- Når man laver musik, handler alt om en selv. Det er hele tiden noget med, hvad jeg ser og føler. Det kan godt blive kvalmt. Nu er der ingen tvivl om, at min søn kommer før alt andet. Der er noget, der er større end mig, siger han.
Lytter man efter, kan man høre det på den nye plade. At der er sket en forandring. For første gang har Rasmus Walter skrevet sange, der hylder kærligheden. Og ikke kredser om afsked, ulykkelig kærlighed og om at give slip på noget, man elsker.
- Der er sange, der er skrevet direkte til min kæreste og mit barn, så det er en mere personlig plade. Jeg deler mit liv med hende, jeg gerne vil være sammen med resten af mine dage, og har fået barn og familie. Jeg har fået et sted at gå hen, som bare er den ultimative tryghed, siger han.
Grand Avenue kom aldrig rigtigt til at erobre verden.. Men de erobrede mig dengang for 10 år siden. Da vi følges ned ad de mange trappetrin fra loftet til Frederiksberg Allé, fløjter Rasmus Walter. Det virker som om, han har erobret præcis den plet i verden, han gerne vil.
Jeg tror, det er fint, at teenageudgaven af mig ikke vidste, at jeg en dag skulle drikke kaffe på hans loft. Det ville nok have udløst et angstanfald. I dag forbyder min stolthed mig at spørge, om jeg må tage en selfie sammen med ham, selv om jeg har lyst. For et gammelt mindes skyld. Vi nøjes med høfligt at give hånd og gå hver vores vej.
