Folk i den amerikanske sydstat Georgia er lamslåede over udfaldet af danske Flemming Ralks erstatningssag mod den lokale sherif og fængselsvæsnet.
Ralk vandt på samtlige punkter, og de otte lokale nævninge tilkendte den danske forretningsmand en erstatning på 100.000 dollar (750.000 danske kr.) foran måbende advokater og andet godtfolk.

De har aldrig oplevet noget lignende.

"Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at jeg fik medhold på samtlige punkter. Så jeg kan kun være tilfreds med det.

At beløbet så forekommer noget beskedent i forhold til de uhyre omkostninger, som har været forbundet med denne sag, det er så en anden sag.

Dér må man tage hensyn til, at Lincoln County er et meget lille sted. Et county med 6.000 indbyggere.

Og i sådan et meget lukket samfund i "the deep South" er der ingen forståelse for beløb i den størrelsesorden, som vi nok ville finde rimelige i Danmark.

For dem er det et uhyrlig stort beløb. Det er langt over, hvad man har hørt om før, så alene af den grund kan jeg kun være tilfreds," siger Flemming Ralk, 72, oven på den udmarvende retssag.

Han lider stadig under de skader, han pådrog sig i det amerikanske fængsel, som bl.a. gør, at han ustandselig har gevaldig ondt i ryggen. Men i går - dagen derpå - følte han sig rimelig godt tilpas.

"Humøret kan da kun være godt, når man er tilfreds."

De otte nævninge var enige - som de skulle være - om kendelsen, der altså imødekom Ralks sagsanlæg på samtlige punkter.

Havde du regnet med det?

"Regnet med og regnet med - jeg havde da håbet det, fordi jeg ved, det er det rigtige.

Så jeg var helt sikker på, at sådan burde det gå, men med sådan et lillebitte samfund, så kan man ikke vide det.

Hvis bare én nævning havde været imod, så var det ikke blevet til noget," påpeger Flemming Ralk.

Så der var jubel i retssagen, og Flemming Ralk og vennerne fejrede sejren med en god middag.

Både dommen og erstatningen er meget principielle, fordi det er de første af sin slags.

Nu står så tilbage, hvordan Ralks gode ven, Thorkild Erritzøe, får alle de penge igen, som han har postet i sagen - mellem fire og seks mio. kr.

"Thorkild får alle sine advokatomkostninger, udgifter til læger, eksperter, rejser og så videre dækket efter regning.

Så det kan blive et beløb som efter mit skøn kan blive dobbelt så stort som de 100.000 dollar. Men det helt væsentlige er, at vi er enomt tilfredse med, at vi har vundet sagen.

Så er pengene noget helt sekundært i den sammenhæng," siger en anden af Ralks venner, Axel Juhl-Jørgensen.

Retssagen var en barsk affære. Tre lange dage fra ni morgen til seks aften.

"De havde sat kæmpe ressourcer ind imod os. Advokater og eksperter, der imødegik vore eksperter, og en masse løgnehistorier fra sheriffen og chefen for fængslet.

Jeg tror, det betød meget, at vi sad en rigtig stor flok danskere, to overlæger, jeg selv, Flemmings søn og Thorkild Erritzøe.

Det gav et seriøst præg på vores fremstiling af sagen og Flemming Ralks fremtræden i retten, hvor han virkelig virkede meget seriøs i forhold til en "sloppy" (sjusket, red.) sherif.

Det var sådan set dét, der gjorde udslaget. For sagen var meget svær, fordi det var påstand mod påstand," fortæller Juhl-Jørgensen, og fortsætter.

"Modpartens argumenter var meget stærke. De sagde: "Ork, sådan er det jo. Det er den almindelige behandling af folk.

Det er jo ikke noget hotel, han er kommet på, det er jo et fængsel, vi taler om," siger de hele tiden."

Nu er det tid til at puste ud oven på retssagen og tre års intenst arbejde med forberedelserne.

Axel Juhl-Jørgensen tager med hustruen en uge til Mexico, og Flemming Ralk og Thorkild Erritzøe kommer hjem til Danmark i eftermiddag, glade og lykkelige over, at sagen nu endelig er slut.