Alexandra blev danskernes eventyrprinsesse, men 20 år senere er hun faldet dybt fra fortidens tinder.

Hun havde alt. Prinsen med det hvide slot. Det kvarte kongerige. Og folkets kærlighed. Nu er det hele væk. Tabt på parketgulvet. Splintret i tusinde stykker. To forliste ægteskaber har hun bag sig, efter at hun tidligere på ugen offentligt smed sin mand, reklamefotografen Martin Jørgensen, på porten.

Den ældste søn har stort set forladt reden. Nummer to er langsomt på vej væk.

Opret abonnement på PLUS og læs om grevinde Alexandras situation som 51-årig singlemor alene i sit palæ i Hellerup.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


51 år gammel sidder grevinde Alexandra i sit palæ i Hellerup. Som singlemor. To forliste ægteskaber har hun bag sig, efter at hun tidligere på ugen offentligt smed sin mand, reklamefotografen Martin Jørgensen, på porten. Den ældste søn har stort set forladt reden. Nummer to er langsomt på vej væk.

Hvad gik galt for den smukke og dygtige forretningskvinde fra Hong kong, den funklende og eksotiske juvel som stjal prinsens og kongerigets hjerte for 20 år siden? Hvor røg Alexandra Christina Manley så meget af sporet, at eksempelvis kongehusekspert Jon Bloch Skipper nu betegner hende som ’en helt almindelig kvinde på godt og ondt’.

»Hun er ikke længere symbolet på det, hun tidligere var,« siger han videre.

Det symbol hjalp de fleste af os danskere med at skabe, da den 31-årige Alexandra Christina Manley blev præsenteret for os for første gang.

Billedet står sikkert tydeligt på manges nethinde endnu: Køn og strålende af lykke sad hun med rank ryg i den antikke sofa, holdt sin Joachim i hånden. Iført ceriserød Chanel-dragt, som var så lårkort, at de lange, slanke ben ikke blev skjult, med halsen dækket af en femradet hvid perlekæde og på hånden forlovelsesringen fra prinsen, rød og hvid som dannebrog.

Danskernes første møde med Alexandra Christina Manley.
Danskernes første møde med Alexandra Christina Manley. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Tidligere journalist på Billed-Bladet Annelise Weimann husker det, som var det i går.

»Vi var jo fuldstændig i ekstase. Danmark havde ikke haft en prinsesse udefra, siden Ingrid kom til landet. Det var jo som en drøm, der gik i opfyldelse. Og jeg husker benovelsen, da hun kort efter holdt sin første tale. På dansk. Det var ikke noget særlig kønt dansk, men vi røg jo bagover alle sammen,« siger Annelise Weimann.

Og med ’vi’ mener hun ikke kun pressen. Men ’vi’ som i danskerne. ’Vi’ elskede Alexandra. Hun var ’vores’ eventyrprinsesse.

Det hører med til historien om Alexandra og Joachim, at han dengang var den populære prins. Ham vi gerne ville have som vores konge en dag. Frederik drønede rundt på indlandsisen eller gik i byen med langbenede modeller. Men for mut og fåmælt, når han trådte frem offentligt. Mens Joachim altid var venlig, glad, imødekommende.

Nu havde han tilmed fundet sig en fantastisk kvinde ude i Hong kong. En selvstændig karrierekvinde, som droppede sit lukrative og spændende job som vicedirektør i et investeringsfirma for at blive prinsesse i lille Danmark. Selv H.C. Andersen kunne ikke have skrevet et bedre eventyr.

Da brylluppet stod en bidende kold novemberdag i 1995 var der da heller ikke et øje tørt, da hun og prins Joachim strålede om kap på dansegulvet. Svimlende lykkelige.

Fra eventyrbrylluppet i 1995.
Fra eventyrbrylluppet i 1995. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Schackenbog Slot i Møgeltønder blev deres base, og karriekvinden lærte at begå sig i den sønderjyske muld og tog aktivt del i den forretningsmæssige drift af det mange hundrede år gamle slot. Men selvom nye skud kom frem på lykkens stamtræ, begyndte idyllen at krakelere bag slottets tykke mure. Og pludselig landede der en septemberdag i 2004 en bombe på danskernes middagsbord: Alexandra og Joachim skulle skilles.

Det er hér, at både kongehuseksperten og journalisten er enige om, at det største og mest afgørende fald fra tinderne skete. Eventyrprinsessen blev forvandlet til et menneske.

»Hun mistede sin ophøjede status. Folk forventer, at de kongelige er lykkelige og lever glansbilled-livet med sunde værdier, og det gjorde de jo så ikke,« forklarer Jon Bloch Skipper om holdningsskiftet i befolkningen til ikke bare Alexandra, men hele kongehuset.

Det var i forbindelse med kronprins Frederik og kronprinsessse Marys bryllup i maj 2004, at man fik en anelse om, at alt vist ikke stod helt så godt til på Schackenborg.
Det var i forbindelse med kronprins Frederik og kronprinsessse Marys bryllup i maj 2004, at man fik en anelse om, at alt vist ikke stod helt så godt til på Schackenborg. Foto: Bjarke Ørsted
Vis mere

Og som Annelise Weimann - der har fulgt Alexandra i næsten 20 år - tilføjer: »Hvad skal hun så? Vende tilbage til karrieren? I de ni år, hun var gift med Joachim, videreuddannede hun sig ikke. Så der har næppe været rift om hende i erhvervslivet,«

Med en årlig apanage på dengang 1,56 mio. kr. og en herskabsvilla i Hellerup kvit og frit var det sandsynligvis ikke for pengenes skyld, at Alexandra luftede sine tanker om at få en fod indenfor i dansk erhvervsliv, hvor hun med sit intellekt og sin baggrund i Hong kongs benhårde forretningsverden blev spået en stor fremtid.

Men tankerne og spådommene kom aldrig op at flyve. Og med to sønner på dengang to og fem år - og snart også en ny 14 år yngre kæreste - samt en lang række prestigefyldte protektioner, var der uden tvivl også rigeligt at se til hjemme på Svanemøllevej.

Da hun i 2007 giftede sig med Martin Jørgensen, røg prinsessetitlen, og Alexandra blev grevinde. Og selvom danskerne åbenlyst nød at se hende lykkelig igen, begyndte populariteten at dale, og spørgsmålet om apanagen blev luftet i det offentlige rum, ligesom protektionerne begyndte at falde fra. 12 er der tilbage. Fra Unicef til Randers Regnskov.

Alexandra strålede som en sommersol, da hun en kold martsdag i 2007 opgav sin prinsessetitel til fordel for den 14 år yngre fotograf Martin Jørgensen.
Alexandra strålede som en sommersol, da hun en kold martsdag i 2007 opgav sin prinsessetitel til fordel for den 14 år yngre fotograf Martin Jørgensen. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Selvom hun i 2007 landede en bestyrelsespost i den danske afdeling af Ferring Pharmaceuticals var det først i 2009, at grevinde Alexandra tog de første egentlige skridt mod en karriere i det danske erhvervsliv. På opfordring fra den daværende administrerende direktør for Irma Alfred Josefsen trådte hun ind i den prestigefyldte VL-gruppe 42, som han dengang var formand for. Et netværk af topledere bestående af bl.a. Lene Espersen, Toms-direktør Jesper Møller, LD-direktør Carsten Koch. Og altså Alfred Josefsen.

»I 2009 var hun på vej ud i et nyt liv. Og i forbindelse med det kom hun med i gruppen. Men så tror jeg, at hun enten fik for travlt eller fik en anden plan med erhvervslivet,« siger Alfred Josefsen til BT om grevinde Alexandras hurtige exit fra VL-gruppe 42 efter tre år.

»Jeg tror, hun trak sig, fordi hendes fokus var på noget andet. Men jeg ved ikke hvad, for jeg kender ikke hendes ræsonnementer omkring det,« siger Alfred Josefsen.

VL-gruppe 42 førte altså hverken til ansættelser eller bestyrelsesposter for grevinde Alexandra. I stedet kastede hun og Martin Jørgensen sig ud i et eventyr i Tyrkiet, i popstjernen og X-Factor dommer Remees Oasis Club, hvor de købte en af de mange luksuslejligheder, dør om dør med en række andre kendisser.

Måske var det alderen, eftertænksomheden og tabet af sin far i 2010, der satte sine spor. Ifølge en lang række kilder søgte Alexandra de senere år mere og mere ind i en tryghedsboble hjemme på Svanemøllevej, mens hendes mand Martin Jørgensen fortsatte festen i det københavnske natteliv.

Hun spiste frokost med veninderne på in-caféen Victor, og han overtog scenen, når mørket faldt på.

Og i tirsdags smed hun ham på porten. Havde fået nok.

»Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen,« sagde grevinde Alexandra.

En af de sidste gange, Alexandra og Martin Jørgensen viste sig offentligt sammen, var til Aarhus Kommunes fejring af dronning Margrethes 75 års fødselsdag. Her var Alexandra og Martin Jørgensen inviteret til at deltage i festivitasen i det jyske. Mens de pænt måtte blive hjemme, da København og det offentlige Danmark fejrede Dronningen.
En af de sidste gange, Alexandra og Martin Jørgensen viste sig offentligt sammen, var til Aarhus Kommunes fejring af dronning Margrethes 75 års fødselsdag. Her var Alexandra og Martin Jørgensen inviteret til at deltage i festivitasen i det jyske. Mens de pænt måtte blive hjemme, da København og det offentlige Danmark fejrede Dronningen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men hvad med hendes egen?

Hun dyrker yoga og boksetræning og er stadig en flot kvinde. På 51 år. Men grevinde Alexandra er også en kvinde, hvis to sønner er tæt på at være flyvefærdige. Prins Nikolai, som er 16, går på den eksklusive kostskole Herlufsholm. Og hans tre år yngre bror, prins Felix, er som de fleste andre 13-årige flyvsk og vil så meget andet end sidde hjemme hos mor.

Måske er det nu, at hun skal give erhvervslivet et sidste skud. Asger Aamund er i hvert fald ikke i tvivl om, at der er en plads til hende derude. Ikke mindst med hendes baggrund som karrierekvinden, der for 20 år siden droppede sit spændende job i Hong kong for at blive prinsesse i lille Danmark.

»Hong kong er et hårdt sted, hvor det er de bedst egnede, der overlever. Derfor har hun helt sikkert nogle kommercielle kvalifikationer, som gør, at hun sagtens kunne begå sig i en virksomhed. Hvis de (kvalifikationerne, red.) altså ikke er blevet for rustne, nu hvor hun har været ude af cirkulation,« siger Asger Aamund.

Alexandra med sønnen Felix på Krebs Skole forleden dag.
Alexandra med sønnen Felix på Krebs Skole forleden dag. Foto: Linda Kastrup
Vis mere