22. juni 2013 er forsvundet fra Carina Lundbye Hansens hukommelse. Den dag mistede hun sin kæreste, racerkører Allan Simonsen, under Le Mans. I dag er der en ny mand i hendes liv. Hun forsøger at komme videre i tilværelsen, men savnet efter Allan er der stadig
Der er dage, hvor alt i verden føles uretfærdigt. Hvor savnet efter racerkører Allan Simonsen ligger som en klump i maven hos 34-årige Carina Lundbye Hansen. Det skete for nylig, da datteren Mie-Mai, med kælenavnet Maise, fyldte fire år.
I denne weekend køres 24-timers løbet Le Mans i Frankrig. For tre år siden stillede Allan Simonsen til start, som et af verdens mest lovende racer-talenter i GT-klassen.
Men Allan Simonsen blev kun 34 år gammel. Hans død var et tragisk uheld, den værste konsekvens i en sport, hvor små marginaler i bogstaveligste forstand kan betyde liv eller død.
Siden den skæbnesvangre ulykke har Carina Lundby Hansen kæmpet for at komme videre i sit liv. For at gøre sig fri fra omverdenens forventninger til en sørgende enke og alenemor. For at finde plads til sin sorg.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Allan Simonsens ulykke i 2013 - læs om hvordan Carina og datteren blev efterladt alene tilbage, og om hvordan de har tacklet situationen sammen og med medierne. Her får du hele interviewet med Carina, som fortæller om den svære tid, og årene efter - det har ikke været let ...
22. juni 2013 er forsvundet fra Carina Lundbye Hansens hukommelse. Den dag mistede hun sin kæreste, racerkører Allan Simonsen, under Le Mans. I dag er der en ny mand i hendes liv. Hun forsøger at komme videre i tilværelsen, men savnet efter Allan er der stadig
Der er dage, hvor alt i verden føles uretfærdigt. Hvor savnet efter racerkører Allan Simonsen ligger som en klump i maven hos 34-årige Carina Lundbye Hansen. Det skete for nylig, da datteren Mie-Mai, med kælenavnet Maise, fyldte fire år.
Men så er der dage, hvor tilværelsen i den sydfynske landsby Sallinge nærmest rammer en usynlig streng af lykke.
Sådan er det eksempelvis, når Carina Lundbye Hansen hjælper klienterne i sin massørklinik i Ringe, eller når Maise hviner af fryd, mens Carina Lundbye Hansen trækker den sorte welsh-pony Fabrian i rask gang rundt i folden ved sine forældres gård. Folden ligger få hundrede meter fra det hjem, som hun delte med Allan Simonsen indtil den skæbnesvangre ulykke i juni 2013.
I denne weekend køres 24-timers løbet Le Mans i Frankrig. For tre år siden stillede Allan Simonsen til start, som et af verdens mest lovende racer-talenter i GT-klassen.
Men Allan Simonsen blev kun 34 år gammel. Hans død var et tragisk uheld, den værste konsekvens i en sport, hvor små marginaler i bogstaveligste forstand kan betyde liv eller død.
Siden den skæbnesvangre ulykke har Carina Lundby Hansen kæmpet for at komme videre i sit liv. For at gøre sig fri fra omverdenens forventninger til en sørgende enke og alenemor. For at finde plads til sin sorg.
Frisk start
Nytår er for mange en anledning til at bestemme sig for en frisk start. For Carina Lundbye Hansen blev januar i år helt konkret en ny begyndelse. Det var i januar, hun åbnede sin sportsmassageklinik i Ringe, godt ti kilometer fra hjemmet.
»Nærmest samtidig købte jeg Fabrian til Maise. Jeg red selv rigtig meget som barn og har længe ønsket at give den glæde videre til min datter. De to ting har tilsammen været medvirkende til, at jeg er ved at finde retning i mit liv,« fortæller Carina Lundbye Hansen.
Vi sidder i køkkenet i hendes klinik. På bordet er morgenbrød og kaffe. På gulvet leger Maise. For det meste i stilhed, men en sjælden gang kræver hun sin mors opmærksomhed.
Artiklen fortsætter under billedet
Carina Lundbye Hansen sidder roligt i stolen. Hænderne skiftevis hviler på bordet eller gestikulerer blødt i luften foran hende, f.eks. da hun fortæller om tiden efter kærestens død.
»Jeg følte mig enormt ensom efter Allans død. Jeg gik fra at have styr på mit liv – vi havde nærmest lige fået Maise, og jeg følte mig så lykkelig. Pludselig var alt bare kaos. Mange havde en mening om, hvad jeg skulle og burde gøre – i forhold til Maise og i forhold til sorgen. I dag kan jeg se, at jeg brugte alt for meget tid og energi på bekymringerne om, hvad andre mon syntes,« siger Carina Lundbye Hansen.
Ulykkesdagen
Hendes historie er et eksempel på, hvordan tilværelsen en gang imellem slår uventede kolbøtter og vender alt på hovedet. Sådan var lørdag den 22. juni for tre år siden.
»Jeg ville ikke have Maise med til Le Mans. Hun var kun lige fyldt ét år, så vi blev hjemme, mens Allan tog med teamet til Le Mans. Jeg var selv taget til Aarhus med en veninde den lørdag. Vi havde aftalt at tage en shoppetur, mens Maise var hos min mor,« siger Carina Lundbye Hansen.
Ud på eftermiddagen fandt de en café, hvor Carina kunne overvære starten på det franske 24-timers løb.
Godt ti minutter efter start gik det galt. Allan Simonsen forsøgte at undvige en forankørende, der havde mistet vejgrebet i en svær kurve, men manøvren fik ham til at miste kontrollen over sin Aston Martin og i høj fart kolliderede han med et træ i barrieren. Kun få sekunder senere viste tv-skærme over hele verden Allan Simonsens forulykkede Aston Martin-racer.
På cafeen i Aarhus, blandt fremmede cafegæster, caffe latte og fadøl, gik Carina Lundbye Hansens verden i stå.
»Da billederne fra ulykken dukkede op, tænkte jeg: »Puha, det er alvorligt«. Men jeg tænkte slet ikke, at Allan kunne være død. Jeg frygtede, at han havde brækket noget – ryggen eller benet, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han var død,« siger Carina Lundbye Hansen, der ikke husker ret meget fra den skæbnesvangre dag.
I den næste halvanden time var alt kaos. Beskederne fra venner og bekendte tikkede i en lind strøm ind på telefonen. Selv ventede hun på at høre nyt om Allans skæbne.
Tv-kommentatorerne rapporterede om grædefærdige ansigter overalt i pit-området på Le Mans. For Carina Lundbye Hansen føltes ventetiden som tortur. Uvisheden var ubærlig.
»Først et par timer senere fik jeg beskeden fra min svigerinde – at Allan var død. Så gik klappen ned. Alt blev sort. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad der mere skete den dag. Det er blevet væk et sted i hukommelsen,« forklarer hun.
Vrede hjælper ikke
Ulykken har ikke efterladt Carina Lundbye Hansen med en uforløst vrede og bitterhed. Den smule vrede, der var i tiden lige efter, er forsvundet.
»Jeg kan ikke bruge vreden til noget. Racerlivet var Allans store drøm og hobby, og jeg støttede ham så godt, jeg kunne. Jeg vidste, der var en risiko, men jeg tror hverken Allan eller jeg i vores vildeste fantasi havde forestillet os, at det kunne gå så galt, som det gjorde,« siger Carina Lundbye Hansen.
»Det var et tragisk uheld, som ingen kan ændre på. Jeg gider ikke spilde min energi på at tænke over, hvordan tingene kunne have været anderledes: Hvis træet havde været dækket af barrieren, hvis bilen havde ramt træet anderledes. Det ændrer alligevel ikke noget.«
På avisernes forsider
I stedet for en fremtid med sin kæreste og drømmen om en stor børneflok skulle Carina Lundbye Hansen pludselig forholde sig til begravelse og tilværelsen som alenemor. Alt imens hun og Allan Simonsens familie blev centrum for en intens mediebevågenhed.
»Det var et voldsomt pres, at Allans død skete for rullende kameraer. Mange tusinde danskere tager hvert år til Le Mans for at overværer løbet. Og så er der alle dem, der følger med på tv. Alle dem skulle jeg og Allans familie også fordøje midt i kaos og sorgen,« siger Carina Lundbye Hansen.
»Var ulykken sket på en tilfældig træningsbane en hvilken som helst anden dag, havde der nok ikke været samme mediedækning, selvom Allan var et semi-kendt navn. Men det var helt vildt i dagene og ugerne efter,« siger hun eftertænksomt.
Artiklen fortsætter under billedet
Men i de første sommeruger af 2013 rørte Allan Simonsens tragiske død alle danskere. Og bisættelsen fra Odense Domkirke ti dage senere blev dækket af samtlige medier.
Aston Martin-teamejer Jan Struve havde advaret Carina Lundbye Hansen om, at medieinteressen ville blive massiv.
»Allans begravelse blev desværre en lidt kaotisk og træls oplevelse p.g.a. alle de medier, der var til stede. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det chokerede mig faktisk, hvor stor medieinteressen var. Det var virkelig mærkeligt at se Allan, mig selv og familien på alle forsider, når jeg f.eks. handlede ind i Bilka. Nogle gange tænkte jeg; ’Kan det virkelig blive ved med at være interessant? Er der ikke andet at skrive om.’ Men interessen gav mig også mulighed for at lufte og bearbejde min sorg,« fortæller Carina Lundbye Hansen.
Vendepunktet
I tiden efter Allan Simonsens død var datteren Maise det eneste holdepunkt i tilværelsen for Carina Lundbye Hansen.
»På en måde var det heldigt, at Allans død skete så tidligt i Maises liv, at hun ikke rigtig kan huske det. Hun var kun ét år, og det har været en lettelse, at jeg ikke også skulle bearbejde hendes sorg. Men hun var årsagen til, at jeg kunne stå op og få dagene til at gå,« siger Carina Lundbye Hansen om datterens betydning i tiden efter.
Men opbakningen og støtten kom også fra familien, venner og naboer, fortæller hun. Sågar fra helt fremmede:
»Nogle af kommunens folk var i gang med at renovere broen over Sallinge Å, der ligger 50 meter herfra. De havde været i gang i flere måneder og havde ofte set Allan gå tur med Tasso, vores schæferhund. Efter Allans død fandt de ud af, at jeg boede her. En dag stod de uden for døren med blomster og sagde, at de var rigtig kede af det, der var sket,« fortæller Carina Lundbye Hansen.
»En af mændene spurgte, hvad der skulle gøres ved gårdspladsen. Allan og jeg havde ikke haft huset så længe, og var stadig i gang med at renovere det, og gårdspladsen så forfærdelig ud. Jeg sagde, at jeg ikke kunne overskue det. Men det ville han ordne. Som lastbilchauffør var han engang kommet til at køre en pige ihjel i en højresvingsulykke, og han havde besluttet sig for at rette op på det ved at gøre noget for andre i nød. Så han lånte maskinerne i sin fritid, og så kom han og lavede hele gårdspladsen.«
Støtten kom også til udtryk på andre måder. Efter Allan Simonsens død blev der oprettet en mindefond, der samlede mere end 2,3 millioner kroner ind til deling mellem Carina Lundbye Hansen og datteren Mie-Mai. Pengene blev overrakt til Carina Lundbye Hansen ved Dansk Motorsports Award godt et halvt år efter Allan Simonsens død, og donationerne rører hende stadig dybt.
Det var omtrent på samme tid, hun for alvor oplevede et vendepunkt i sorgen.
»Jeg fandt ud af, at det ikke nyttede noget for mig selv eller Maise, at jeg gik og gemte mig derhjemme. Jeg indså, at der ikke ville komme nogen for at redde mig. Jeg havde gået rundt i den her boble af sorg, og det magtede jeg ikke længere. Jeg besluttede mig for at kravle op af det hul, jeg var ved at grave for mig selv,« forklarer hun.
Den nye kærlighed
Et vigtigt element i hendes kamp for at komme oven vande har været mødet med en ny mand – Daniel O’Broin.
Han var en fælles bekendt af Allan Simonsen og Carina Lundbye Hansen, og efter Allan Simonsens død voksede følelserne mellem de to langsomt frem.
Officielt blev de kærester sidste år, men de bor stadig hver for sig.
»Daniel har sit eget hus, for tingene skal også foregå på Maises præmisser. Hun skal være tryg ved det. Men jeg tror, alle børn har brug for en mor- og en far-rolle i deres liv, og der kan Daniel bidrage med nogle ting, som jeg ikke kan give Maise, nu hvor Allan ikke er her. Daniel kender vores historie, og jeg er bevidst om, at det kan være svært for ham at forholde sig til det hele. Men det er ligesom en del af processen og en af grundene til, at vi tager det stille og roligt,« siger Carina Lundbye Hansen.
Billederne af Allan Simonsen hænger stadig på en væg i stuen og på Maises værelse. Men med en ny mand har nogle ting ændret sig. På køleskabslågen har billederne af Allan fået selskab af billeder med Daniel O’Broin.
»Efterhånden som Daniel er blevet en del af vores liv, er nogle billeder pillet ned, og andre kommet op. På den led har det også været en kamp for at komme videre. Jeg tror, det har været svært for Allans familie og venner, at jeg har fået en ny kæreste. Men selvom Daniel er kommet ind i mit liv, er jeg jo ikke kommet mig over Allan. Han vil altid være en del af mit og Maises liv.«
Glæden over igen at have fundet kærligheden kan hun ikke skjule. Øjnene lyser, og smilene sidder løst, når snakken falder på Daniel O’Broin.
»Det er simpelthen så befriende at have ham i vores liv. Bare det at have én, der kan hjælpe til i hverdagen, er guld værd,« siger hun.
Men forelskelsen har haft en bagside. Andres fordomme og holdninger, bekymringer som Carina Lundbye Hansen også kæmpede med efter Allans død, dukker en gang imellem op i tankerne.
»Selvfølgelig har jeg tænkt på, hvad andre mon lægger i, at jeg har fået en kæreste. Jeg prøver ikke at bruge for meget energi på det, men jeg kan godt forstå, hvis folk tænker: ’Nu har hun fået en ny kæreste, så er hun kommet videre.’ Men sådan hænger det ikke sammen,« forklarer Carina Lundbye Hansen.
’Altid en del af os’
»Jeg er ikke færdig med at sørge over Allan, bare fordi en ny mand er kommet ind i mit liv. Det er en lang proces. Jeg savner Allan – og der er stadig hårde dage. Det er også derfor, jeg nogle gange slår beskeder op på Facebook med en hilsen til Allan. Så føler jeg, at han stadig er en del af vores liv,« forklarer hun.
Da Maise fyldte fire år i maj, var mor og datter forbi Allan Simonsens gravsted. Bagefter skrev hun følgende besked på Facebook:
»Oppe hos far og aflevere sutter, nu hvor vi er blevet fire år. Vi er sikre på, at han vil passe godt på dem – Maises elskede far.«
Billederne viser en glad, lyshåret Maise ved det sirligt passede gravsted.
Det er bl.a. sådan, Carina Lundbye Hansen forsøger at holde mindet om Allan i live hos sin datter. Maise ved godt, hvor hendes far er. Han er i himlen.
»Jeg har altid været åben over for Maise om, hvad der er sket med hendes far. Men hendes alder sætter selvfølgelig nogle begrænsninger for, hvor meget hun forstår.«
Carina Lundbye Hansen ved ikke, hvordan hun vil reagere, hvis Maise en dag vil se det skæbnesvangre Le Mans-løb.
»Vi ser stadig motorsport en gang i mellem. Vil hun en dag se løbet, skal hun have lov til det, men det bliver ikke de næste mange år. Hun skal være ældre. Men det er vigtigt for mig, at Allan er en naturlig del af hendes liv. Det må aldrig blive et tabu. Vi taler jævnligt om ham – at hendes far var racerkører.«
