Trods sit eksotiske udseende føler libanesisk-fødte Maya sig pæredansk. Og hun er glad for pornobranchen, selv om muslimer truer hende på livet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Vi skærer halsen over på dig.«

»Du skal dø.«

»Allah slagter dig.«

Disse trusler er tre af de gode grunde til, at stripperen Maya Ababadjani nu har fået bodyguard.

Det er kun et lille udpluk af de trusler, den unge libanesisk-fødte kvinde har fået fra rabiate muslimer, som mener, at hun tilsmudser sin etniske baggrund ved at føre sig frem som pornostjerne.

Inden for de seneste uger er hun blevet overfaldet flere gange både fysisk og verbalt. Af frygt for yderligere chikane har Maya nu en bodyguard gående efter sig overalt, hvor hun bevæger sig på de sexmesser, som i denne tid flytter sig rundt i landet fra weekend til weekend.

Maya er i det hele taget noget for sig. For ikke alene er hun den første med etnisk baggrund, der medvirker aktivt i den danske pornoverden. Hun har også en usædvanlig forhistorie.

Hun aner ikke, hvornår hun har fødselsdag. Hun ved kun, at hun er 19-20 år gammel og født på et tidspunkt først i firserne under borgerkrigen i Libanon. Og fra de officielle papirer ved hun, at fødslen fandt sted i en bjerghytte.

Hendes biologiske mor var kun 14 år, da hun fødte den lille mørkøjede pige. Moderen, som angiveligt var prostitueret og døde kort tid efter. Den lille pige blev bragt til et børnehjem, der blev drevet af katolske nonner ved Libanons hovedstad, Beirut. Her opholdt hun sig en meget stor del af sine første tre år, stående i en jerntremmeseng, indtil hun endelig slap for den specielle lugt af lunken sukkervælling og fyldte stofbleer: Hun blev bortadopteret til et dansk ægtepar i en landsby på Djursland.

»Jeg ser mig selv som pæredansk. Dem, som jeg altid har betragtet som min mor og far, er danskere, så det er jeg også. Mine øjne og min hud er bare noget mørkere end de fleste andres her i landet,« siger Maya Ababadjani.

Tingene og tilværelsen har altid været meget »lige på« for hende. Hun blev mobbet i folkeskolen og gik under navne som perkertøs og dét, der er langt værre.

Hun har været den uregerlige teenagepige, som i en meget tidlig alder gjorde sig erfaringer med de ældre drenge. F.eks. var hun som blot 15-årig med egne ord freelance amatørstripper.

»Det kunne f.eks. være, hvis der sad en flok drenge og så fodbold sammen. Så kunne de ringe til mig, og så kom jeg og strippede for dem. Men dengang beholdt jeg lidt af tøjet på,« fortæller Maya Ababadjani, der siden har arbejdet som både rigtig stripper, pornomodel under liveshows, på film og som topløs servitrice i et porno-videocenter.

De seneste uger af hendes noget omskiftelige tilværelse har det været ekstraordinært lige på for hende, efter at hun gentagne gange er blevet truet på livet af unge rabiate muslimske mænd, som har overfaldet hende både fysisk og verbalt.

En lille flok med et middelalderligt livssyn åndssyn er rasende over, at en pige fra Libanon »tilsmudser« sin etniske baggrund ved at medvirke i pornofilm og være sammen med både kvinder og mænd. Maya Ababadjani er som en direkte følge af chikanen blevet overfaldet to gange på de sexmesser, der i disse uger flytter rundt i Danmark fra weekend til weekend.

Hun har også modtaget flere dødstrusler som SMS-beskeder på sin mobiltelefon, og døren til hendes lejlighed i Randers midtby er for nylig blevet sparket ind og overmalet med ordene: »Allah slagter dig«.

Sidste uge kulminerede chikanerierne mod hende under Erotic World sexmessen i Vejlby-Risskov Hallen i Århus. En ung araber greb hende om halsen bagfra og hev hende ned i gulvet og var på vej til at følge op med en knytnæve i ansigtet. Knytnæven blev dog stoppet i sidste sekund af andre gæster på messen.

Men derefter blev sikkerheden skærpet omkring Maya Ababadjani. På sexmessen denne weekend, hvor det noget bizarre roadshow er nået til Herning, har hun døgnet igennem mindst én hærdebred bodyguard ved sin side, mens hun trisser rundt i minimal beklædning og agerer iøjnefaldende reklamesøjle for den pornoproducent, der betaler størstedelen af hendes løn.

»Det er ikke særlig sjovt aldrig at kunne gå alene, men det er åbenbart nødvendigt med en bodyguard. Men det er virkelig irriterende ikke en gang at kunne gå ud til toiletterne, uden der skal én med,« siger Maya, som har givet tid til interviewet inde bag en af messestandene i Herning Kongrescenter.

Mens kaffemaskinen hoster lavmælt henne i hjørnet, og den monotone hårdtpumpede musik banker løs fra højttalere et andet sted i messehallen, fortæller hun velformuleret og i højt tempo på sit drevne østjyske om dét at være en del af pornobranchen.

»Nogen piger siger, at de gør det for pengenes skyld. Sådan har jeg det ikke, og hvis jeg havde, så kunne jeg lige så godt arbejde på en massageklinik.

Jeg laver simpelthen det her, fordi jeg elsker sex. For mig er sex ligesom mad, og hvorfor ikke få det, mens man er på arbejde? Ligesom en vandmølle skal drives med vand, så skal jeg have sex. Det her er simpelthen et drømmejob for mig, og jeg har aldrig arbejdet sammen med »federe« mennesker,« fastslår hun.

Hun har hidtil medvirket i ni pornofilm i perifere roller. Men nu er der netop blevet færdigproduceret den første film, hvor det er hende selv, der - i bogstaveligste forstand - er både oppe, nede og i centrum.

Maya Ababadjani understreger, at hun efter overfaldene har fået flere tilkendegivelser fra unge andengenerations-indvandrere, som synes, det er rigtig fedt, hvad hun laver.

Det er kun nogle få muslimer, der er gået over stregen, siger hun, men hun er alligevel blevet noget betænkelig efter de voldsomme oplevelser.

Dobbeltmoralsk

»Jeg kan godt være lidt bekymret, men jeg er ikke bange. Jeg har intet imod muslimer, hvis de opfører sig ordentligt. Jeg vil sige, at jeg giver dem lige præcis den samme respekt, som de giver mig,« siger hun og tilføjer:

»Dem, der er efter mig, er enormt dobbeltmoralske. Det er da total åndssvagt at betale 150 kroner for at gå på sexmesse og så komme og fare løs på mig og kalde mig perkerluder og alt muligt. Hvis de har så meget imod, hvad jeg laver, kan de da bare blive væk,« siger hun.

Om kort tid flytter Maya Ababadjani ud af sin lejlighed i Randers til et sted i Århus. Hun føler sig ikke helt tryg i Randers længere efter overfaldene og dødstruslerne.

»Da jeg gik i folkeskolen, oplevede jeg almindelig racisme, når jeg blev kaldt perkertøs og sådan noget. Nu oplever jeg så den omvendte racisme, men jeg har heldigvis altid kunnet tage de tørre tæsk,« siger hun.

Maya Ababadjani er en af de piger, der er store forhåbninger til i pornobranchen, fordi hun med sin libanesiske baggrund er helt unik i den sammenhæng. Hun håber selv, at USA er stedet, hvor hun for alvor vil folde sig ud, når porno-Danmark på et tidspunkt bliver for småt til hende.

Hun er ikke det mindste flov over at være en del af pornobranchen. Tværtimod.

»Jeg repræsenterer noget andet end de typisk amerikanske modeller med lyst hår og store bryster. Udviklingen går i retning af, at det er sådan nogle som mig, folk gerne vil se på,« siger hun.

TRUET MODEL: Maya Ababadjani er helt unik i den danske sexindustri, fordi hun er den første pornomodel med en etnisk baggrund. Men netop dét har de seneste uger givet hende store problemer med rabiate muslimske mænd, der mener, at hun »tilsmudser« sin etniske baggrund.