Prinsesse Alexandra og prins Joachims ældste søn Nicolai fylder om få uger tre år, og det betyder, at det er blevet tid for børnehave. Som den første kongelige nogensinde skal prins Nicolai starte i en ganske almindelig kommunal børnehave, nemlig Møgeltønder børnehave, oplyser DR Syd.

Hofchef Per Thornit ønsker ikke at udtale sig, men henviser til, at der bliver et officielt pressemøde om prinsens børnehavestart senere.

Fra Tønder Kommune siger borgmester Hans L. Hansen (V), at der fra kommunens side ikke bliver gjort noget specielt ud af prinsen, og at Møgeltønder børnehave f.eks ikke vil få en højere normering på grund af det kongelige islæt.

-Alle børn i Tønder kommune får den samme gode behandling, og det bliver ikke anderledes for prins Nicolai, siger han.

Prins Nicolai starter i børnehaven først i september.

/ritzau/