De dyre boliglån rammer hverken erhvervsordførerne eller erhvervsministeren, der i går holdt møde med Nykredit – de er kunder i andre selskaber.

En tsunami af vrede kunder har netop ramt landets største realkreditselskab, Nykredit.

De mange tusinde boligejere har protesteret mod lånegigantens pludselige prisstigninger, der ifølge selskabet skal polstre bundlinjen.

Sagen er nu nået til politikernes bord, og i går holdt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) samt Folketingets erhvervsordførere møde med Nykredits ledelse, som skulle i den varme stol og forklare, hvorfor det er nødvendigt at hæve priserne.

Politikerne er uenige om, hvad der skal gøres ved boliglånsmarkedet, men én ting har de dog til fælles: De kommer ikke selv til at mærke noget som helst til de annoncerede prisstigninger, der for mange danskeres vedkommende kan løbe op i tusindvis af kroner om året.

Ingen af de ni erhvervsordførere eller erhvervs- og vækstministeren er kunder hos Nykredit eller datterselskabet Totalkredit. Det viser en gennemgang af politikernes private boliglån, som BT har foretaget.

Formanden for erhvervsudvalget, Morten Bødskov (S), mener dog ikke, at det har nogen betydning for sagen, at han selv – og de øvrige politikere – er kunder hos andre selskaber.

»Vi har en klar interesse i, at vi får et mere velfungerende realkreditmarked, som gør, at kunder får bedre valgmuligheder,« siger Morten Bødskov til BT.

Mere gennemsigtighed

Bødskov mener på baggrund af gårsdagens møde med Nykredit, at en af løsningerne på den nuværende konflikt er mere gennemsigtighed på markedet for boliglån:

»Det er vigtigt, at vi kommer til at få mere konkurrence på realkredit-markedet, så kunderne får bedre valgmuligheder. Sådan noget helt banalt som standardiserede lånepolicer, hvor man kan få gennemsigtighed og sammenligne prisudbud og lånetyper, er et skridt på vejen.«

Eksperter skal udrede området

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens (V) besluttede fredag at nedsætte en ekspertgruppe, der frem til september bl.a. skal undersøge de gældende kapitalkrav til real­kreditselskaberne.

Når ekspertgruppen er færdig med sit arbejde, vil ministeren tage stilling til, om lovgivningen skal ændres.

»Jeg forsøger at omfavne bekymringen hos boligejerne, men jeg vil gerne kende konsekvenserne af en eventuel ny lovgivning først,« sagde Troels Lund Poulsen efter mødet, ifølge Ritzau.