Hun går ikke og venter på, at livet skal begynde den dag, en mand og et barn dukker op i hendes liv. Tv- og radio-vært Gertrud Thisted Højlund lever – her og nu. Det har hun lært af sin far, Niels Højlund.
Måske kan du ikke lige sætte navn på hendes ansigt. Endnu – det skal nok komme. Gertrud Thisted Højlund har de seneste år markeret sig i mediebilledet på flere kanaler. I efteråret var hun vikarierende vært på ’Go’ morgen Danmark’ på TV2, samtidig var hun vært på en dokumentar om kvinder og religion, ’Gud er en mand’, på DRK. I 2014 vandt hun ’Masterchef’ på TV3, mens hun var vært med sine meningers mod på Radio24syv. I hvert fald kender du hendes far, Niels Højlund, samfundsdebattør og vært på ’Højlunds forsamlingshus’ i TV2s tidlige år. Fra 1. februar fortsætter hun i hans spor, når hun sætter sig i stolen som debat-vært på P1. Og så holder hun foredrag om kærlighed.
Gertrud Thisted Højlund har besluttet ikke at vente. Hun vil leve nu, med eller uden mand og barn.
I nogle perioder savner hun parforholdets tosomhed. I andre perioder skænker hun det ikke en tanke. Perioden lige nu har varet så længe, at hun begynder at blive helt bekymret.
»Jeg synes lidt, at parforholdet har taget patent på kærlighedsrelationen. Når man lever alene, som jeg, og folk spørger ’hvordan går det med kærligheden?’, så har jeg ikke rigtig noget svar.« fortæller Gertrud til BT.
Måske er det en gang for alle. Måske er det bare sådan, hendes liv skal være. Er normaliteten blevet at leve alene?
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om tv- og radio-vært Gertrud Thisted, der fortæller om singlelivets mange facetter. Hun har selv været en del af det i rigtig lang tid nu, og deler ud omkring sine tanker om mænd, børn, dating-apps og det at være god til at elske. Her er Gertrud uden filter...
Det får du:
- Artikel + interview med Gertrud: 'Jeg er god til at elske'
- Fakta om Gertrud Thisted Højlund
- Stor billedserie af Gertrud og privatlivet
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
'JEG ER GOD TIL AT ELSKE'
Hun går ikke og venter på, at livet skal begynde den dag, en mand og et barn dukker op i hendes liv. Tv- og radio-vært Gertrud Thisted Højlund lever – her og nu. Det har hun lært af sin far, Niels Højlund.
Hun er rigtig god til at elske. Hun elsker Tine. Og Puk. Og sine søstre. Og sin ’meget dejlige’ mor. Men radiovært Gertrud Thisted Højlund elsker ikke en mand – ikke lige nu i hvert fald.
Rundt om hende føles den romantisk kærlighed – og ikke mindst jagten på den – ellers mere og mere intens. Dating.dk har godt 100.000 aktive brugere og melder om en usædvanlig stigning i nye profiler i december måned. Siden april har mere end 150.000 danskere oprettet en profil på dating-appen ’Happn’. Og vi står gerne offentligt frem med ønsket om at finde den perfekte partner – 400 singlekvinder og 150 singlemænd søgte om at blive én af de otte, der skulle giftes bort til en fremmed i tredje sæson af DRs ’Gift ved første blik’.
Gertrud Thisted Højlund har besluttet ikke at vente. Hun vil leve nu, med eller uden mand og barn. Hendes liv er fyldt med kærlighed – for når mændene skuffer, træder ’damevennerne’ til med selskab og godt humør.
»Jeg har ikke noget kærlighedsliv, som retter sig mod en partner, eller et romantisk kærlighedsliv. Men jeg er god til at elske. Man taler jo bare ikke om kærligheden til sine søstre, venner og sine nære, så det kommer til at lyde som om, man lever et kærlighedsløst liv. Men jeg lever et intenst kærlighedsliv i virkeligheden, for det hele er meget og må gerne være meget og stærkt.«
Måske kan du ikke lige sætte navn på hendes ansigt. Endnu – det skal nok komme. Gertrud Thisted Højlund har de seneste år markeret sig i mediebilledet på flere kanaler. I efteråret var hun vikarierende vært på ’Go’ morgen Danmark’ på TV2, samtidig var hun vært på en dokumentar om kvinder og religion, ’Gud er en mand’, på DRK. I 2014 vandt hun ’Masterchef’ på TV3, mens hun var vært med sine meningers mod på Radio24syv. I hvert fald kender du hendes far, Niels Højlund, samfundsdebattør og vært på ’Højlunds forsamlingshus’ i TV2s tidlige år. Fra 1. februar fortsætter hun i hans spor, når hun sætter sig i stolen som debat-vært på P1. Og så holder hun foredrag om kærlighed.
Hun bor alene på Nørrebro i København og har lige nu svært ved at forestille sig, at det skulle ændre sig. At der skulle bo en mand eller et barn sammen med hende.
»Jeg synes lidt, at parforholdet har taget patent på kærlighedsrelationen. Når man lever alene, som jeg, og folk spørger ’hvordan går det med kærligheden?’, så har jeg ikke rigtig noget svar. Jeg begynder ikke at sige, at jeg elsker min veninde Tine rigtig meget, eller nu har jeg lige været sammen med Silke og hendes datter, og det var også rigtigt dejligt.«
Kræsen
Bevares hun søger – om end ’sporadisk’ – efter en mand. Søger i profilerne på dating-app som Tinder og Happn. Går på dates ’måske to gange om året’. Men hun siger nej til de fleste.
»Hvis jeg siger ja til noget, og det så er et match, er min første reaktion helt instinktivt ’åh nej, its a match’,« siger hun og suger luft ind mellem tænderne og krøller ansigtet sammen i akavet overraskelse. Og ler.
»Folk siger sådan nogle sjove ting: ’Kan det virkelig passe, at der ikke er nogen, som vil have dig?’. Jamen det ved jeg da ikke. Det kan da også være, at jeg ikke vil have dem. ’Tænk at du ikke kan finde en kæreste’. ’Tænk at der ikke er nogen, der har snuppet dig’.«
»Der er også folk, der siger: ’Men du er jo kræsen’. Jeg synes, man insinuerer, at alle dem, der er i et parforhold, ikke er kræsne. Så de venner, jeg har, der har kæreste, de tager bare det første, det bedste?.«
Ikke standby
På et tidspunkt tog hun en beslutning. Livet er lige nu. Det skal ikke leves på standby i forventning om, at det først for alvor begynder, når der kommer en mand og fuldender hendes liv.
Og så købte hun sin første bil og lejligheden, hun nu bor i på syvende år.
»Jeg kan ikke leve mit liv med, at det først begynder om lidt eller som om, flere mennesker skal arrivere, før det sådan rigtigt kan gå i gang, for sådan er det jo ikke. Det her er min virkelighed, det er mit liv, og der mangler ikke nogen. Jeg kan ikke leve mit liv, som om der skal et andet menneske til, før regnestykket kan gå op.«
De mennesker, der er i hendes liv, kender hende rigtig godt, og hun kender dem. Så godt, at meget ikke behøver at blive sagt. Og sådan foretrækker hun sine forhold lige nu. Velkendte. Trygge. Det tager tid at lære hinanden at kende. Tid, hun ikke er klar til at investere i en fremmed. Lige nu.
Dating
At skulle på date føles som et pres. Lige nu orker hun ikke at skulle fortælle sin egen historie igen-igen i famlende søgen efter et fælles ståsted for en romantisk kærlighed.
»På en eller anden måde er der så langt hen til det der sted, hvor det rigtig batter noget i en relation til en mand, jeg ikke har mødt endnu. Man skal virkelig have meget small talk, inden man når dertil – og ridse sådan noget cv op, ’så gik jeg i skole der, indtil jeg skiftede...’. Jeg kan blive helt træt ved tanken om at begynde forfra med et menneske. Det er lidt fjollet måske. Jeg synes bare, der er så langt. Der er så meget ligegyldig samtale, man skal have først.«
I nogle perioder savner hun parforholdets tosomhed. I andre perioder skænker hun det ikke en tanke. Perioden lige nu har varet så længe, at hun begynder at blive helt bekymret.
Måske er det en gang for alle. Måske er det bare sådan, hendes liv skal være. Normaliteten er blevet at leve alene.
»Man bliver jo altid god til det, man gør mest. Hvis man spiller meget violin, bliver man god til at spille violin. Bor man meget alene, bliver man god til det. Jeg er mega god til at bo alene. Hvis jeg har haft travlt, og tingene har været hektiske, kan jeg sidde her i sofaen og blive helt begejstret over, at der ikke er andre. Tanken om, at der skulle være en mand i min lejlighed – jeg synes, det er helt vanvittigt. Hvor skulle han være henne lige nu?«
Hun kigger sig omkring i den lille to-værelses lejlighed med åben dør til soveværelset og ingen dør til køkkenet. Mod sofaen bag hende, som om hun ser for sig, at han sad der, lige nu.
»Det ville være det skøreste. Ligesom tanken om, at der skulle være et barn herinde. Det ville også primært være i vejen. Det er min lakmustest, når man snakker om, hvorvidt man skal få børn eller ikke: ’ville jeg lige nu ønske, at der var et barn i min lejlighed’. Så længe svaret er nej, vil jeg ikke have børn.«
Sorg
Selv kommer hun af en stor familie med fire søskende fra faderens første ægteskab og fire søstre, fra de mere end 35 år, han var sammen med Gertruds mor. Familien betyder alt.
»Da vi var små, prøvede vi at slå hinanden ihjel hele tiden, men nu er jeg helt vildt glad for at have fået andre voksne med i mit liv, som kender min opvækst. Som jeg ikke kan slippe for, som ikke er på valg, men bare er der.«
Hun ler ofte. En blød latter fra en kvinde, der hviler i sig selv og sine følelser. Også de svære. Da samtalen drejer ind på hendes fars død, erstattes latteren af blanke øjne og kamp for at holde tårerne tilbage. Det er stadig et stort tab.
I juni 2014 døde 83-årige Niels Højlund.
»Jeg har lært alt af min far. En følelse af forpligtelse til at være optaget og engageret i livet og i samfundet. Og en følelse af, at man godt må være her. At jeg godt må være her, og at jeg godt må have en stemme.«
Gertrud Thisted Højlund voksede op på Ry Højskole, hvor hendes far var forstander, indtil han i 1988 begyndte at arbejde på TV2, som vært på ’Højlunds forsamlingshus’.
Gertrud var syv år, da faderen blev landskendt. Den nye tv-kanal var en stor begivenhed, og der blev lagt mærke til værterne. Pludselig kiggede folk mærkeligt på hendes far, når de var ude at handle. Og der blev hvisket om ham, når familien stod i kø til Legoland.
Men faderens job afmystificerede dét at have et offentligt arbejde – at stille sig frem til skue. Dem, der er på tv, er jo også bare mennesker ligesom os andre.
Selv har hun svært ved at forestille sig, at hun en dag bliver lige så kendt et ansigt som sin far. Men genkendt bliver hun.
»Jeg var med min veninde Puk (Damsgård, DRs mellemøsten-korrespondent og forfatter til bl.a. ’Ser du månen, Daniel’, red.) da hun skulle i ’Aftenshowet’. Søs Fenger var der og kom hen og sagde: ’Hej. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor vi har mødt hinanden henne’?! Jeg VED, jeg ikke har mødt Søs Fenger før. Det ville jeg helt sikkert kunne huske. Måske ligner jeg bare hendes fodterapeut, for måske ser hun hverken ’Masterchef’ eller ’Go’ morgen Danmark’,« Gertrud Thisted Højlund sender en blød lattersalve ud.
Familien
Hun er den mellemste af de fem søstre, der på højskolen oplevede en stor frihed til at forfølge deres nysgerrighed og gå på opdagelse. Det var én stor legeplads med store, grønne arealer og lange, spændende gange. En tryg verden med mange voksne. Men der var også en forventning om fordybelse. Uanset om man var barn eller voksen.
»I 33 år fik jeg lov at være datter af en mand, som måske ikke havde de store pædagogiske bagtanker – han var ikke sådan en far, der sad og legede på gulvet med os, men han tændte min tankes lys, som Kim Larsen så smukt sagde om ham i et interview på P1. Han var ambitiøs på mit intellekts vegne – han gav mig Dostojevskij, da jeg var 16,« Gertrud Thisted Højlund griner ved mindet. Så bliver hun alvorlig.
Sorg er ’en sindssyg intens følelse’. Alt er surrealistisk. Som at være på stoffer. Uudholdeligt. En intens følelse af et knust hjerte. Et savn så overvældende, at det er svært at rumme. Svært at trække vejret.
»Man har det som om, ens hjerte ligger i en lillebitte bunke. Hvordan skal man nogensinde få det stykket sammen igen, for han er her jo ikke mere, og kommer ikke tilbage.«
I Gertrud Thisted Højlunds familie er musik og sang en stor del af livet. En søster er operasanger. En anden synger i det svenske radiokor. En tredje er præst. En fjerde dirigent.
Når man synger, bruger man korisk vejrtrækning, så man skiftes til at trække vejret. Det kan man også med gråd.
»På den måde er der hele tiden nogle, der er okay til at lægge en arm omkring en, når det sortner for øjnene, og man bryder sammen,« fortæller Gertrud Thisted Højlund.
I stuen på Nørrebro slipper tårerne øjenkrogene, og vi trækker vejret et øjeblik.
»Jeg havde aldrig tænkt, at døden ville være så svær at forstå.«
Stemmen får ny kraft. Som et stædigt forsøg på at gøre det uforståelige forståeligt ved at sætte ord på:
»Man taler altid om livets mirakel – når et barn bliver født og står der med hele sit væsen og væren. Hvor kom det dog fra? Men det er lige så mærkeligt og mystisk og svært at tyde, når det går den anden vej. Vi er vant til at knytte et menneske til en krop. Men når der ikke længere er liv i den krop, er det jo bare en krop. Hvor er så det, som man elsker og savner? Den livsgnist som er alting. Den lille bitte bevægelse i brystkassen – knap en centimeter, der er forskellen på alting. På at kunne ALT – og absolut fravær. Det er helt vildt svært at forstå.«
Børn
»Livets mening er at få børn,« sagde Niels Højlund i et interview med Information i 2006. Men hans datter føler ikke, at hendes liv er meningsløst, selv om hun ikke har børn. Måske kommer de på et tidspunkt. Måske ikke.
En ting er sikker, hun har ikke lyst til at få barn alene, som en del andre kvinder i 30erne gør. Hun forstår godt, hvorfor de gør det. Det er bare ikke noget for hende.
»Jeg tror ikke, jeg i den forstand er interesseret i at få et barn – jeg vil gerne have far, mor og børn, hvis det er. Men barnet i sig selv er ikke målet for mig, det er parforholds-konstellationen. Jeg bliver helt vildt sur, når folk siger, at det er fordi, de kvinder har været kræsne, har været fokuseret på karrieren eller har valgt manden fra. Folk siger så meget pis. Det er så ufølsomt over for, hvordan det i virkeligheden er at leve et menneskeliv og træffe beslutninger.«
Ser hun mod sine forældres generation og de kvinder, der ikke fik børn dengang, var det mere stigmatiserende og et andet liv, end hun forventer for hendes generation.
»Jeg lever på mange måder et sololiv – med venner og veninder, masser af arbejde og alt for dyr kaffe. Og det er der jo ikke noget mærkeligt i. Jeg tror ikke, at man skal kigge alt for meget tilbage på tidligere generationer. Jeg kommer jo ikke til at være den eneste, som ikke har børn og børnebørn og et helt galleri af mennesker på min væg. Jeg kommer til at have en masse mennesker i mit liv alligevel. Jeg har veninder, der får børn, og dem prøver jeg at blive noget for i stedet.«
Der er fordele og ulemper ved såvel sololivet som parforholdet, erkender hun. Indimellem ’måske én aften, hver tredje-fjerde måned’, bliver det for meget, og selvmedlidenheden tager over:
»Hvorfor er der ikke nogen, der kan elske mig,« spørger hun med en lille, teatralsk, grådkvalt stemme.
»Men så tænker jeg, at folk, der er i parforhold, da også har mindst en aften hver fjerde måned, hvor de tænker ’hvorfor bor jeg sammen med den her kæmpe idiot. Sku’ det være mit liv?’ Det er nok en følelse, alle mennesker har. At jeg nogle gange har den tanke: ’Var det det?’, synes jeg ikke er en stor skandale eller krise. Den har alle mennesker. ’Var det det?’ Ja, det var det, og det var fucking fantastisk – tænk at du får lov til at lege med.«
